Interview. Peter Øvig brugte sit liv på at lægge distance til sin depressive mor. Indtil han selv blev ramt af alvorlig depression.
Jeg vil hellere være et medlem af Blekingegadebanden
Det er, ligesom Peter Øvig er skrumpet. Han taler mindre og har færre klare svar. Vigtige begivenheder og årstal er helt forsvundet fra hans hukommelse. Slettet af de elektrochok, som viste sig at være den eneste kur mod hans hidtil alvorligste depression.
»Før i tiden kunne jeg ikke græde. Jeg har gået i terapi i over 20 år, bare for at få adgang til tårerne. Uden resultat. Nu skal der intet til, før mine øjne bliver fugtige. Det er svært at sige, om det er en følge af depressionen eller en bivirkning af elektrochokket,« siger Peter Øvig og ser ned på spisebordet, hvor omslaget til hans nyeste bog ligger. Ligesom mange af hans andre bøger er der et sort-hvidt foto på forsiden, som understreger bogens dokumentariske karakter. Men hvor omslagene på hans andre bøger har haft fotografier af myrdede stikkere, dansende hippiere eller BZere i gadekamp, så forestiller denne forside en ganske almindelig kvinde, som tager solbad med lukkede øjne. Det er Peter Øvigs mor: Ellen Knudsen.
Del: