Til te hos Ferrante

Den personlige klumme bliver sjældent genstand for særlig anerkendelse, endsige litterær analyse, men samtidig ved enhver klog redaktionschef, at de personlige klummer er aviser og ugeblades mest læste stof. Jeg har kollegaer, som i årevis har skrevet analyser af litteratur, politik og teater uden den mindste respons, indtil de skrev en klumme om deres skilsmisse eller deres had til hunde og pludselig blev bestormet af læsere, som ville giftes eller slå dem ihjel.

I Det lejlighedsvise indfald er det den italienske forfatter Elena Ferrante, som tager livtag med genren. I forordet beskriver hun, hvordan hun blev »smigret, men også forskrækket«, da den britiske avis The Guardian tilbød hende en ugentlig klumme. Borte var forfatterens lykkelige lyst-skrivning, for første gang skulle hun skrive af »pligt, i en fast ramme«. Resultatet er denne samling klummer, som sandsynligvis både vil skuffe og begejstre svorne Ferrante-fans. Stemmen i Det lejlighedsvise indfald er nemlig umiskendeligt Ferrantes med hendes vanlige sans for at kombinere hverdagssociologi med livsfilosofi og storpolitik. I en klumme om nationalitet kommer Ferrante for eksempel med en definition af nationalitet, som er befriende i al sin enkelhed: