Interview. »Vi har skabt et samfund, hvor mødre er lænket til deres børn,« siger den amerikanske forfatter Kim Brooks, som har skrevet om forældreskabet som angstens epicenter.

Børn uden opsyn forbudt

Da forfatteren Kim Brooks’ søn var næsten fem år gammel, lod hun ham sidde alene i bilen i fem minutter, mens hun gik ind i et supermarked.

»Min søn var glad, da jeg kom tilbage, og jeg tænkte ikke nærmere over det. Det var først, da jeg kom hjem, at jeg opdagede, at en fremmed havde meldt mig til politiet,« forklarer Kim Brooks om den episode, som førte til, at hun siden blev idømt 100 timers samfundstjeneste for ikke at have holdt ordentligt øje med sit barn.