Kommentar. Læsning er pligt, skole og kedsomhed. Alt det sjove sker på skærmen.

B-J-Ø-R-N siger bjørn

I juleferien sker det. Pludselig danner de sorte kruseduller først ord, så sætninger og til sidst en historie. Min yngste søn nikker, da jeg spørger ham, om han virkelig har læst bogen om ninjaen selv. Det har han. Jeg smiler stolt og lettet på samme tid. Jeg kan sætte endnu et kryds på listen over færdigheder, som mit barn skal opnå inden for et bestemt tidsrum.

Mine børn må tilhøre den generation i danmarkshistorien, hvor samfundet er gået mest op i deres læsefærdigheder. De er født efter 00ernes diskussioner af pisa-test og de finske og kinesiske børns overlegenhed. De har hele livet været omgivet af voksne, som ville bekæmpe deres potentielle analfabetisme.