Sidste år var populismens år, og noget er sket siden. Valget af Emmanuel Macron som præsident i Frankrig, af Alexander van der Bellen som præsident i Østrig, det skuffende resultat for Geert Wilders i det hollandske valg og Theresa Mays vaklende kurs over for Brexit har gjort, at mange har konkluderet, at så stor en fare var den populistiske strømning heller ikke, og at normaliteten nok snart ville vende tilbage. Det ville imidlertid være en fejlslutning – af mindst tre årsager.
Første årsag er, at populismen i sig selv langtfra er død eller for den sags skyld på retur. Det bevidner udviklingerne i Polen og Ungarn i markant grad, men også i mange andre lande, både i Europa (for eksempel Italien, Tyskland og Danmark) og resten af verden (eksempelvis Rusland, Tyrkiet og Venezuela – for ikke at tale om USA). Alle steder har beskyttelse af de nationale grænser, den nationale suverænitet og den etnisk-nationale renhed overtaget meget af den offentlige dagsorden. Populisterne – dem, der kender det rigtige folk, den svigagtige elite og de ægte nationale værdier – vinder frem.
Geert Wilders er et godt eksempel. Det skuffende resultat i det hollandske valg var kun en skuffelse, fordi hans fremgang var mindre end forudset. Men han (ejer af Frihedspartiet i Holland, med kun ét medlem, nemlig Wilders selv!) gik ikke desto mindre markant frem. Samme udvikling ser vi med Sverigedemokraterne og med Femstjernebevægelsen, som var valgets klare vinder i Italien, og som nu er ved at skabe ægte ravage i landets politiske landskab.
Den anden årsag er den, at som det altid sker i moderne politik, så er det ikke nok kun at se på udviklingerne hos de erklæret populistiske partier. Den politisk-kulturelle disruption sker også ved, at der skubbes til tankerne hos andre politiske partier, der fornemmer, hvad vej vinden blæser, og skynder sig at overtage dele af de populistiske bevægelsers programmer og forslag. Se bare på Socialdemokraterne i såvel Danmark som Sverige, på Ruttes Folkeparti for Frihed og Demokrati i Holland, på Labour i Storbritannien, på Syriza i Grækenland, på Babis’ ANO i Tjekkiet (mere en copycat af det polske PiS og det ungarske Fidesz end en efterligner af andre tjekkiske partier). Der skabes på den måde nye konsensusmuligheder, nye alliancer, en ny zeitgeist, som støtter nationalpopulismens tankegods, her ikke mindst oprøret mod den internationale orden, mod det liberale demokrati, mod afgivelse af national selvbestemmelse, mod indvandring fra den ikke-vestlige kulturkreds (læs: især muslimer), mod europæisk integration og mod magtens traditionelle tredeling.
Her har vi de magtfulde eneres klub, de autoritære mænd, der dyrker det »illiberale demokrati«. Og selv om det er anderledes i Danmark, må man trods alt spørge: Ville det på et helt accepteret grundlag have været muligt for 10-15 år siden åbent at proklamere, at man vil fejre med kager, når indvandringsrestriktion nummer 100 bliver vedtaget i Folketinget, som DFs formand gjorde det i Folketingets afslutningsdebat her i 2018? Næppe. Men i dag går det fint an, med fuld opbakning fra Socialdemokraterne og selvfølgelig fra regeringen. Populismen kan sejre både i liberal og illiberal iklædning.
Og så kommer jeg til den tredje og sådan set væsentligste årsag. For populismen har i realiteten kun gjort det, at den har synliggjort, hvad alle ville have kunnet se, hvis de havde kikket efter i moradset af grænseoverskridende samarbejder og globale dagsordener. Nemlig at nationalismen – forstået som nationalstaten og de nationale identiteter som udgangspunkt for al væsentlig tilhørspolitik i verden – aldrig har været på vej til at dø ud, men altid har været med et dækkende engelsk udtryk the be-all and end-all bag alle politikeres gøren og laden og ikke mindst bag deres befolkningers daglige liv, bevidsthed, kulturelle udfoldelser, sproglige sammenhæng og sociale selvforståelse. Bag mange års international signalgivning og samarbejde, blandt andet om en stadigt tættere sammenhæng mellem EUs medlemsstater, har de nationale tilhørsforhold bevaret deres primære rolle for flertallet af statsborgere, om end fortolket og forstået på mange forskellige måder, og med større eller mindre indrømmelser til etnisk diversitet eller krav til sammenhængskraft, og forskellige emfaser i synet på lukkethed/åbenhed og behovet for samarbejde og delvis afgivelse af suverænitet.
Her sætter populismen foden ned og ekspliciterer, hvad der normalt underforstås. Derfor bliver Trumps America First-slogan opfattet som en provokation, uanset at alle statsledere først tænker på, hvad der gavner deres eget land. Man kan i øvrigt spekulere på, om Trump og andre populisters politik faktisk gavner deres land maksimalt, men det er ikke pointen. Hvad der styrker identiteten og det interne sammenhold, har pludselig fået medvind, også hvor det ubetvivleligt skader økonomien og deler vandene, som det for eksempel gør det i tilfældet Brexit.
Det er på dette punkt, at populismen adskiller sig fra den normale bekendelse til det nationale tilhørsforhold. Den disruption, som populisterne har medført, skyldes mindre en væsentlig forskel i selve det nationalt-eksistentielle grundlag – at »vi« er anderledes end »de andre«, generelt også bedre, at »vi« bør beholde så meget selvstændighed for os selv som muligt, at »vores« værdier er de andres overlegne, at »vores« traditioner og ritualer er værd at dyrke og bevare og så videre. Den skyldes i langt højere grad tre andre faktorer: at det efterhånden er helt acceptabelt at sætte det nationale på den offentlige dagsorden; at de globale udfordringer mod det nationale er blevet så omfangsrige, at selve grundpillerne, suverænitet, kulturel renhed og sammenhængen mellem folk og stat, er udfordrede; og endelig at populisterne på dette grundlag reserverer retten for sig selv til at definere, hvem de rigtige medlemmer af fællesskabet er, både blandt folk og eliter.
Det er væsentligt at forstå, at den aggressivitet og de frustrationer, som populismen er udtryk for, både viser de store problemer, som nationalisme står over for, men også den tilpasningsduelighed, der har været kendetegnende ved denne ideologi i snart 150 år. Dengang, i nationalstatens opbygningsfase, var der faktisk noget progressivt og fremadrettet ved nationalismen, den var i høj grad bærende for moderniseringen af samfundet, og den opsamlede og skubbede til nye tanker, ideer, videnskabelige fremskridt og kollektive identitetsdannelser – på samme tid. Flertallet kunne lægge deres forhåbninger, drømme og visioner om fremtiden i den nationale skål som en måde at overvinde fortidens begrænsninger og aftegne vejen frem mod bedre tider – uden at skulle sige farvel til kultur, sprog og traditioner. At nationalismen så også, i tæt sammenhæng med kolonialisme og imperialisme, var skyld i både fascisme og to ødelæggende verdenskrige, viser, at det affektive element i nationalismen, hvis det får dominans, kan vinde over det rationelle, med kæmpestore negative følgevirkninger.
Er det så ikke det samme, vi ser i dag? Er populisme ikke kun en mere diplomatisk version af fascisme og racisme? Både ja og nej. Ja, fordi det, der skabte fascismen i mellemkrigstiden, utvivlsomt var tæt knyttet til en opfattelse af andre nationer, racer og etniciteter som radikalt anderledes end og fjendtlige over for »os«. Populismens dikotomi mellem os og de andre er ubehageligt tæt på samme verdensbillede. Og ja, fordi adskillelsen mellem det følelsesmæssige og det rationelle også ligner i skræmmende grad; også populisterne lægger mere vægt på den nationale afsondring og den grundlæggende bekendelse til det nationale tilhørsforhold.
Men omvendt nej, fordi populismen ikke er en ideologi på linje med for eksempel nazisme, og fordi den grundlæggende tankegang er forskellig. Fascisme lever af at påstå, at folks rette kald er selvopgivelse for deres stat, og at det er sådan den store sammenhæng mellem stat og folk kommer i stand. Populismen derimod står for en velfærdstankegang indadtil (derfor er den en fare for socialdemokrater), staten er til for befolkningen, hvis den bare gives de rigtige suveræne betingelser og nyder folkets ubetingede opbakning og tillid. Til det formål er den eklektisk i forhold til styreform, men den har i ekstrem grad brug for støtte fra den nationale bevidsthed, så den kan fungere som den civile religion, den i bund og grund er. Her har den gode livsbetingelser i folks almindelige, meget livsduelige og helt banale nationale identitet.
Noget er utvivlsomt sket siden sidste år, men om det svækker den populistiske strømning, er mere end tvivlsomt.
Ulf Hedetoft er professor, dr.phil. og leder af Center for the Study of Nationalism ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.
