På Charlottenborg bliver der nippet til gratis Doxdrinks imellem rosa fløjlsdivanesere.
Kunsthallen viser filmen Possessed i forbindelse med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.
Et udstillingsrum er indrettet til biografsal i chik middelklassestil. Bløde sofarækker i nordisk retrostil er opstillet ligesom kirkebænke. Tekstiler på vægge og gulv opsuger rumklangen.
Filmen er skabt af hollandske Rob Schröder i samarbejde med Vinca Kruk og Daniel van der Velden fra det designkritiske designbureau Metahaven.
Kurator Toke Lykkeberg introducerer filmen. Fortælleren er en ung pige, som fra fremtiden kommenterer vores samtid, forklarer han. »Der er en generationskonflikt. Verden er gået itu. Forældrene har formøblet alt og ser til, mens polerne smelter.«
»Afslører han ikke for meget af plottet?« siger min ledsager irriteret.
Filmen er en slags visuelt langdigt i collageform. Den kaster et mørkt blik på de asociale teknologier, der udøver en fetichistisk åndemanerkraft over vores liv og selvbestemmelse. I åbningsscenen ser vi en stribe iPhones blive overhældt med smeltet bly. De krøller sammen som døde insekter. Der krydsklippes mellem makeupvideoer og biometrisk ansigtsgenkendelsessoftware.
»Vi adlyder et fiktivt øje. Et blik bag overfladen, der stirrer tilbage på os,« siger den unge pige, mens vi ser anonyme turister i en YouTube-video dokumentere sig selv med det åndsfraværende ansigtsudtryk, mennesker altid får, når de forestiller sig deres eget spejlbillede. Soundtracket er skabt af den amerikanske elektronmusiker Laurel Halo. Det buldrer og knitrer olmt. Nu går den unge pige rundt i en forladt bygning i noget, der ligner det tidligere Jugoslavien. Hun tager sig en lur på et leje af kasseret socialistisk litteratur, mens vi hører hende læse op af kapitel 13 af Paulus’ Første Brev til Korintherne.
Så ser vi en gruppe mennesker gå frem ad en forladt, vindblæst flyveplads. Ansigterne er formummede bag tørklæder påtrykt talebobler og hjerteøjneemojis.
Vi hører to mandestemmer. De tilhører Nick Srnicek og Alex Williams, forfatterne til det accelerationistiske manifest og venstrefløjsbestselleren Inventing the Future. »Vores evne til at forestille os fremtiden er forkalket. Det radikalt nye er blevet udtømt,« siger Nick Srnicek.
Efter filmen er der koncert med Laurel Halo. Hun står i strømpesokker foran lærredet og skruer koncentreret på sine knapper, som om hun er i gang med et usynligt skakspil. Så er arrangementet slut.
