Godformiddag og velkommen til mit foreløbig sidste nyhedsbrev. Det har været en fornøjelse, selvom jeg har måttet stå umenneskeligt tidligt op for at nå det: klokken seks om morgenen!
Ja ja, grin bare; jeg ved godt, at det er småting for det arbejdende folk, men i realiteten er jeg ofte vågnet endnu tidligere af bar nervøsitet for, om verden ville forsyne mig med nok begivenheder til at fylde tre punkter.
Men verden leverer sgu altid!
1. Palads og pastel
Se nu bare borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, der i går aftes stemte ja til en såkaldt startredegørelse af en ny lokalplan for biografen Palads. Første skridt på vejen mod en mulig nedrivning af det Poul Gernes-pastelfarvede hus er således taget. Sikke en timing: Knap er Børsen-liget koldt, og straks begynder man at hugge løs på en anden københavnsk favorit.
De egentlige igangsættere er Nordisk Film, der ejer Palads, men ikke kan få det til at køre rundt, og det er jo en ærlig sag. Derfor vil de bygge noget erhvervshalløj (lyder kedeligt) og en underjordisk biograf (lyder fedt).
Selv er jeg opvokset i Nordjylland og har derfor ikke noget personligt forhold til Palads, men jeg forstår i dén grad godt, at man kan have mange følelser for et sted, sådan som Tyra Dokkedahl beskriver det i Atlas.
Og så er pastelfarver altid dejlige og alt for lidt værdsatte i det kuldslåede, tempererede Europa. Må jeg anbefale inspiration fra Art Deco-distriktet i Florida?
2. Blokering af pubertetsblokkere
I går skrev jeg, at den nye udgave af Kvinde kend din krop også vil indeholde »transfeminine personer«, som redaktionen skriver, altså biologiske mænd, hvilket har ført til en del kritik. Det fik mig til at tænke på en anden nyhed inden for debatten om transkøn, nemlig udgivelsen af The Cass Review, en rapport om Englands behandling af børn med såkaldt kønsinkongruens, altså når det selvoplevede køn ikke passer med det biologiske.
Det digre værk udkom tidligere på måneden og kritiserer det engelske sundhedsvæsens udbredte brug af såkaldte pubertetsblokkere eller stophormoner, altså præparater, der udskyder den naturlige pubertet. Rapportens hovedansvarlige, børnelægen Hilary Cass, fortæller, hvordan et hollandsk studie af netop stophormoner blev startskuddet til en type behandling, hvor man bekræfter barnet i dets selvoplevede køn.
Mange børn fik således i løbet af 2010erne disse stophormoner og derefter kønshormoner (østrogen til drengene, testosteron til pigerne), selvom der altså ikke, ifølge rapporten, er god evidens for, at den behandling hjælper barnet på lang sigt. Resultaterne fra det hollandske studie blev ganske enkelt strakt længere, end de kunne bære, fortæller The Cass Review.
Flere lande, hvis behandling også baserede sig på det hollandske studie, var i forvejen begyndt at være mere forsigtige med den medicinske tilgang, herunder Danmark. Det fremgår blandt andet af et interview med overlæge Mette Ewers Haahr, der behandler børn med kønsinkongruens.
Hun fortæller, hvordan tidsånden i 2010erne talte for anerkendelse og behandling af transkønnede, også de unge: »Alle tænkte, de her børn skal have behandling, fordi de er forpinte. Det er nødvendigt, og det skal gå hurtigt.«
Men ifølge The Cass Review gik det altså lidt for hurtigt, og i dag har både det britiske og det svenske sundhedsvæsen stærkt begrænset brugen af stophormoner.
Man kan læse om Harry Potter-forfatteren J.K. Rowlings rolle i debatten hos min kollega Christoffer Zieler i dag.
3. Atomkraftangreb, nej tak
Israel har måske, måske ikke svaret igen på det voldsomme iranske drone- og missilangreb, som landet blev udsat for i lørdags. I hvert fald fortæller iransk stats-tv ifølge DR, at tre droner blev skudt ned over byen Isfahan, der rummer en såkaldt nuklear installation. Ganske fredeligt anlæg, siger iranerne, men det tror Israel ikke på. De har endnu ikke udtalt sig om dronerne.
Men for en god ordens skyld har FNs atomagentur understreget, at det altså er rigtig dårlig stil at angribe andre landes atomanlæg. En advarsel, jeg ville tage mere seriøst, hvis det var pæne Mikael Persbrandt, der leverede den.
Jeg har tidligere anbefalet The American Institute of Peace, hvis man vil have en nogenlunde nøgtern indførelse i det anspændte forhold mellem Iran og Israel. I mellemtiden har min kollega Nikolaj Arve interviewet min chef, Martin Krasnik, om samme emne, så lyt til Avistid, hvis De vil have en introduktion på dansk.
Det var alt for mig i denne omgang, blokeret som jeg er af redaktionelt stophormon. Ønsker De at sende en pastelfarvet drone, er adressen msre@weekendavisen.dk.
God weekend!
Marta Sørensen
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
