Selv i forårssolen er der mest brunt og gråt i det nordlige hjørne af Frankrig, hvor cykelsportens årlige nedstigning til helvede finder sted. Paris-Roubaix er i alle henseender et cykelløb, man kan slå sig på, men i år slog danske Mads Pedersen godt igen og rodede en fjerdeplads ud af ilden, bedst som det var ved at brænde helt sammen tidligere på dagen.
Det var et velplaceret hug i det løb, han allerhelst vil vinde, og som har voldt ham så store kvaler. Det er næsten absurd at tænke på, at hans bedste resultat inden i år er en 51. plads i 2019. Han er som skabt til at vinde det løb, og på den måde har frustrationen over ikke at nå det, redet ham som en mare. Derfor var der en ægte forløsning at spore, da han endelig fandt nøglerne til finalen, for han har længe vidst, at det er der, han hører hjemme den anden søndag i april hvert år.
Pedersens konkurrenter gjorde søndag det, han selv satte i værk i Flandern Rundt for at komme finalen i forkøbet. En del af den løbsarkitektur var for så vidt allerede givet i Paris-Roubaix – i og med at flere af de mest centrale brostenssektioner ligger så tidligt. Men hvor Jumbo-Visma var på bagkant med det meste i Flandern i sidste uge, tog Wout van Aert forskud på pinslerne ved at åbne påståeligt tidligt med over 100 kilometer igen på stenene ved Haveluy à Wallers.
Derfra var løbet åbent som et kødsår og alene et spørgsmål om, hvem der havde mere at bløde med i kapløbet med dagen, de andre, vejen og ikke mindst med de uheld, løbet fordelte lige så grusomt, som det plejer. Styrt og punkteringer er et vilkår, og det kan man ikke snakke sig fra på hverken dansk, fransk eller flamsk.
Mads Pedersen fumlede ikke med æsken, da han først havde indset, at toget var tæt på at køre uden ham, hvis han ikke fik strøget nogle tændstikker i en helvedes fart efter den modbydelige tur i skoven ved Arenberg. Her styrtede både Kasper Asgreen og sidste års vinder, Dylan van Baarle, midt i røg og krudtslam fra det utidige publikums mest forfærdelige fyrværkerifest.
Pedersen lignede derimod en af de scener fra actionfilmen Die Hard, hvor Bruce Willis kun lige når at undvige eksplosionen. Han fløj ud af skoven i en afstand, der kunne være blevet fatal, hvis favoritgruppen havde efterladt ham alene bagved med en ny skuffelse som eneste selskab på den lange vej til Roubaix.
Hvis brostenssektionen gennem Arenbergskoven skærer taberne fra, udvælger Carrefour de l’Arbre vinderne. Det var igen i år en sandhed uden modifikationer. Vindere kan der som bekendt kun være én af, og Mathieu van der Poel kastede hele indsatsen efter afgørelsen i selvsamme sekund, som den anden storfavorit Wout van Aert punkterede. Med sin kolossale atletkrop trukket helt ud over cykelrammens længde, forsvandt han væk fra støvet og fjernede al tvivl om titlen.
I et forår, hvor det kun var Tadej Pogacar, der kunne slå ham i Flandern, kunne han dermed føje sin anden monumentsejr i år til triumfen i Milano-Sanremo for tre uger siden.
Paris-Roubaix er på alle måder kontrasternes løb. Det ældgamle og det hypermoderne. Umulige, hårde, glatte brosten og tynde, stive kulfiberrammer, kun med de bløde dæk som formildende omstændighed. Det utilgivelige underlag undervejs og den lyse, imødekommende cykelbane midt i Roubaixs ellers trøstesløse bylandskab. Det gamle mod det nye, hvor løbets antikke ærlighed altid vinder. Brølet fra publikum på den slidte bane er tidløst, når en ny vinder drejer ind og fuldender triumfen. Et overdådigt spektakel midt i et afdanket ydre.
Mads Pedersen kommer tilbage. Og det kommer han til at gøre resten af resten af karrieren, indtil han ikke har mulighed for at vinde løbet længere. Måske sker det, måske sker det ikke. Mellem de to forløsningsmæssige yderligheder er der mange muligheder for hævn.
Van der Poel har nu i en alder af 28 år vundet de tre af cykelsportens fem monumenter, der ligger inden for hans atletiske rækkevidde. Liege-Bastogne-Liege og Lombardiet Rundt er begge for kuperede, og selvom han nu om nogen personificerer en tidsalders afsindige niveau, er der nogen, der er bedre netop der. Det siger meget både om dem og om ham.
Mads Pedersen er et år yngre og mangler stadigvæk sit første monument. Men hans Paris-Roubaix i år gav næring drømmen om en sejr, og det er en væsentlig påstand, i og med at han kører under både Van der Poel og Wout van Aerts overherredømme. Det kan man faktisk helt berettiget vælge at skide temmelig højt og flot på, når man bliver professionel verdensmester som 23-årig, som han gjorde tilbage i 2019.
Mads Pedersen fik endelig vist, hvor han hører hjemme i helvede. Og det er i grunden meget at tage med fra en fjerdeplads og videre gennem en allerede god sæson. Der er få cykelløb, hvor den placering er så vægtig. Og der er faktisk heller ingen andre, hvor det at gennemføre i sig selv er noget at være stolt over for rigtig mange af dem, der får penge for at køre der.
Men Paris-Roubaix blev ikke skabt for at sætte sig til rette i normalitetens skød. Det er den sidste, ultimative form for vanvid i cykelsporten, og glæden ved netop den var rundhåndet i år – også uden for podiets forjættede rækkevidde.
