Folk bør erkende og skamme sig over deres privilegier. Det har været et mantra de seneste år, hyppigst hørt på den progressive venstrefløj, der mener, at man skal tage sine strukturelle fordele på sig som et kors eller ansvar. Indrøm dog, at du nyder godt af din hvidhed, din heteroseksualitet eller dine penge, den slags.
Men hvis der er noget, folk har svært ved, så er det at indrømme, hvor egentlig udmærket de faktisk har det. Vi ser det, når Mette Frederiksen - statsminister med løn på den gode side af halvanden million - italesætter sig selv som en del af middelklassen. Eller når Hollywood-stjerner med berømte forældre bedyrer, at det skam ingen forskel gjorde, at mor lige kendte en agent, og far var Oscar-vindende producer. Eller dengang jeg talte med en mand, der tjente over det dobbelte af mig, men understregede, at han skam ikke havde det bedre af den grund, for udgifterne var jo de samme, bare på en lidt højere skala.
Senest har vi rapporteret, at også den brede befolkning i andre europæiske lande har kvababbelser over at placere sig selv højt nok på den socioøkonomiske stige. Hellere arbejderklasse end middelklasse, hellere leverpostejmad end paté.
SJOVT, JEG HAR det lige modsat. Jeg vil hellere end gerne opremse mine privilegier og fordele, både de medfødte og de tilskrabede. Det gør mig i så godt humør. Det med hvidheden og heteroseksualiteten blev jeg først klar over for nogle år siden, og jeg er nok ikke helt enig i alle de identitetspolitiske mellemregninger, men herregud, jeg er ikke kræsen. Vi tager det med.
Den eneste grund til, at jeg ikke derudover jævnligt taler om mit behagelige arbejde, min udmærkede løn, mit diagnosefri hoved og min evne til at læse, allerede inden jeg kom i børnehaveklasse, er, at det - som De måske fornemmer - er utrolig anstrengende at høre på.
Måske er det derfor, at folk er så uvillige til at indrømme, at det egentlig går dem meget godt: Det lyder pralende, hvilket også YouTuberen ContraPoints tidligere ret morsomt har gjort opmærksom på. Jeg tvivler dog på, at det kun er denne nordjyske bekymring for at være en blærerøv, der forhindrer folk i at identificere deres magelige position i livshjulet.
Snarere en pinlighed over at have fået, eller opnået, alle goderne. En generthed ved overfloden, ved de andres manglende overflod og især ens egen uvilje til for alvor at udligne forskellen. Gerne giver man en halvtredser til den hjemløse for et Hus Forbi, men giver man ham sommerhuset? Nej, man er jo ikke idiot.
Endelig er mange måske også kede af at indrømme, at ja, meget af alt det gode var sgu held. Vupti, ind på boligmarkedet, var det fordi, man var et økonomisk geni? Næ, bare det rette sted på det rette tidspunkt. Vupti, så fik man en sød kæreste, var det fordi, man var et bedre menneske? Næ, bare nogenlunde mentalt stabil. Vupti, så endte man sgu med at blive 37 år uden at få dysenteri en eneste gang, og det er der ellers mange, der gør. Men der var man bare heldig at være født nord for Ækvator.
Eller også mener man faktisk ikke, at held var årsagen til ens lykke, og så gider man da slet ikke høre på anklager om, at man har haft urimelige fordele via sin hudfarve eller sit ophav.
MEN HVORFOR IKKE i stedet lade sig inspirere af calvinisterne, i hvert fald sådan som de tilsyneladende fremstår hos Max Weber? Denne undergren af protestanterne med udspring i 1500-tallet havde vist ikke de store problemer med at glæde sig over deres fremgang. De mente, at et heldigt liv i økonomisk forstand var tegn på, at man var en af Guds udvalgte, der skulle i Himlen. Kunne man gøre noget for at blive valgt? Niks, det var Guds beslutning, og ingen dødelige vidste med sikkerhed, om de havde fået en god eller dårlig hånd. Hvis nogen havde fortalt dem, at det var heldigt at være hvid, ville de sikkert have kigget ned på deres blege arme og tænkt: Yes! Næste stop: Himlen.
Sådan mener jeg selvfølgelig ikke, at tingene hænger sammen, men i mere overført betydning er det ikke helt dumt tænkt: At have privilegier, at ligge lunt i svinget, at banke sig op på en statsministerløn er at blive tilsmilet af guderne. Tilfældets gud, lykkens gud, genetikkens gud, pengeguden. Ja, meget af det er rent held, måske det hele, og hvad så? Det er rart alligevel.
Hvorfor bruge ørkesløs tid på selvretfærdigt at kalibrere det præcise blandingsforhold mellem egen indsats og medfødte plusser, så man kan overbevise en eller anden skinhellig type om, at man er kravlet op fra rendestenen og gennem års slid i kulminen nået til en flot stilling som key account manager i Deloitte?
Så finder de en eller anden stakkel, der har haft det endnu værre, og så er man lige vidt. Hvad er formålet? At sejre i det store lotteri om, hvem der har haft det elendigste liv? Fint nok, makker, du vinder.
Så kæmp ikke imod, velstillede menneske. Erkend privilegierne, lad dem være et varmetæppe i hårde tider, ikke en kilde til skam. Og når De ser en udsat stakkel på gaden eller en prekær freelancer, der ikke kom ind på boligmarkedet, så påmind Dem selv: Dér går jeg, hvis ikke for gudernes nåde.
