Han er født med en guldkaret i stalden i netop det år og den måned, maj 1968, hvor Frankrig eksploderede i oprør, og præsidenten indførte undtagelsestilstand af frygt for revolution.
Drengen blev selv en livslang undtagelsestilstand. Den eneste i landet af sin art. Spædbarnets læber blev smurt med et fed hvidløg og Cahors-vin, og senere blev han opdraget med et on ne pleure pas, man græder ikke.
Som søn af en excentrisk, lyrikskrivende far – det er fristende at portrættere ham som den flygtende franske adel – og en malende mor blev der sat en standard for sønnen. Store forventninger. Sammen oversatte forældrene den franske eksistentialist Simone de Beauvoirs Alle mennesker er dødelige til dansk, selvom både mand og kone vil gå over i historien og dermed være udødelige. Drengens far bad en svært tilgængelig digter, Per Aage Brandt, om at oversætte sine digte fra fransk. Brandt var dr.phil. ved Sorbonne med en semiolingvistisk afhandling om modalitet og katastrofeteori.
Dette bare for at kridte banen op: Drengen, forældrene, hele huset var og er én stor undtagelsestilstand og derfor hemmelighedsfuld og fortryllende, men et svært eventyr at være prins i. For hvad er guldkaret, og hvad er et bur belagt med 24-karats bladguld?
Weekendavisen har talt med en række mennesker tæt på Frederik André Henrik Christian, Hans Kongelige Højhed Kronprinsen, prins til Danmark, greve af Monpezat og konge fra søndag den 14. januar. For frimodighedens skyld fremstår ingen af kilderne ved navn eller citeres direkte. Summen af det, vi har talt om, bliver til portrættet. Den fulde sandhed eller det fulde billede er der ikke tale om. Man kender jo ikke engang sig selv. Det kan kun blive forestillinger, fortolkninger eller en skitse til en konge.
Fra arkivet: at bo på børneetagen øverst i palæet og spise aftensmad med barnepigen Else Petersen hver aften klokken 18, mens ens forældre spiser sammen nedenunder klokken 20.
Første skridt er at træde ind i et stort rum med mange mennesker. Derinde er intet normalt, alt ændrer sig i samme øjeblik, og alle retter altid deres fulde opmærksomhed mod Kronprinsparret. Folk tør ikke sige noget til dem, eller også kredser de omkring parret.
Man kan begynde med at se på sig selv. Hvordan ville man gribe det an både at skulle fremtræde og lægge bånd på sig selv? Sige noget og ikke sige for meget, være personlig uden at være privat, måske ikke engang personlig, officiel. Royal!
Historien om Frederik er historien om en blød kerne i en hård ramme – et bundet, koderet og pligtfyldt univers. Smil, on ne pleure pas. Nogle gange glemmer vi, at det ikke er ham – eller dem – der har fundet på, at vi skulle have monarker. Det er os.
Fra arkivet: at lære at ride under stor angst og mange tårer. At frygte synet af ens far i ridetøj.
Kronprinsen er et spejlbillede af noget banalt, som i de kongeliges udgave bliver en stedfortræder for os: sønnen, som forældrene har en særlig og detaljeret forestilling om og forventning til. Næsten pr. definition kan ingen leve op til det. Hvis vi er heldige, bliver vi noget helt andet, og vores forældre kan se, at det er godt. Hvis vi er uheldige, bliver de ved med at være skuffede over, at vi ikke blev, som de syntes. Det er menneskeligt, men her hævet op på et niveau, hvor det pludselig er et offentligt anliggende. Alle har tusind meninger om det, man evalueres døgnet rundt og dumper hele tiden, fordi man ikke er en ung udgave af sin mor eller for den sags skyld sin far, man er noget helt tredje.
Christian 10. gik fra at være en katastrofe til at være populær og folkelig. Hans søn, sømanden Frederik 9., fik en intellektuel datter, Margrethe, som aldrig kunne drømme om at sidde i Nyhavn og drikke bajere. Og nu Frederik. For ham har det taget lang tid at komme overens med tanken om at ville og kunne gøre det anderledes.
Fra arkivet: »Jeg holder meget af børn, hvis de vel at mærke er velopdragne. Børn er som hunde og heste, de skal tæmmes, for at man kan få et godt forhold til dem. Jeg har selv fået mine lussinger, det ta'r man ikke skade af.« Prins Henrik i Berlingske Tidende 1967.
Måske er det mirakuløst, at Kronprinsen er sluppet igennem et transparent liv, kontrolleret og korrigeret udefra, og alligevel fra alle sider bliver karakteriseret som »gennemsød«, »virkelig sød«, »vildt sød«. Sin opdragelse gennem en syret barndom og ungdom med fjerne forældre, som han i lange perioder følte sig fremmed for, kalder han »striks, men hverken ond eller ulykkelig«.
Han har overlevet, at pressen skød jagten på Danmarks næste dronning ind, allerede da han var 15 og gymnasieelev, og endevendte hans kærester. Han kom sig over mediernes klager over en surmulende, humørsyg, rygvendt prins på officielt besøg i USA i 1989, og over, at P3 arrangerede en afstemning om ham eller prins Joachim som den bedst egnede kommende konge (Kronprinsen »vandt«, men ikke overvældende).
Han fandt sig i, at hans far og hofchefen klart og tydeligt forhåndsblandede sig i hans kærlighedsliv og bad ham finde en hustru ekstravagant langt væk, gerne på en fjern planet. Uden fortid og uden track record, som kunne inkludere ekskærester fra rockermiljøet eller bare alt for åbenhjertige onkler og tanter, der gerne fortæller sjove familiehistorier til journalister. Konstant dag og nat bliver han betragtet, beskrevet og evalueret, senest som »velplejet patina« af Berlingske.
Hans strategi for frihed, råderum og god ensomhed var at gå »prøvelsernes vej«, som han kalder den: Siriusekspeditionen, maraton, faldskærmsudspring, maritim terrorbekæmpelse, ironman, Burning Man. Nogle betragter Frederiks oplevelsestrang som en manisk flugt fra kedsomhed. En drengerøvskriger.
Men meningen er snarere at gennemføre noget på lige fod med andre mennesker. Ligesom dem, samme vilkår. Om det er en fuld cand.scient.pol. i Aarhus eller en frømandsuddannelse. Hvor paradoksalt, at han, der er Den Eneste, vil være som Alle. Som om der ligger en frihed i lighed. Glæden over den normalitet, der findes i at have »et rigtigt arbejde«, nærmest 8-16, på ledelsesgangen i Marinestation Kongsøre, og meget senere ved at sætte sine børn i en folkeskole og give dem den modsatte barndom af sin egen.
Fra arkivet: »Man lagde mærke til, at han var en dreng, der skulle være noget offentligt og samtidig var noget andet. At han ligesom var sat i en rolle, som han på en måde sloges med. Noget korrekthed, noget konformt og stift. Det mærkede man, fordi han var så anderledes privat. Ret vild, i virkeligheden.« Barndomsveninden Ellen Hillingsø i Jens Andersens »Under bjælken. Et portræt af Kronprins Frederik« (2017).
Gennemgående kongeord: charmerende, usnobbet. Græder, når det passer ham. Se: bryllup. Alle kan lide ham. Han kan tale med alle. For de kongelige er vi alle borgerlige, det er ligesom med Vorherre, han ser ikke på den slags. Så Kronprinsen taler med dørmænd, med ambassadører og med grønlandske børn. Det er den skrevne tale i jakkelommen, der plager ham. Så snart den er overstået, er han lettet og bevæger sig ud i rummet med »en fin sensibilitet«.
Fra han var barn, blev alt, han sagde, tillagt vægt og betydning, vendt og drejet. Hver gang han åbnede munden, endte det som en avisoverskrift. Han blev angst for at sige noget som helst, fordi det sikkert var forkert, halvvejs inde i sætninger tøvede han. At få sit eget sprog og langsomt lære, hvad man kan være i og slippe afsted med, tager mange år.
Selv siger Kronprinsen til sin portrættør, Jens Andersen, at hans forældre ikke var gode til at forklare ham familiens og hans egen særlige situation. At de havde en titel, hvad hans opgave og meningen med det hele var: »De var ligesom beklemte, tøvende og kunne ikke rigtig finde ud af at fortælle det til os. Det var et stort minus. Det gjorde mig usikker og til tider sky og kejtet, og senere fik jeg så slag for det i pressen, fordi jeg opførte mig mærkeligt.«
Da et fransk tv-hold på besøg spørger den tiårige prins, hvad han skal være, når han bliver stor, svarer han: astronom.
Fra arkivet: at blive kørt og hentet af hoffets chauffør hver dag i de tre år, det tog at blive student fra Øregård Gymnasium. At være tilskuer til de andres liv og blive på Amalienborg, når kammeraterne tog i byen. Det var for risikabelt, så længe han ikke var myndig.
En kilde, der har kendt Kronprinsen fra barnsben, kalder ham varm og nærværende, ingen distance til folk, hverken privat eller officielt. Han er jovial, slår folk på skulderen, men det tog ham nogle år at modnes til den, han er i dag – den joviale (en anden kilde bruger ordet »ligefrem«). Hans måde at gå på er en forlængelse af hans karakter: som en bondemand eller et skib i havsnød. I den forstand rammer han meget bredt, for han har fundet en form, der er hans, og den er ikke særlig royal. Den er ny.
I officielle sammenhænge har han fået markant flere opgaver de senere år, er blevet mere professionel og klar i spyttet og kan udmærket administrere sit joviale talent og tale med en person i to minutter og så videre til den næste i to minutter. Og hvis der ikke er noget på spil, ingen, der analyserer og evaluerer, og når man bare sidder og snakker, taler han om alle mulige interessante ting og sætter dem ind i en relevant sammenhæng.
Trods sin opdragelse er den kommende konge folkelig og tilgængelig, men han er også royal, han har stået i lære hele sit liv. Han kan holde et møde på fransk med den franske udenrigsminister i en time, svare for sig og imponere alle i rummet.
Fra arkivet: »Papa, man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.« Kronprins Frederiks tale til Dronningen og Prinsgemalens sølvbryllup i 1992.
CV: Lilleskolen på Amalienborg med otte jævnaldrende børn fra forældrenes vennekreds og et blankpudset kobberskilt med ordet »ordensduks« om halsen på netop ordensduksen. Den private Krebs' Skole, Østerbro. Øregård Gymnasium, Hellerup. Kostskole i Frankrig. Livgarden, sergentskolen, løjtnantskolen, Gardehusarregimentet. Statskundskab, Aarhus. Studier ved Harvard. Frømandsuddannelsen ved Søværnets Frømandskorps.
I modsætning til sin mor er Frederik veluddannet og har ikke kun »snuset« til forskellige akademiske studier, men fuldført et langt. Alligevel spekulerer dele af offentligheden og medierne på, om han er fysisk aktiv som en kompensation for mangler på øverste etage. Well, er statsministeren begavet? Er Folketingets formand begavet? Spørgsmålet stilles sjældent om andre, men ofte om Kronprinsen, underforstået at han muligvis ikke er. I alle andre sammenhænge bliver folk vurderet på handlinger og fremtræden.
Så hvad leder man efter hos den kommende konge?
En person, der kan kommunikere på en autentisk måde, være sig selv som menneske, men også være noget andet, altså regent. Kronprinsen er intuitivt begavet. Det er derfor, folk kan lide ham. Han har et vindende væsen, han ser mennesker, husker dem, interesserer sig for dem og er god til at mærke, hvordan de har det. Han spørger, han lytter, og begge dele vil gøre ham til en god konge, siger Weekendavisens kilder tæt på Frederik, professionelt eller venskabeligt.
Personlige egenskaber slår igennem her, så spørgsmålet er ikke i så høj grad, hvor begavet han er, som hvilken slags konge han bliver. Han kan blive virkelig god, fordi han er likeable, hvor Margrethe mere har været som en lidt urolig racehest.
Kilderne kalder ham et begejstringsmenneske, engageret i ting med stor lyst og vitalitet, hvilket får ham til at virke ungdommelig, selvom han er 56. Måske er det også det, der får folk til at tænke – han er bare en dreng. Og måske også en forklaring på, at han indimellem begår fejl og mangler dømmekraft.
Fra arkivet: »Mor har været en intellektuel monark. Men jeg ville hade mig selv, hvis jeg forsøgte at være intellektuel bare for intellektualitetens skyld. Der er forskel på os. Jeg har valgt at udfolde mig fysisk. Dér er jeg god. Mor har været boglig. Her har hun fundet sin ro og styrke. Jeg vil ikke lukke mig inde på en borg. Jeg vil leve, jeg vil være mig selv, jeg vil være menneske,« siger Kronprinsen til Berlingske i 1996.
Og så alligevel. Han interesserer sig for kunst og er samler. Til en fernisering kan han blive i timevis og tale med kunstnere, men han interesserer sig ikke for den faglige og kunsthistoriske kontekst. Han er spontan og også ærlig om det, han ikke ved noget om. Den begejstring, han viser ting og fænomener, har noget at gøre med, at det primære for ham ikke er erkendelse eller kritik, men en form for frihed. En frihed, han mangler i det fængsel, man er spærret inde i som kongelig.
Det er private og personlige refleksioner, man finder i hans intellektuelle mønster, udsprunget af den særegne position, man har som ungt menneske i et royalt system. Også selvom det danske kongehus er meget mindre isolationistisk end for eksempel det engelske, hvor stort set alle er samspilsramte, fordi de vokser op under kunstige forhold og kommer i fatal berøring med det virkelige.
Hvor afskrækkende at se Charles vakle afsted under kronens vægt, da det endelig blev hans tur i England, og uundgåeligt at tolke det som en krank skæbne.
I sammenligning er det danske kongehus nærmest frejdigt, en vis form for almindelighed trænger igennem. Det danske kongehus står sig bedre end mange af deres kolleger ved ikke at være så fine og rige. Frederik og Mary skal leve i det paradoks, at kongen og dronningen uden for kategori er de fineste mennesker i landet, men ikke rige, ikke jetset. De er middelklasse med guldkaret, og guldkareten er ikke et specielt praktisk transportmiddel. Ingen helikoptere, yachts og speedbåde. Dronningen er aldrig blevet set i en celeber sammenhæng og har aldrig været postergirl for et smykkefirma. Falder kongeparret for den slags, er de pludselig bare nogle rige, elitære typer. Skellet mellem rig og fin må ikke udviskes.
Fra arkivet: »De (Kronprinsparret, red.) kan ikke matche Dronningens kendskab til landet og danmarkshistorien … Af samme grund bliver de nødt til at bevæge sig frem ad andre stier, og det vil præcis være, hvad dronning Margrethe ønsker for dem.« Thomas Larsen i Altinget 2024.
En i offentligheden svævende hypotese om, at ja, han bliver konge, men det er egentlig Mary, der er den, tror ingen af kilderne på. Overhovedet. Det er en følgeslutning af den med, at han er dum som en dør, så det er nok Mary, som kan det hele.
Han kan.
Begge har udmærkede sociale kompetencer. Marys mærkesager kan de fleste nikke bifaldende til, hun har dem som projekter, han har sine som en livsindstilling. Den store forskel er, at han har, hvad hans mor aldrig har haft, en ægtefælle, der ikke kun er afholdt, men overvældende populær. Alle mobbede prins Henrik, det var først, da han døde, at han fik lidt sympati.
På samme måde er Frederik blevet mobbet i offentligheden, mens Mary helt eksemplarisk er trådt ind i rollen, begavet, diskret, strategisk, venlig, aldrig nogensinde et forkert ord. Hun er klog og fornuftig, han er løsere og friere. Borgerlige kvinder gør sig ofte endnu mere umage end de kongelige for at virke royale, og hun er enormt pligtopfyldende. Det er hendes natur at ville være perfekt. Også inden forlovelsen var hun korrekt, hun gav ikke interview og var ikke synlig ud over den synlighed, der fulgte med at være sammen med ham.
Fra arkivet: »Jeg har personligt set smeltende gletsjere på mine rejser til Grønland, længe før jeg var klar over, hvad klimaforandringer var. Business as usual er ikke en mulighed. Vi er nødt til at handle,« siger kronprins Frederik til internationale topinvestorer forud for klimatopmødet i København, 2009.
Fra arkivet: »Jamen at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabt – direkte – det er jeg ikke ganske overbevist om,« siger dronning Margrethe til Politiken, 2020.
Den evige, afventende kronprins er ude af limbo. Først nu når han sin bestemmelse. Hvad er den?
Nytårstalen, store kriser, at kunne symbolisere den nation, han er konge for. At Danmark har en måde at kunne repræsentere sig selv i udlandet med andet end transaktionelle ting. Man kan sende kongen og dronningen afsted for at signalere, at man som nation gerne vil vise venlige tænder. Plus bringe det eventyrlige ind. Bare lidt i et nøgternt land, hvor det ikke virker, som om hundredtusinder er i færd med at drømme sig væk fra en grå hverdag via Kongehuset. Statsministeren køber sin egen mad i Netto, berømte mennesker kan gå på gaden, Kronprinsen kører børnene rundt i ladcykel, og man kan møde Mary alene på aftentur på Kastellet.
En dansk drøm kunne være et naturligt kongehus med en tillidvækkende og samlende funktion: at opsøge det, der samler os, i stedet for det, der skiller os. At være et antipolitisk organ og nogle platforme, der kan udsige, at selvom vi er meget forskellige, er vi også fælles om noget i en partikularistisk tid.
Uanset guldkaret er Frederik fra 1968, han kan bedst lide at være dus med alle, har intet behov for pomp and circumstance, er ikke ideologisk og programmatisk. Han laver nogle ting om, befolkningen vil skulle vænne sig til en anden stil og – måske – i løbet af forbløffende kort tid se ham som indlysende.
