Jeg har svært ved at tænke på kronprinsesse Mary uden samtidig at tænke på Helle Thorning. Ikke den nye, sjove, glow-up Helle Thorning, men statsministeren Helle Thorning. Hende, som man ikke rigtigt kunne forlige sig med, som ikke var rigtig socialdemokrat. Hende, som var svær for den jævne dansker at relatere til. Hende, som ingen ville drikke fadbamser med.
Det er ikke, fordi jeg synes, at de to kvinder minder særligt meget om hinanden, faktisk ikke rigtigt overhovedet, men fordi jeg synes, at de ad extremum har skullet gå en balancegang, som mange mennesker, men måske alligevel særligt kvinder, føler, de skal gå. Balancen mellem det private og det professionelle, det tilknappede og det afklædte, det moderlige og det corporate.
Hvor Helle Thorning er blevet folkekær – for det er hun vel? – ved at skide på reglerne, er kronprinsesse Mary blevet det ved at følge dem til punkt og prikke. Aldrig har vi diskuteret hendes kjolers udskæring (hvis man fraregner diskussionen af perfektionen ved hendes brudekjoles boatneck). Aldrig har hendes taske været for dyr. Aldrig har hendes selfies udløst kritik.
Som manuskriptforfatteren Nikolaj Scherfig påpegede i et interview i Politiken i anledning af Marys 50-årsfødselsdag i 2022: Hvis hendes liv var en film, ville den være flot, men også kedelig i længden. På samme måde føles det ikke som en tilfældighed, at den største udgivelse om hende i anledning af hendes 50-årsfødselsdag var en kæmpe coffee table book med minimal tekst og maksimalt stiliserede portrætter. Der var vist bare ikke så meget at sige.
Alt det er der jo ikke noget galt med. Alligevel er der en lille stemme i mig – og det er der jo ofte, når man ynder at være på tværs – der ved udsigten til den kommende dronnings tiltræden hvisker: Gab.
JEG BEBREJDER hende imidlertid ikke noget, hun kunne og skulle nok ikke have gjort noget anderledes, for når jeg tænker på kronprinsesse Mary, tænker jeg også på hendes forgænger prins Henrik. Han fulgte ikke reglerne, og han vandt ikke folkets gunst. Han slog sig i tøjret, gjorde sin egen ting, var ikke altid professionel. I ham så kongehuset med sin gradvist mere professionaliserede og djøficerede stab næppe et eksempel til efterfølgelse.
Men lad mig alligevel dvæle ved, hvad prins Henrik kunne, som kronprinsesse Mary aldrig har formået.
Vi kan jo starte ved kærlighedserklæringerne. I prins Henriks mund kunne en kærlighedserklæring lyde sådan her: »Dine kys er min duftende have/ og min elskovsrus er dit smykke.« Nuvel, kan det lyde, som om digtet handler om at udstyre sin udkårne med en pearl necklace? Ja. Men er det også dybfølt og ret herligt? Ja, hvis man kan komme sig over sin egen forlegenhed ved det hele, så besad prins Henrik altså en ret skøn sans for erotik, der kommer til udtryk i både hans digtning, skulpturer og malerier.
Kronprinsesse Mary udtrykker sin kærlighed anderledes. Et godt eksempel finder vi i hendes tale til kronprins Frederik i anledning af hans 50-års fødselsdag. Efter at have delagtiggjort tilhørerne i sin mands forkærlighed for lycra og den nogle gange tvivlsomme kombination af det tætsiddende stof og den midaldrende mands krop, sagde hun: »Men skat, du står stadig ret skarpt i lycra.«
Ja, juhu, haha, lycra.
Vi er vel – selvom det tog små ti års debat – blevet enige om, at der ikke er noget galt med 12-talspigerne. De fortjener at blive hyldet for deres flid, deres arbejdsomhed, deres evne til at gøre det rigtige. Og det fortjener kronprinsesse Mary også at blive, hyldet altså. I al ydmyghed vil jeg blot påpege, at vi i dronning Margrethe og prins Henrik havde et 13-talsregentpar. De gav os det, vi ikke vidste, vi havde brug for, mens Kronprinsparret har givet os det, vi forestillede os, vi havde brug for.
Jeg synes ikke, det er helt forkert at sige, at vi ikke fortjente dronning Margrethe og prins Henrik, men i al deres åndsfravær har vi fortjent Kronprinsparret.
Apropos Kronprinsessens tale til Kronprinsens fødselsdag kan jeg heller ikke lade være med at dvæle ved, at hun slutter med at citere et vers fra sangen »All the Things she said« af bandet Simple Minds.
Det er måske bare, hvad de er. Simple minds. Og det er måske bare, hvad de er nødt til at være.
