Leder. Som Dronningen udtrykte det om sin egen pligt i livet: Når den ene forsvinder, tager den næste over. »Resten er op til os selv.« Det er forpligtende, men det er også frisættende. Og det gælder også for alle os andre.
Vores dronning
DET er en del af ethvert danmarksbillede, uanset hvem der tænker det frem: Et sted sidder dronning Margrethe. Eller snarere står, i de flestes billede står hun nok – og skuer ud over landet. Hun har været regent så længe og på en måde, der gør det svært at skelne mellem monarkiet, kvinden på tronen – og resten af nationen. Selvom hun er monark, er hun lige her, blandt os andre.
VAR Dronningens meddelelse nytårsaften dramatisk, var den det på en meget dansk måde. Hun oplyste om afslutningen på 52 år på tronen som en naturlig del af sin årlige nytårstale, som var det helt åbenbart, at tiden nu var kommet til dette emne. Efter, selvfølgelig, at have talt varmt om danske jøder, advaret mod antisemitisme og udtrykt sympati for både ukrainere og palæstinensere, der er berørt af krig. Og efter at have talt fint om unges evne til at vise åbenhed og sårbarhed. Ingen store armbevægelser. Intet drama, ingen unødig patos. Det lå i ordene, min tid er ovre, jeg har gjort mit. Sådan lød det. Ikke under pres eller tvang, ikke på vej i et fly til et fremmed land, ikke med en pistol for panden eller på skafottet, men velordnet og velplanlagt, afleveret i en tale, der alligevel skulle holdes.
Del:
