En bleg forårssol står direkte ned på den aflange Sankt Annæ Plads, i hvis midte man i dag finder en stor genstand, dækket af et beige lagen. Vi er her for at bevidne afsløringen af en ny Karen Blixen-bronzeskulptur udført af billedhuggeren Rikke Raben. Der hersker en afdæmpet, kindkyssende og sixpence- og oilskinsjakkebærende forvirring omkring denne dags mærkværdige sammenblanding af det dagsaktuelle og det historiske. Alle de små grupperinger rundtomkring på pladsen taler som besat om Børsen – en af Københavns ældste bygninger – der på tragisk vis brændte dagen forinden. Alligevel er vi altså mødt op for at indprente den store forfatter i vores kollektive bevidsthed, hvem ved, måske for altid.
»Er I fra Rungstedlund?« spørger en fremmødt tv-reporter en gruppe midaldrende kvinder foran mig. »Næ, nej,« griner de. »Beklager,« siger reporteren. »I så lidt Rungstedlund-agtige ud.« En kommentar, jeg vurderer, man kunne være gået galt i byen med andre steder, men ikke her.
Så begynder programmet, og Børsen glemmes for en stund. Den ene af de to initiativtagere, film- og tv-producent Marie Breyen Foss, træder op på den til lejligheden opstillede scene. I 2017 – lang tid før vores kulturminister 8. marts i år bemærkede det sære i, at der var flere statuer af fabeldyr end af navngivne kvinder i Københavns byrum – havde Københavns Kommune godkendt Karen Blixen-ansøgningen fra Foss og Raben. Men efterfølgende har det været en sand kamp at skaffe finansiering. En kommentar om det paradoksale i, at man som privat ikke kan modtage støtte fra Statens Kunstfond, hvis man vel at mærke agter at give kunsten tilbage til offentligheden, giver anledning til et overraskende stort latterudbrud hos de fremmødte.
Nu træder Niels Barfoed op på scenen. Veloplagt fortæller han om engang hos Bjørnvig-familien i Humlebæk, hvor Blixen var kommet på uanmeldt besøg i sin cabriolet, og Barfoed, til sin store skræk, var blevet efterladt alene i stuen med hende »og hendes sorte øjenhuler«. Men alt dette skal jo egentlig bare forberede os på det store øjeblik: Efterkommere af Blixen selv folder sirligt og med et minimum af schwung det beige lagen sammen. Og der sidder hun så på en stol med en bog i skødet. »Det ligner lidt en vikingehøvdingestol,« vurderer en lyshåret ung mand bag mig. En tidligere overlæge og nu freelancejournalist med speciale i statuer, der gør os selskab i vores forsøg på at sætte ord på vores førstehåndsindtryk, bemærker statuens ansigtsudtryk: skælmsk, men magtfuldt. Og det særlige i, at man har formået at indfange Blixens håndgestik.
Så læser Ellen Hillingsø op fra Babettes gæstebud. Teknik- og miljøborgmester Line Barfod modtager med tak statuen på vegne af kommunen. HOFOR – hovedstadens forsyningstjeneste – fremhæves med særlig tak, hvilket forklarer de skriggule arbejdsjakker iblandt publikum. De har hjulpet til med at sikre et godt fundament til statuen, for nedenunder os, får vi at vide, løber de håndmurede og flere hundrede år gamle akvædukter. Det historiske og det dagsaktuelle. En rød hop-on-hop-off-turistbus med en Maybelline-reklame på siden kører forbi Karen Blixen, hvis bronze lige nu skinner i forårssolen. Men i løbet af nogle år vil den mørkne. Og når der er gået lidt længere tid, nok 30 år, vil den være irret helt grøn.
