I weekenden afholdes et tilsyneladende overflødigt præsidentvalg i Rusland. For hvorfor erklærer Vladimir Putin ikke bare, at det er ham, der har magten, og at han ikke er til sinds at give slip på den? Sikke mange anstrengelser, det russiske regime kunne have været foruden, hvis man fra starten bare havde sagt det ligeud: Putin bliver siddende, til han falder om. I så fald havde det ikke været nødvendigt at indsætte Dmitrij Medvedev som Putins stedfortræder i 2008-2012, da den daværende forfatning bød Putin at trække sig, fordi en præsident kun måtte sidde i to på hinanden følgende perioder. Putin blev dengang nødt til i en fireårig periode at friste tilværelsen som premierminister – mens han ventede på at stille op igen i 2012, idet forfatningen, kreativt nok, kunne fortolkes, som om den samme mand godt kunne stille op igen efter en pause. I den mellemliggende periode sørgede Dmitrij Medvedev elskværdigt for, at embedsperioden som præsident blev forlænget til seks år, så Putin næste gang kunne sidde frem til 2018. Men ak og ve, snart så man for sig, hvordan problemet ville opstå på ny: I 2024 skulle Putin så igen holde pause efter to perioder. Det blev for broget, så i 2020 fik man ved en folkeafstemning vedtaget en ny forfatning, der betød, at Putins tidligere perioder som præsident blev nulstillet, hvorfor han nu igen kan sidde i to perioder, og altså indtil 2036, hvor han er 83 år. Allerede ved næste valg i 2030 vil han have haft magten lige så længe som Stalin, den længst regerende sovjetiske leder.
RUSLAND har således længe været håbløst udemokratisk, hvilket Putins pressesekretær, Dmitrij Peskov, kom for skade at indrømme i et interview med The New York Times i sommer, hvor han fik sagt, at »præsidentvalget ikke er rigtigt demokrati«, men et »dyrt bureaukrati«, eftersom Putin bliver genvalgt med mere end 90 procent af stemmerne. Senere hævdede han at være blevet fejlciteret og præciserede, at han jo bare havde sagt, at der rent teoretisk ikke var brug for valget, fordi Putin helt sikkert alligevel bliver genvalgt. Og det er jo sandt, hvorfor interessen for dette valg alene samler sig om, hvor mange vælgere der vil følge afdøde Aleksej Navalnyjs opfordring til at møde op på valgstederne kl. 12 på søndag som en fysisk manifestation af, at modstanden mod Putin i Rusland er stor. Fremgangsmåden er valgt, i håb om at politiet trods alt ikke vil slå de fremmødte til plukfisk, når de formelt set blot er mødt op for at stemme.
HERSKER der ingen tvivl om, at Putin vil vinde valget, hersker der faktisk heller ikke tvivl om, hvorfor det finder sted. For på trods af, at vi i disse år i Vesten pisker os selv med igler og skorpioner, fordi vi i en periode efter Murens fald troede, at vores værdier var universelle, ja så viser Ruslands skindemokrati os, at vi ikke tog helt fejl. Demokrati er faktisk en universel værdi i en grad, så selv de værste diktatorer må foregive, at de praktiserer det. På trods af sit had til den vestlige civilisation, som han har udråbt til dekadent, hedonistisk og gudløs, føler Putin sig alligevel nødsaget til at imitere en af dens fineste frembringelser: de frie valg.
PUTIN har desuden alt mulig grund til at frygte for sit eftermæle. Som enevældig hersker gruer han bestandig for at blive udfordret – tænk bare på Prigozjin – og af samme grund har han ikke vovet at udnævne en kronprins. Kollapser han, kollapser regimet. Et fredeligt magtskifte som i et rigtigt demokrati er utænkeligt. I modsætning til i Sovjettiden, hvor de brutale tronfølgerkampe blev ført inden for det kommunistiske partis institutioner, har Putin skabt et hyperpersonaliseret regime, der alene hviler på rædsel eller ærefrygt for hans person. Det har taget ham mange år, og ingen anden vil have den fornødne autoritet til at erstatte ham, skulle han pludselig falde om. Så stærk han end fremstår, nu hvor han kåres for femte gang, kan man trøste sig med, at hans styre har en udløbsdato: ham selv. AL
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
