Dette er dagens højdepunkt. Jeg håber ikke, det alt sammen går ned ad bakke herfra. Sådan sagde Kevin Spacey, da han i marts 2000 modtog sin Oscar for bedste mandlige hovedrolle i American Beauty.
Måske årets bedste film, sagde The Observer, og med Spacey i sit livs form som den træge Lester Burnham, der pludselig vågner af sin forstadskoma, sætter gang i et hash- og hormondrevet oprør mod familiens og naboernes småborgerlige moral og lever fuldt ud i det, der viser sig at være hans sidste dage.
En sort komedie om, hvordan sociale konventioner kan føre til falskhed og følelsesmæssig afstumpethed, skrev Variety, nok også med tanke på Lesters kone, den anspændte ejendomsmægler Carolyn, og naboen Fitts, en ultrakonservativ og homofobisk militærmand med en hemmelighed. Underfundigt uforudsigelig, simpel, sjov og smuk, enestående god, tilføjede de danske aviser.
I dag, 24 år og 24 Oscar-uddelinger senere, er American Beauty ikke bare en kliché, men en uddateret pastiche over en kliché: det overfladiske middelklasseliv, der gemmer på råddenskab og løgne.
Samtidig viser den, hvor meget Vestens problemer har ændret sig. Hvor meget det faktisk er gået ned ad bakke. Vores største bekymring er ikke længere, at vi har alt for mange ting og alt for lidt drama. Vi har ikke længere brug for en antihelt, der kan ruske op i vores materialistiske magelighed, men rigtige helte, der kan få styr på klimakrisen, flygtningestrømmene, alt det. I dag er (anti)heltene i American Beauty skurke, mens skurkene virker som tegneseriefigurer.
Lad os starte med Lester Burnham: Hvad får ham til at droppe sit taberliv som inkompetent tøffelhelt, hvis daglige højdepunkt er den morgenonani under bruseren, som Spacey henviste til i sin tale? Det er såmænd hans datters teenageveninde, Angela, som Lester ser til en heppekorsopvisning og straks begynder at fantasere om. For hendes skyld begynder han at pumpe jern, så han kan »se godt ud nøgen«, som han formulerer det, og det er hende, der gør ham så fandenivoldsk, at han opsiger sit kedelige kontorjob og begynder at ryge pot.
Er filmens formål at karikere en aldrende mand, der tror, at frelse ligger mellem en 16-årig piges ben? Næ, Lester er helten. En af de få, der gennemskuer forløjetheden og griber ud efter skønheden. Især ses det ved filmens slutning, hvor Spacey ligger død, men smilende. Som Akira Kurosawas embedsmand i Ikiru kan han dø lykkelig, fordi han endelig har levet.
Men hvordan? Ikke ved at tale ærligt med sin kone om, at han er træt af deres liv. Ikke ved at være en ansvarlig far over for sin datter. Men ved at ignorere dem begge i sit egoistiske stormløb, der er lige så meget en kliché som de konventioner, han vil afmontere. Lester har intet originalt bud på, hvordan man skaber mening i tilværelsen, så han må gribe efter afdankede hippieformularer: hash, fri sex og en fuckfinger til det etablerede arbejdsliv. Det sidste foregår endda ved, at han afpresser sin chef på ret usympatisk vis.
Da Lesters kone er bange for, at han spilder på sofaen, udbryder han »Det er jo bare en sofa!« Endnu en banal hippiefilosofi om, hvordan de ting, du køber, ender med at eje dig – og fjollet, når man tænker på, at Lester selv jubler over at have købt en lækker bil.
En anden helt, naboens søn, Ricky, virker i dag decideret uhyggelig. Han filmer Jane, Lesters datter, gennem vinduet og skriver hendes navn med en lyskæde for at få hendes opmærksomhed, fordi han med egne ord er »nysgerrig«. I fritiden sælger han stoffer. Men ligesom Lester ser Ricky verdens skønhed, blandt andet i form af en hvirvlende plasticpose, så ifølge American Beauty er denne prætentiøse, småkriminelle stalker det store fremtidshåb.
Den største skurk – ud over den amerikanske drøm, selvfølgelig – er Fitts, oberst og tyran i eget hjem. Fitts tæsker sin søn, tjekker hans urin for stoffer og har gjort sin kone til en katatonisk skygge. Bøsser skal ikke gå og skilte med deres seksualitet, og landet er i øvrigt på vej ad helvede til, mener han. Er man i tvivl om, hvorvidt denne person er ond, gemmer Fitts’ vitrineskab faktisk også på et fad med et hagekors bagpå.
Hvad er Fitts’ hemmelighed? At han selv er bøsse og derfor må dræbe Lester i skam og rædsel, da denne afviser hans tilnærmelser. Kan det blive mere karikeret?
Den ydre virkelighed er totalt fraværende i filmen, som den sjældent ville være det i dag. Der er intet fokus på politik ud over Fitts’ reaktionære bøvser, ingen antydning af klasse eller køn eller strukturer, alt foregår i folks hoveder og pæne interiører.
Helten er den, der vil være fri, ikke den, der tilbyder leveregler. Helten er den, der løber en risiko, ikke den, der sørger for tryghed. Helten er den, der lever for sig selv, ikke den, der har blik for andre.
Lester er liberalisme, en livsform, der er i fare. Truet af konservatisme fra den ene fløj og progressiv venstrefløj fra den anden. De første ville sige, han burde lukke gylpen, slukke jointen og få sig et ordentligt job. De sidste ville anklage ham for at være en privilegeret ligegyldighed. Begge har ret. Lesters tid er for længst forbi.
