Vi, vores to børns forældre, har i skrivende stund for halvanden time siden sendt dem afsted til skoven, hvor de lige nu befinder sig uden os. Som var vi Hans og Gretes skinbarlige forældre. Og vi gør det mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, som var vi hver dag, undtagen lørdag og søndag, Hans og Gretes skinbarlige forældre – og jeg anbefaler ikke at genlæse Brødrene Grimms eventyr, som jeg pligtskyldigt netop har gjort: Eventyr er altid meget grummere, end man husker dem eller har fået dem fortalt i fortyndede, disneyficerede versioner, lige meget hvor lykkeligt de end skal forestille at slutte, det er ulykken, der er forestillingsmæssig kraft i.
Og selvfølgelig er de ikke Hans og Grete, drengen og pigen, og selvfølgelig er vi ikke Hans og Gretes forældre, selvom det nogle gange godt kan føles sådan. Det er en bus, vi morgenligt følger dem til, som kører fra Amager til deres skovbørnehave i Charlottenlund. Men selvom det er en forholdsvis beskeden skov skarpt omgrænset af fornem nordsjællandsk civilisation, slot, slotshave, strand, badeanstalt, butiksgade med både Emmerys og Lagkagehuset, er det stadigvæk en skov. Og en skov er og bliver en langt ude vild ting, træer og atter træer i tæt flok.
ELLER I HVERT FALD en langt ude vild ting for mig, som, da jeg var tre (trekvart) og seks år, som vores børn er, ikke engang ville have haft mareridt om at blive afleveret i en bus, der kørte mig ud i en skov. Selvom jeg gik i børnehave lige ved siden af en faktisk skov, en endnu mindre mørk en, nemlig Risskov, som stadigvæk er én skov, en skov er en skov er en skov, men jeg har ingen erindring om nogensinde at have befundet mig på en børnehaveekskursion i Risskov.
På den anden side har jeg også meget få erindringer om at befinde mig på børnehavens udeareal, jeg vovede mig helst ikke udenfor og fik åbenbart lov til at lade være – eller nogen steder overhovedet ud over de yderste, trygge hjørner i den gamle Trøjborg-villa, som husede børnehaven, og allerhelst helt inde hos pædagogerne i deres tilrøgede opholdsrum, de velsignede, godhjertede 70er-pædagoger.
At jeg oplevede selv den nære omverden som truende, havde den naturlige årsag, at jeg, helt frem til jeg var fem år gammel, døjede med at høre og se klart, fordi jeg på samme tid havde for store polypper og var langsynet, hvilket mine (over)kloge forældre var kriminelt lang tid om at opdage.
Og selvom syn og hørelse kom præcis på plads det sidste år i børnehaven, var det først, da jeg begyndte i skole, at jeg vovede at sænke paraderne over for omgivelserne. Eller man kan måske sige, at paraderne forrykkede sig, helt opgive dem turde jeg ikke, og måske lige præcis til skoven; først dér begyndte ucivilisationen, mørkets herredømme.
OG DÉR begynder ucivilisationen stadigvæk, selv i Charlottenlund. Derfor var det også kontraintuitivt at sende sine børn til ikke bare en børnehave i skoven, men i en decideret skovbørnehave, hvor reglen er, at man opholder sig udenfor mellem træerne i hvilket som helst vejr, fordi dårligt vejr ikke findes, allerhøjst decideret for umuligt vejr. Men det nytter jo ikke at være mørkeræd på sine klartseende og -hørende børns vegne, og måske fornemmede vi også, at de begge var gjort af et anderledes frygtløst og eventyrlystent stof!
Drengen på seks klatrer i træer som en selvfølgelighed, som den selvfølgelighed træer er for ham, og som de aldrig bliver for mig. En seriøs defekt for en poesielsker, fordi poeter elsker træer, og jeg kan ikke skelne en eg fra en bøg, og den skelnen er, kan jeg forstå, af eksistentiel vigtighed. Senest sad jeg og talte træer, til brug for et foredrag, i Peter Laugesens digtsamling fra sidste år, Det ligger på mit hjerte, der var langt over 20, en hel lille skov i sig selv, blandt andet i dette smukke digt, der handler om, at kunsten er at finde ud af at befinde sig i en skov, og så føler jeg mig helt udenfor:
»Den placering i/ hvad vi kalder naturens/ kredsløb dens sten/ og fladende vand/ i verden i/ kroppen i sindet den/ ro/ gennemløbet af/ bevægelse skælvende/ som blade i storm/ som himlen står stille/ i træernes åbne/ huller af nat og dag/ og skyernes/ skrift// Der er ikke noget andet/ mærkeligt/ det er sådan/ det mærkes// kunsten er/ ingen ting/ andet end at/ være/ der// i praksis.«
Jeg er blevet god til og glad for at ankomme til skoven, når vi på morgener, hvor bussen er blevet valgt fra, vandrer fra Charlottenlund Station til børnehaven på en smal sti i lige præcis skovens margin ud til Jægersborg Allé, og når jeg afleverer børnene i de designerede lysninger med kaldenavne som Skovbrynet, Bakkedalen, Græsplænen, Engen. Men når jeg derpå helt alene skal vende snuden, der jo nemlig ikke er en snude, men en lang næse uden indbygget gps, hjemad, og jo især hvis lysningen ligger reelt dybt inde i skoven, som nu for eksempel Engen, så føler jeg børnehavemørket sænke sig over mig atter. Jeg ved udmærket godt, hvordan jeg kommer ud, men indtil jeg faktisk får øje på vejen, er det, som om jeg hvert øjeblik sagtens kunne fare vild, og jeg har ingen lysende kiselsten at finde tilbage ved hjælp af som Hans og Grete (i første omgang, i anden omgang havde de kun brødsmuler, som blev spist op af fugle, men som sagt: Læs ikke eventyret).
Til sommer skal drengen begynde i skole inde i civilisationen og vinke farvel til sin daglige, brave og eventyrlige skoveksistens, og det bliver ikke kun vemodigt for ham, men også for os og for mig. Vi kommer til at savne de umuligt placerbare, afsavede grene, som han fylder sin rygsæk op med og præsenterer som de gaver, som de jo helt simpelt og fantastisk hver gang er i lige så høj grad som Peter Laugesen-digte. Pigen forbliver derude de næste to år, heldigvis, og jeg får dermed chancen til at udvide mit tøvende goddag til en egentlig ankomst, og hvem ved, måske sidder jeg en dag højt oppe på en gren, ikke så højt oppe, som min søn kan klatre, men bare halvt så langt, og siger et fortroligt pip.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
