Så var det åbenbart heller ikke værre med de 29 millioner kroner, som Torben Möger tager med sig ud ad døren efter tre årtier i spidsen for PensionDanmark – altså for kassedamernes, kranførerens og køkkendrengenes pensionskasse, hvor han i forvejen fik otte millioner kroner i årsløn – for der er stuvende fuldt til Mögers afskedsreception i den store lyse kantine i hovedkontoret på Langelinie.
Og hvilket fremmøde: en departementschef, en chefredaktør, en næstformand i EU-Kommissionen, en klimaminister, en Lidegaard, en Helveg. Hæstorp, Lykketoft og Kramer, Eldrup, Skipper, Gjerding og Rangvid. Det er netværksarrangement i konkurrencestaten. Et safe space for magt. Vi er så mange, at man må stå i lobbyen, thi der var ikke plads til dem ved kanapé- og champagnebuffeten. Tommy Ahlers joker med Claus Jensen fra Dansk Metal. Brian Mikkelsen tjekker X på sin telefon.
Alle er vel venner på sådan en dag. Smeden og direktører, ministrene og lobbyister. For alle har vel grundlæggende samme interesse, har de ikke? Danmarks interesse. Se bare talerrækken: Først 3F-formand Henning Overgaard, der har fået headset på og fortæller anekdoter fra Esbjerg Havn fra et lille podium. Bagefter DI-direktør Lars Sandahl, som er i skinny chinos, 70er-briller og slipseløs jakke. Han skuer ud over rummet og bekendtgør:
»Når jeg ser på de mennesker, som er samlet her, så tænker jeg, at der ikke er nogen problemer, vi ikke kan løse.«
En plus en behøver ikke give to, siger han, og rækker to pegefingre i vejret – det kan give 11.
Det er win-win-samfundet. Den danske model. Enhedsstaten.
Så siger Jakob Baruël fra vindmøllefinanshuset Copenhagen Infrastructure Partners et par ord og til sidst dagens unge, friske indslag: Landets 40-årige indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, som trykker play på en lydfil og lader »Daddy Cool« med Boney M. brage ud over de smilende gæster, for sådan kalder hun åbenbart Torben M. – altså »daddy« og »cool« – og imens laver Sophie L. nogle frem-og-tilbage-robådsagtige dansebevægelser med overkroppen, som gør det umuligt ikke at tænke på Microsoft-grundlæggernes legendariske launch af Windows 95.
Det er festligt på sådan en dag. Men også interessant, al den stund at det netop var forestillingen om win-win-staten – ideen om, at aktionærer og rengøringskoner i bund og grund står på samme side i den store, globale kamp for dansk eksport – som Mette Frederiksens Socialdemokrati indtil for ganske kort tid siden ville gøre op med: Det passer ikke, at alle er i samme båd, sagde de. Klassesamfundet findes stadig, sagde de. Indtil de ikke sagde det længere. Indtil de i stedet dannede en lyseblå win-win-regering med deres ideologiske modstandere. Sådan kan man jo skifte mening. Ligesom Torben Möger engang var medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom.
Det sidste, jeg ser, inden jeg cykler tilbage mod byen i det lune septembervejr, er fem mænd i ens mørkeblå jakker og spidse sko, der venter i taxakø på trappen foran rotunden.
»I’m crazy like a fool,« nynner jeg for mig selv og bliver overhalet af en Tesla, en Audi og en elektrisk Mercedes. »About Daddy Cool.«
