DEN danske model var elsket af alle. Arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Venstre- og højrefløjen. Og udlandet iagttog den med misundelse. Den indkapslede et tillidssamfund, der undgik uro og fik stabilitet til at gennemføre store reformer, man andre steder kun har drømt om. Alligevel kan vi nu konstatere, at den er afgået ved døden.
BLEV den ikke alene undergravet af den nuværende regering, var det dén, der gav den dødsstødet. Ved at afsætte tre milliarder i en særlig lønpulje og udpege lige netop de hverv og arbejdsopgaver, der skal honoreres, ramte SVM-regeringen den danske model i det hjerte, der i forvejen var noget forkalket. At give sygeplejersker, sosu'er, fængselspersonale og pædagoger et permanent lønløft er uden tvivl positivt for netop de fire grupper, måske kan det endda bidrage til at løse et samfundsproblem, men det er ødelæggende for den frihed, som den danske model har levet af.
AFLIVET blev den efter 124 år med den ene aftale efter den anden – nærmest uden statslig indblanding. Siden Septemberforliget i 1899 har den sikret kompromiser, hvor parterne har strakt sig til det yderste for at få maksimal indflydelse over længere tid. Den har samtidig beskyttet politikerne mod krav om indgreb og forhindret den kultur, der martrer politiske systemer i andre lande, hvor politiske partier konstant fristes til at uddele gaver til deres egne vælgergrupper.
AF denne historie kan man lære, at modellens overlevelse har krævet stor vilje fra alle parter. Når der er rejst krav om penge til særlige faggrupper, herunder sygeplejersker, hvis løn- og arbejdsforhold har været diskuteret i årtier, er det blevet afvist, også af Mette Frederiksen – med et forsvar for den danske model. Nu kører statsministeren en kampvogn – med en flertalsregering ombord – hen over den model, der virkelig er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner.
EN afgørende påstand er, at velfærdsstaten er truet af mangel på arbejdskraft, og at de ekstra penge er akut nødvendige. Den manglende tiltro til, at parterne selv kan løfte den del af opgaven, der handler om løn- og arbejdsforhold, viser, at ansvaret for den danske models vanskæbne også påhviler andre. Dens adelsmærke var fleksibilitet, men særligt fagbevægelsen har med en kraftig topstyring, rigid kollektivisering af lønkrav og modstand mod lokal løndannelse fået modellen til at stivne. Faktisk kan man spørge, om der overhovedet er tale om et offentligt arbejdsmarked: Med manglen på en særlig type arbejdskraft burde lønnen på netop disse områder stige uden politiske indgreb.
SOCIALDEMOKRATISK politik, har det lydt længe, er at frisætte den offentlige sektor. Men man har gjort det modsatte med kontrol og arbejdsforhold, der får de ansatte til at flygte. Årsagerne er mange, og man må tvivle på, at 2.500 kroner mere i månedsløn gør den helt store forskel. Alligevel tror man, at man kan fjerne problemet ved at uddele flere penge i en form, der smadrer den model, som egentlig skulle have fundet løsningerne selv. At situationen ikke skaber større kritisk debat, er virkelig meget påfaldende. Det må betyde, at omsorgen for den danske model er forsvindende.
STATSMINISTER Mette Frederiksen mener det nok alvorligt, når hun siger, at hun vil redde velfærdsstaten. Men det er bekymrende, at hun har lagt så stor politisk kapital ind på at løfte udvalgte løngrupper. Nu venter andre offentligt ansatte på, at de kan fremsætte lignende krav og fremtvinge politiske indgreb. Socialdemokratiet kan ikke længere med troværdighed sige, at de holder sig væk af respekt for den danske model. Den er afgået ved døden og efterlader sig et samfund med behov for reel frihed for parterne. Skal der komme noget godt ud af elendigheden, kan man håbe på en form for opstandelse for en model, der både er fri for politikernes kontrol og fagbevægelsens centralisme og topstyring.
