Mandag flyttede Gaza-krigen ind på Københavns Universitet (KU), da en gruppe studerende slog lejr på City Campus. På en generations afstand er det fristende at gøre sig lystig over det ungdommelige engagement og den stilbevidste brug af palæstinensertørklæder. Men det ville være forkert.
Krigen i Gaza er en tragedie, og det er uklædeligt at vrænge ad de studerendes anfægtelse. Begge parters krigsførelse overskrider groft krigens love, hvilket bør stille alle over for reelle dilemmaer og overvejelser af handlemuligheder.
Ser man på selve lejren, er den vel højest i strid med en anstaltsanordning, når blot deltagerne afholder sig fra vold eller trusler mod medstuderende og ansatte. Mere kontroversielt er deres krav, der på afgørende punkter er i strid med universitetets formål, uanset om man nok kan sympatisere med indignationen over Israels adfærd.
Universiteter er sat i verden for at søge sandhed og viden. Eller rettere: sætte rammerne herfor. Dét er universiteternes rolle i arbejdsdelingen mellem samfundets institutioner. I århundreder har de været viet til det noble og ædle formål, og det bør de som altovervejende udgangspunkt blive ved med. Derfor må de studerendes første krav om en anerkendelse af folkedrabet afvises.
Universiteterne bør ikke selv have en holdning til det spørgsmål. Det er videnskabsinternt, ikke institutionelt. Det bør undersøges af relevante forskere, som da førende folkeretseksperter til et nyligt KU-seminar diskuterede for og imod. Det ville være absurd, hvis man i stedet havde spurgt rektor – en ekspert i fødevaresikkerhed.
Ifølge et andet af de studerendes krav skal KU anerkende de palæstinensiske studerendes vanskelige situation. De fleste undervisere vil nok mene, at dette allerede indgår i opgaveporteføljen. Men hvis kravet er, at man bør undgå en åben undersøgelse af kontroversielle spørgsmål, eksempelvis om Israel har begået folkedrab, må også det afvises.
Mange videnskabelige spørgsmål kan opleves som krænkende. Derfor bør undervisning snarere sigte mod at gøre de studerende i stand til at tænke klart og rationelt, også når de er følelsesmæssigt påvirket. De studerende kræver videre, at KU afslutter investeringer i virksomheder, der profiterer på Israels krigsførelse eksempelvis med salg af våbendele.
Det er svært at være uenig i, at KU (som alle andre) bør investere etisk. Men hvad vil det egentlig sige? Alting er som bekendt rent for den rene, men virkeligheden kan være mere grumset. For eksempel har nogle af de samme våben, Israel bruger i Gaza, også været sendt til Ukraine de seneste år, og dér har den overlegne vestlige våbenteknologi været afgørende for, at landet i store træk har formået at forblive frit og holde Vladimir Putins totalitære Rusland væk.
Endelig fremsætter de studerende krav om, at KU afslutter samarbejde med Israel. Men det er svært at se statsuniversiteters demokratiske mandat til at drive individuel udenrigspolitik om meget kontroversielle emner. Ikke mindst i lyset af at universiteternes autoritet som vidensproducenter ofte trues af anklager om politisk aktivisme.
Akademisk boykot kan ikke kategorisk afvises. Men i så fald bør det reserveres til de mest ekstreme undtagelsestilfælde, og efter enig henstilling fra folkestyret. Og man bør af hensyn til forskningsfriheden friholde individuelle samarbejder. Det var den model man fulgte, da danske universiteter kollektivt indførte en boykot mod Rusland efter invasionen af Ukraine. Men dertil er vi ikke nået med Israel.
Jakob Holtermann er lektor i retsfilosofi ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.
Kommentaren udkommer i en kortere version i den trykte avis (8. maj 2024, WA #19).
