Solens sidste stråler lægger et rødgyldent skær over Slottsskogen, som troner på en bakketop midt i Göteborg. Her skal jeg mødes med forfatteren til bestselleren Mörkermanifestet, der nu udkommer på dansk.
Vi vil gå en tur i skumringen og tale om, hvilken betydning mørket – eller rettere: manglen på samme – har i vore dages oplyste samfund. For planter, insekter, pattedyr og ikke mindst os selv. Og hvad vi stiller op mod lysforurening.
Johan Eklöf – i mit indre titulerer jeg ham mørkemanden, fordi han på kort tid er blevet ekspert i mørke – dukker frem midt i mylderet af hundeluftere, kærestepar og løbere med lyttebøffer.
»Det ligner jo nærmest Central Park i New York,« siger han og viser vej ind under Slottsskogens store trækroner.
Göteborg er Sveriges næststørste by og en topmoderne metropolis, hvor livet leves på fuldt blus alle døgnets timer. Her glemmer man hurtigt, at der dybt i os alle fortsat tikker en ældgammel rytme, som byder al civilisation trods. Den styres af den naturlige vekslen mellem dag og nat, som stammer fra Jordens konstante rotation om sin egen akse.
Det lyder okkult, når man taler om den cirkadiske rytme, men egentlig er den bare udtryk for det indre biologiske ur, som alle levende organismer er underlagt. Ikke desto mindre forsøger vi mennesker af al magt at skubbe til den naturlige rytme. Vi vil den utryghed til livs, som næres af angsten for nattemørket. Og vi bliver stadig bedre til at udvide antallet af timer, hvor vi omgiver os med en fornemmelse af dagslys.
»Mørket er ikke menneskets verden, vi er kun på besøg,« siger Johan Eklöf.
Men vi indgår i et kredsløb, hvor hovedparten af alle andre dyr har nattemørket som deres domæne. Halvdelen af alle pattedyr trives bedst, når det skumrer – som nu, hvor tusmørket begynder at sænke sig over Slottsskogen, forstår jeg. Det er deres aktive tid på døgnet. Og to tredjedele af verdens insekter er nataktive, hvilket også har betydning for planterne.
»Mange blomster dufter ikke om dagen, de venter på natsværmerne,« indskyder forfatteren.
Derfor har det voldsomme konsekvenser, når vi blænder op for projektører over parkeringspladser, skoler, butikscentre, kontorhuse og kirker. For lyset – især det blåhvide, som skal illudere dagslys – forvirrer de levende organismer. Det dokumenterer Eklöf flittigt i sin bog.
Lysforurening kan for eksempel få træer som løn og røn til at springe ud for tidligt og holde længere på løvet om efteråret med frostskader til følge. Solsorten narres af lys til at slå sine parringstriller før tid. Og natsværmere, som svirrer omkring stærke projektører, oplever så stærkt et sansebombardement, at de mister evnen til at høre de højfrekvente signaler fra deres naturlige fjender: flagermus. Mange insekter forvirres af byernes lyssmog og glemmer helt at formere sig, og forsøg med planter, der står badet i lys døgnet rundt, viser, at bestøvningen mere end halveres.
Alt imens ligger vi mennesker stadig mere søvnløse om natten og stirrer ind i vores skærme, som udsender blåhvidt dagslys og gør kroppens naturlige fysiologi stjerneforvirret. Når mørket sænker sig, ændres kroppens forskellige hormonniveauer.
»Vi er ikke skabt til at arbejde, lave store ting eller spise om natten, kroppen er indstillet på hvile og danner melatonin, så vi bliver søvnige,« fortæller Johan Eklöf. Og jeg får uvilkårligt lyst til at råbe til de mange motionister i tusmørket, at de skal tage hjem og slappe lidt af.
Selv var Eklöf slet ikke forberedt på, hvor aktuel hans bog, som kom på svensk i 2020, skulle vise sig at være. Undervejs, mens han skrev, dukkede der hele tiden nyt op om lysforurening – som om hele verden med ét var vågnet – og Financial Times udråbte bogen som en af årets bøger 2022.
Det har medført en slags karriereskift, forklarer han:
»Nu bliver jeg for eksempel inviteret til at tale på tekniske konferencer om gadelygter! Det forventer man ikke, når man som jeg egentlig er doktorand i flagermus.«
Mørkeræd natteforsker
Vi har forladt parkens asfalterede hovedstrøg og sat os ved kanten af et lille vandhul.
»Der findes en hel verden derude, der styres af små forskelle i det naturlige lys, økosystemer der vågner og trigges på forskellige tidspunkter,« skriver Johan Eklöf et sted i sin bog.
Her ved vandhullet i skumringstimen får vi for alvor demonstreret den pointe. Solen gik ned et par minutter over klokken 20. Man kalder det sjovt nok »det borgerlige tusmørke«, når Solens centrum er mellem nul og seks grader under horisonten.
Luften føles mere fugtig, man mærker duggen, og der dufter kraftigere af jord, planter og blomster, og vi sænker umærkeligt stemmerne. Nu sætter myggene deres helt store angreb ind – det er deres niche i den store tidstabel, får jeg forklaret – og vi griber efter vores jakker.
»Lige før og lige efter solnedgang kommer der allerflest insekter. Det er tidsrummet mellem fuglene og flagermusene. Jeg vil tro, at flagermusene her til aften kommer frem klokken 20.45,« siger eksperten og kigger på uret. Det er om en halv time.
Vi ser ud over det lille vandhul, og Johan Eklöf forklarer, at lige om lidt vil alle de små skøjteløbere søge ind langs bredden. De tager sig i agt for vandflagermusene. Om dagen er der ingen fare for dem.
Når de fleste andre dyr foretrækker skumring og tiltagende mørke, er det ganske enkelt, fordi de gerne vil gemme sig for rovdyrene. I det bløde tusmørke kan de stadig udnytte lidt af lyset fra horisonten. Selv flagermus, forstår jeg, kan se en smule. Mange dyr kan orientere sig efter mørkets frembrud ved hjælp af svage rester af reflekterede solstråler, som danner et særegent mønster af polariseret lys på himmelhvælvet. Vi mennesker kan ikke se det, men insekter kan. Atter andre insekter – og fuglearter – er så cool, at de navigerer ved hjælp af stjernerne gennem nattemørket. Hvis ellers de kan se stjernehimlen for byernes lyssmog.
Pattedyr har oprindelig levet i mørke huler, hvor de gemte sig fra dinosaurerne. Først da T. Rex og hans venner uddøde, vovede pattedyrene sig efterhånden frem i dagslyset, men har fortsat en stærk forkærlighed for mørke. Der findes stadig rovdyr med skinnende øjne – for eksempel katten – der har et glimrende nattesyn. Katten udvider pupillerne maksimalt, så den smule lys, der måtte være, reflekteres af en særlig membran bagest i øjet, tapetum lucidum.
– Har du været mørkeræd?
»Ja, og jeg var det faktisk ret længe,« svarer mørkeeksperten og fortæller, hvordan han som barn og ung hadede den lange vej fra bussen til sit hjem i en forstad til Göteborg – blandt andet gennem et skovområde.
Siden blev han uddannet zoolog og skrev ph.d. om flagermus og natøkologi, hvor han måtte vænne sig til mange nattetimer på kirkegårde og andre mørke steder tilbragt med at nærstudere de nataktive flyvende gnavere.
– Så var det forskning i flagermus, der reddede dig?
»Ja, det kan man sige. Indimellem når jeg er i felten, og der hverken er mennesker eller flagermus, kan jeg blive grebet af igen at føle mig ensom og trist i mørket. Men så dukker der en flagermus op, og jeg glemmer alt andet omkring mig.«
Generelt opfordrer Johan Eklöf til, at man overgiver sig til mørket, alt imens man nyder stjernehimlen og mærker, hvordan kroppen langsomt skruer op for de andre sanser. Vi er skabt til det og har godt af det.
For to år siden tog han konsekvensen af den erkendelse fuldt ud og flyttede med sin familie på landet – ud i familiens sommerstuga.
»Vi flyttede i december, hvor det er meget mørkt. Og det gjorde en enorm forskel. Vi blev mere trætte om aftenerne – det blev rigtig aften, rent ud sagt.«
Kunstig måne
Frem af lommen hiver vores ekspert nu et lille aggregat, som han sætter på mobilen. Det kan spore højfrekvente lyde i det mørke, som vi stirrer ud i uden rigtigt at kunne se så meget. Rhodopsinet – det stof, som langsomt bygger op i vores øjne og giver os lidt nattesyn – er endnu ikke på plads.
En skarp lyd går igennem på frekvensmåleren … »En cykel,« griner eksperten.
Men så er der pludselig bingo. En flagermus bipper ind i teknikken og én til. »Northern bat,« skriver aggregatet, og jeg ser på uret. Klokken er 20.45. Selvfølgelig.
Det var flagermus, der tændte hele eventyret for Eklöf. Han har forsket i dem i 20 år. I 2015 var han og en ældre forskerkollega ude og undersøge flagermus i slotshaver og gamle kirker i Göteborgs omegn. Tilbage i 1980erne havde forskning vist, at de fleste kirker på egnen havde egen flagermuskoloni i tårnene. Nu var flagermusene væk mange steder. Et blik op ad kirkemurene gav Johan Eklöf en hypotese. Hver aften tændes projektørerne, så de smukke gamle landsbykirker kan stå og våge over lokalsamfundet. Men det bryder de fleste flagermusearter sig ikke om.
Det blev begyndelsen til et forskningsprojekt, og i 2018 kunne de to forskere publicere en artikel, hvor de påviste, at på 40 år var antallet af flagermus i gamle kirker reduceret med to tredjedele, og at det var sket i takt med, at kirkerne var blevet oplyst.
»Det er meget enkelt at gøre godt igen. For belysning af kirker tjener jo ikke andet formål, end at det skal være smukt og fint at se på. Man kunne nøjes med at have lys på ved særlige anledninger, om søndagen og kun i kort tid ad gangen.«
Mens vi for alvor har fået øjnene op for konsekvenserne af global opvarmning, viser det sig nu, at lysforurening også spiller ind. Den er for eksempel en væsentlig grund til, at 75 procent af insektmassen er forsvundet inden for de seneste 60 år.
Det viser sig også, at når korallerne bleges, skyldes det ikke kun stigende havtemperaturer, men også den kraftige lyspåvirkning fra hoteller og kasinoer langs de tropiske kyster.
Skrækeksemplet er og bliver kineserne, som en overgang legede med tanken om at opsende en satellit, der skulle fungere som en kunstig måne. Egentlig var det for at spare energi for den by, den skulle belyse, men Eklöf håber, at ideen er lagt i skuffen igen. Selv hvis satellitten vitterlig kun skulle lyse op med en lyskraft som Månens, ville det forvirre massivt i dyreverdenen, hvor masser af insekter og flagermus gemmer sig helt, så længe fuldmånen lyser.
En natlig gæst
Mørket har lagt sig så tæt nu, at parklamperne er blevet tændt. De er kuppelformede, smukke, synes jeg, lidt gammeldags. Men de tjener ikke deres formål, mener eksperten, som nu også rådgiver kommuner – blandt andet Göteborg – og holder foredrag om, hvordan vi bedst beskytter flagermus og andre dyr mod lysforurening.
Gode gade- og parklamper sender ikke deres lys i alle retninger, hvor de forstyrrer fugle, flagermus og insekter, forklarer han. Lamperne skal være skærmet, så lyset koncentreres ned mod stien eller gaden, hvor de kan gøre mennesker trygge. Og lysstyrken skal være så tilpas lav, at lygterne ikke blænder os.
»Hvis du prøver at skærme mod lyset her, kan du pludselig se de to mennesker, der kommer gående imod os. Før var vi blændet,« siger Eklöf, og jeg må lidt modvilligt give ham ret.
Rødgyldent lys er også at foretrække, fordi det minder om aften og solnedgang og derfor ikke stresser og forvirrer dyr og mennesker i samme omfang, som det hvide lys gør. Men der er sikkert også insekter, som går til grunde i det røde lys, tilføjer han. Alle har deres niche.
I de senere år er der skudt masser af initiativer frem, som skal hjælpe på konsekvenserne af lysforurening. I 2017 fik Skandinavien sin første mørkepark på Møn, og i Frankrig blev der i 2019 gennemført en lov, som regulerer gadelamper og lysmængde. I Wien slukker man nu lyset klokken 23, og i Groningen i Holland reguleres alt lys fra industri og landbrug. På hospitalet i den svenske by Karlstad, lige nord for Vänern, har man indført svagere og rødligere natbelysning for at hjælpe personalet til en bedre døgnrytme. Modellen efterspørges nu på andre arbejdspladser med natarbejde.
Selv er Johan Eklöf blevet ansat af Göteborg Kommune til at hjælpe med planlægningen af de grønne strøg gennem byen. Parker og haver skal forbindes, så dyr kan passere, og som en ekstra parameter skal han nu sikre, at der også er mørke passager af hensyn til de nataktive dyr.
– Arkitekter og byplanlæggere vil have os til at bo tættere sammen i byer af hensyn til klimaet. Det kommer til at give masser af lysintensitet?
»Jeg tror ikke på, at vi kommer til at opgive vores 24-7-tilværelse, det er meget svært at rulle udviklingen tilbage. I stedet kan man måske beslutte sig for at have lys i bestemte gader, hvor der kommer mange mennesker, som så vil føle sig trygge dér, mens man skruer ned for lyset og livet andre steder og måske holder helt natlukket i nogle af parkerne, hvor der bare kan være mørkt,« siger han og tilføjer:
»Men jeg synes godt, man kan spørge, om det for eksempel er en menneskeret at skulle til fitness klokken to om natten.«
Vi skrår nedefter mod udgangen og møder nu turens sidste nataktive dyr – en stor, fed brun rotte, som her har fundet sig en dejlig mørk passage. Den hører også til i natøkologien.
Johan Eklöf: »Mørkemanifestet. Om kunstigt lys og truslen mod en ældgammel rytme.« Oversat fra svensk af Tom Michael Havemann. Udkommer 18. september på Forlaget Grønningen1.
Denne artikel var dagens udvalgte artikel i nyhedsbrevet Dagens Weekendavisen. Læs mere og tilmeld Dem nyhedsbrevet her.
