Jeg har læst Justitsministeriets tekst til regeringens forslag om en udvidelse af straffeloven med et »forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund«, og den rummer sin egen litterære spændingskurve frem mod det punkt, hvor den bemærkning falder, som man havde håbet på udeblev – lad det være en cliffhanger indtil videre.
Af teksten fremgår det, næsten fra første linje og på trods af det lidt gammelmodige ord »utilbørlig«, at motivationen bag indgrebet er sikkerhedspolitisk. Ikke opviglernes sikkerhed i gadebilledet, men den geopolitiske sikkerhed, forholdet til vores allierede og deres (og vores) forhold til de ikkeallierede rundtom i verden. Koranafbrændingerne, om de så er koreograferet af russerne eller ej, destabiliserer de intrikate balancer med dele af den arabiske verden.
JEG HAR INGEN som helst sympati for den adfærd, som lovforslaget i første omgang retter sig imod. Og ingen fornuftige mennesker kan mene, at trusselsniveauet i Danmark er ligegyldigt for vores samfund. Den realpolitiske effekt af ikke at indføre et forbud vurderes altså af regeringen at være væsentlig – ikke af oppositionen. Man lytter.
Realpolitikken suppleres af et syn på menneske og samfund, som man heller ikke bare kan afvise. Nogle udlægger koranafbrændingerne som et symbol på bekæmpelse og udslettelse af muslimer – i lighed med nazisterne, der først brændte jødernes bøger og siden jøderne selv. Altså som en forfølgelse af en bestemt gruppe mennesker og derfor som en opfordring til vold – al den stund det foregår i det offentlige rum med spredning som sigte.
Men den pointe rummes allerede i den eksisterende lovgivning i dag og er forbudt. »Det er som udgangspunkt ikke strafbart efter straffeloven offentligt eksempelvis at brænde Koranen eller et andet religiøst skrift, medmindre det sker under omstændigheder, hvor en gruppe af personer samtidig trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin tro, jf. straffelovens § 266 b.,« står der i Justitsministeriets tekst.
Regeringen ønsker altså at gå et skridt videre med sin generelle »nålestiksoperation« (!) – et forbud mod utilbørlig omgang med religiøse genstande. Den mulige forhånelse (som er den intentionelle version af det i disse år altdominerende ord »krænkelse«) er den, der skal dæmmes op for. Der er dog tre hellige køer, som selvsagt ikke slagtes her – pressens frihed til at vise disse handlinger, museer og kulturhistoriske samlingers frihed til at vise tegninger, malerier og andre skildringer af »utilbørlighed« samt forlagenes udgivelser af det skrevne ord whatsoever (læs: muhammedtegninger og Salman Rushdie). Men så er der cliffhangeren: »Bestemmelsen vil finde anvendelse, selv om den utilbørlige behandling af genstanden finder sted i f.eks. kunstnerisk eller politisk øjemed.«
Det var ikke så godt. Hele forslaget lægger vægt på, at det er et indgreb mod handlinger, mod fysiske handlinger, som der står. Ikke mod billede og tekst, ikke mod ædruelig videreformidling af indtrufne historiske begivenheder. Men regeringens forslag afslører en manglende viden om, dels hvad kunstnere foretager sig i dag, dels hvilken funktion kunsten overhovedet har i vores samfund.
DET ER MANGE år siden, kunst kun var billeder på væg og skulptur på gulv. Det såkaldt performative element er allestedsnærværende i samtidskunsten, som altså er fuld af handlinger. Jeg er klar over, at lovforslagets tekst ønsker at dæmme op for al den aktivitet i gadebilledet, der bare kan kalde sig kunst, skulle man blive pågrebet – men hvis titlen »kunstner« skal beskyttes, er det et andet lovforslag, der skal til.
Det er værre, at man ikke ved, hvilken rolle kunsten spiller i samfundet. Hvis ytringsfrihed er noget, vi alle har, er der en nebengesjæft, der har såkaldt kunstnerisk frihed. Den frihed har at gøre med, at vi har indrettet en række institutioner i samfundet under hatten »kunst«, hvori der kan eksperimenteres frit med alting, netop fordi definitionen går forud, at her oplever vi ting i fiktionens form. Er der nogen, der tror, at det, der foregår på scenen i Det Kongelige Teater eller på Mungo Park er virkeligt – uanset hvor megen virkelighedseffekt det har? Og må teatret – som er en af verdens meget gamle kunstformer, beregnet til samfundsmæssig udlevelse af alt fra traume til drøm – ikke længere gestalte handlinger på scenen, utilbørlig omgang ...?
Tilføjelsen om begrænsningen af den kunstneriske frihed duer ikke. Oplysningen, som vores samfund bygger på, har ikke kun et fundament i fakta og fornuft, men også i det frie kunstneriske eksperiment og den erfaring, som vi netop har værnet om og bygget fine huse til gennem flere hundrede år. Kunstnerisk frihed er ikke bare frihed til kunstneren, men til os alle.
Poul Erik Tøjner er direktør for Louisiana Museum for Moderne Kunst.
