Ved første øjekast kan det ligne et paradoks.
Den spanske økonomi er i glimrende form med solide vækstrater og stigende beskæftigelse, og såvel mindsteløn som pensioner har fået et mærkbart løft i den seneste valgperiode.
Alligevel vil premierminister Pedro Sánchez fra socialistpartiet PSOE med stor sandsynlighed blive stemt ud i kulden ved parlamentsvalget om 14 dage. Han halter alarmerende bagud i meningsmålingerne, og på både sociale og traditionelle medier kører der hårdtslående kampagner mod hans person og regeringsførelse. Skal man tro den spanske højrefløj, er det forestående parlamentsvalg på det nærmeste at sammenligne med en djævleuddrivelse. Dæmonen i fortællingen hedder Pedro Sánchez, og et flertal af vælgerne lader til at have accepteret præmissen.
Hvorfor har spanierne så travlt med at smide den socialdemokratiske leder på porten?
Spørger man politologen Manuel Arias Maldonado fra Málaga Universitet, ulmer der en dybereliggende vrede mod Sánchez i det spanske samfund. Premierministeren, siger han, har for at sikre sig flertal for sin politik indgået »naturstridige« alliancer med den yderste venstrefløj og løsrivelsespartier fra Catalonien og Baskerlandet.
»Der er tale om partier, som åbent bekæmper den samfundskontrakt, som blev grundlagt ved overgangen til demokrati i 1978. Mange spaniere finder dette fuldstændig uacceptabelt,« siger Maldonado til Weekendavisen.
Kontroversielt kursskifte
Pedro Sánchez kom til magten i 2018 efter en mistillidsafstemning mod den korruptionsplettede konservative premierminister Mariano Rajoy. For at vinde afstemningen var han nødt til at alliere sig med alt, hvad der kunne krybe og gå af småpartier i parlamentet. Ved parlamentsvalgene det følgende år blev den socialdemokratiske gruppe decimeret, men det lykkedes til sidst Sánchez at stable en ny regering på benene – denne gang med deltagelse af venstrefløjsalliancen Unidas Podemos, som han kort forinden havde afvist at gå i regering med, da han »ikke ville kunne sove roligt om natten«.
Sánchez-kritikere fremhæver gerne dette kursskifte som eksempel på hans opportunistiske ledelsesstil. Det handler hverken om ideologi eller fædrelandsfølelse, lyder det, men kun om Sánchez’ egne magtambitioner.
På tilsvarende vis har også hans flirt med de catalanske og baskiske løsrivelsespartier vakt furore. De har været en nødvendig del af hans parlamentariske grundlag, men byttemøntens størrelse er faldet mange for brystet. Sánchez har blandt andet benådet de catalanske separatistledere, der afsonede lange fængselsstraffe for løsrivelsesforsøget i 2017, og han har gennemført en reform af straffeloven, der skal beskytte de landflygtige catalanske ledere – herunder Carles Puigdemont – mod en tilsvarende retsforfølgelse.
Alliancerne, siger Maldonado, har næret en fortælling om, at Sánchez glædeligt sælger ud af Spaniens arvesølv for at holde sig selv ved magten. Værdikrigere på højrefløjen har længe kategoriseret ham som en »illegitim« regeringschef. Lederen af Vox, Santiago Abascal, har kaldt ham »landsforræder«, og den konservative premierministerkandidat, Alberto Nuñez Feijóo, har beskyldt ham for at »erodere demokratiets cement«.
»Sánchez eller Spanien« lyder kampagneråbet fra højrefløjen i disse dage, og budskabet er svært at tage fejl af: Det er selve fædrelandets overlevelse, der er på spil, og en stemme på Sánchez er en stemme på fortabelsen.
Følelser over fakta
Politologen Mariano Torcal fra Barcelonas Pompeu Fabra-Universitet forsker i vælgeradfærd og udgav tidligere på året bogen De votantes a hooligans om den tiltagende politiske polarisering i Spanien. Debatten, siger han, har fået karakter af en kulturkrig, og det er ikke længere ideologiske modsætninger eller politiske visioner, der definerer positionerne, men snarere en art stammetilhørsforhold. I et sådant panorama overskygges fakta ofte af følelser, og af samme grund har de reelle politiske resultater kun begrænset vægt.
»Tag nu bare spørgsmålet om Catalonien. Det vakte vild forargelse, at lederne fra løsrivelsesforsøget blev benådet af Sánchez. Men hvorfor ikke se på effekten? De politiske spændinger er langt mindre i dag, og normaliteten i regionen er på mange stræk blevet genoprettet. Det er der bare ikke nogen, der taler om, ligesom der heller ikke er nogen, der taler om Spaniens økonomiske fremskridt,« siger Torcal til Weekendavisen.
Ifølge Torcal er den politiske debat i Spanien på vej ud ad et farligt sidespor. Stadig flere synes overbevist om, at Sánchez er en slags antidemokrat, og frem mod det netop afholdte lokal- og regionsvalg svirrede det med rygter om socialdemokratisk orkestreret valgsvindel.
»Det er en horribel udvikling, når oppositionen begynder at så tvivl om regeringens demokratiske legitimitet. Vi har at gøre med en demokratisk valgt regering, der indgår alliancer med demokratisk valgte politikere i det nationale parlament,« siger Torcal.
Parallellerne, siger han, ligger ligefor. Hvad sker der, hvis højrefløjen stik mod prognoserne ender med at tabe parlamentsvalget? Se bare på USA og Brasilien, hvor ledende politikeres delegitimering af demokratiske processer har ført til voldelige angreb på centrale samfundsinstitutioner.
Valgkampen, der officielt skydes i gang i dag, tegner til at blive historisk følelsesladet. Det store åbne spørgsmål er, om Pedro Sánchez kan nå at vende folkestemningen til sin fordel. Valget skulle egentlig først have været afholdt til december, men Sánchez valgte at trykke på valgknappen umiddelbart efter lokal- og regionsvalgene i maj, hvor socialdemokraterne led store nederlag og mistede en lang række af deres traditionelle bastioner.
Valgudskrivelsen kom bag på de fleste, men Sánchez lignede en mand, der vidste, hvad han ville. Kalder I mig antidemokratisk? Så må vi få det afklaret ved stemmeurnerne, bare kom an. Ingen skulle komme og sige, at han ikke forstod et vink med en vognstang.
Højt spil fra Sánchez
Med sin dristige – eller måske dumdristige – manøvre har den socialdemokratiske leder om ikke andet opnået én ting.
Med et trylleslag blev fokus flyttet fra det ydmygende nederlag til det forestående parlamentsvalg, der skal holdes midt i den hedeste sommertid. Og der er blevet sat et ekstra forstørrelsesglas på de mange konstitueringsaftaler rundtom i Spanien, der disse dage bringer højrenationale Vox til magten i byråd og regionsregeringer sammen med konservative PP.
PP står til at blive den store vinder ved parlamentsvalget, men Vox kan meget vel ende med at sidde med de afgørende mandater.
Alt tyder på, at de vil kræve ministerposter i bytte. For første gang siden Francos død kan det yderste højre med andre ord komme i regering i Spanien, og det finder seks ud af ti spaniere ifølge en ny meningsmåling »bekymrende«. Kampagnen fra Sánchez har dette skræmmebillede som sit omdrejningspunkt. Er I klar på at lade disse mennesker sætte kursen for fremtidens Spanien? Hvis ikke, må I komme op af sofaen og give mig fire år mere ved magten.
Lige nu har Sánchez ryggen mod muren, men han har før vist, at han kan gøre det umulige, når alt håb synes ude. Ingen havde forestillet sig at skulle høre fra ham igen, da han i 2016 blev fyret som partiformand efter kun to år på posten og en bitter konflikt med partiets hovedbestyrelse. Men Sánchez ville det anderledes.
Han tog i sin Peugeot 407 på et flere måneder langt roadtrip gennem det spanske landskab, hvor han besøgte partiforeninger og socialdemokratiske græsrødder, lyttede til medlemmernes bekymringer og fandt ud af, hvad der rørte sig i folkedybet. Da han kom tilbage, var han klar til kamp, og i 2017 generobrede han formandsposten efter en urafstemning i partiet. Resten er historie. Året efter sikrede han sig premierministerposten, og i 2019 satte han sig i spidsen for Spaniens første koalitionsregering siden 1930ernes republik – et højrødt kabinet med feminisme og ulighedsbekæmpelse som de drivende aksler. I fem år har han holdt de spanske socialdemokrater ved magten, mens resten af Europa er rykket til højre.
Det usandsynlige comeback til formandsposten i partiet vidner om en nærmest naturstridig stædighed og en selvtillid langt ud over det sædvanlige. Det er ikke for ingenting, at hans selvbiografi hedder Manual de resistencia. Grundbog i modstandsvilje. At Sánchez er en politisk fighter, vil de færreste benægte. Men de samme egenskaber, der har båret ham frem, er også hans værste fjender. Selvtilliden kan let forveksles med arrogance, og mange spaniere ser ham som glat, kølig og distanceret. Et politisk dyr, der søger magten uden skrupler.
De seneste uger har han været på rundtur til en lang række populære talkshows på tv i forsøget på at genvinde sin folkelige appel. Det brede signatursmil har været på overarbejde, og seerne har kunnet opleve en sjældent nærværende og menneskelig side af den socialdemokratiske leder.
Hvor mange vælgerhjerter kan han nå at ramme inden valget den 23. juli? Uret tikker, og Pedro Sánchez får efter alt at dømme brug for et nyt comebackmirakel, hvis han skal sikre sig fire år mere ved magten i Spanien.
