År 2000 står i dag som en skillelinje i musikhistorien. Det var året, hvor cd-salget toppede med en samlet omsætning på 13,2 milliarder dollar. Aldrig havde musikbranchen skovlet så mange penge ind. Det var imidlertid også året, hvor fildelingstjenesten Napster blev allemandseje blandt en hel ungdomsgeneration. Pludselig kunne al verdens musik downloades gratis – omend ulovligt – med en internetforbindelse og simpel software.
For pladeselskaberne repræsenterede de mange megabyte, der pilede rundt i Napster-netværket, en potentiel milliardindtjening, der gik op i røg. For musikerne udgjorde fildelingen et radikalt brud på deres ophavsret. Desperationen i branchen tog til, og i sommeren 2000 lagde rockkoryfæerne Metallica sag an mod Napster og mod hundredtusinder af deres egne fans, der havde downloadet bandets sange.
Det var allerede dengang tydeligt, at kampen mod fildeling var tabt på forhånd. Piratkopieringen fortsatte med at knopskyde, og musikbranchen var forandret for altid. Et årti senere indtraf branchens endelige kompromis i form af streaming, der stillede hele musikhistorien til rådighed for et månedligt abonnementsgebyr, som var lavere end prisen på en enkelt cd. En form for brugervenlig udgave af Napster, der gjorde, at de fleste musikere aldrig igen vil kunne leve af at sælge deres musik.
FOR ET PAR UGER SIDEN blev der sat en ny musikhistorisk milepæl, der kan vise sig at få endnu større betydning for branchen end start-00ernes fildeling. Et mystisk individ ved navn ghostwriter977 lagde sangen »Heart on My Sleeve« ud på internettet. I sangens beskrivelse står der, at den er produceret af stjerneproduceren Metro Boomin, og selvom klaverloopet fremstår uvant simpelt, lyder bassen præcis, som man ville forvente. Enhver popfan vil øjeblikkeligt kunne genkende vokalerne på sangen som tilhørende de to ikoner Drake og The Weeknd.
Det er uklart, præcis hvordan »Heart on My Sleeve« er blevet skabt, men hverken Metro Boomin, Drake eller The Weeknd har haft noget med den at gøre. Sangen er frembragt ved hjælp af kunstig intelligens, og med det faktum in mente fremstår den rystende autentisk. Den ville uden problemer kunne glide ind blandt de bedre numre på en af de senere års – medgivet, ret så halvhjertede – albumudgivelser fra Drake. »Heart on My Sleeve« er uopfindsom popmusik, men den er stort set umulig at skelne fra den ægte vare.
Alle tre involverede – plagierede?, kopierede?, simulerede? – kunstnere er i stald hos Universal Music Group, der har brugt de sidste par uger på at skure internettet rent for ethvert spor af sangen. Kampen virker lige så forgæves, som Metallicas korstog mod fildeling gjorde. Man kan gå ind på YouTube i dette øjeblik og finde »Heart on My Sleeve« – sangen bliver uploadet igen, så snart Universal tager den ned.
Musikselskabet udsendte desuden en pressemeddelelse, hvis melodramatiske formuleringer vidner om, hvad der er på spil: Brugen af Universals kunstnere til at generere kunstig musik er ikke bare ulovlig, den »åbner for spørgsmålet om, hvilken side af historien musikbranchens interessenter ønsker at stille sig på: Om de ønsker at støtte kunstnere, fans og menneskelige kreative udtryksformer, eller de i stedet vil støtte deep fakes, svindel og tilbageholdelse af kunstnernes retmæssige kompensation«.
BRUGEN AF kunstig intelligens til at skabe musik, der lyder som etablerede kunstnere, åbner for en syndflod af problemstillinger. Hvor omfattende en brug af kunstig intelligens skal der til, før det udgør en krænkelse af ophavsretten? Hvordan skal vi forholde os til muligheden for, at en musikers stemme bliver brugt til at synge noget krænkende eller anstødeligt, som vedkommende aldrig selv kunne finde på at udtrykke?
Det mest umiddelbart presserende problem angår ophavsret og kompensation i form af udbetaling af royalties. Her må man indvende over for de bestyrtede pladeselskaber, at deres alliance med streamingtjenesterne allerede har udvandet musikbranchens økonomiske infrastruktur så voldsomt, at der ikke er meget tilbage at forværre. Spotifys gennemsnitlige udbetaling pr. stream af en sang ligger på omkring 0,025 kroner. Af det beløb modtager kunstneren typisk en tredjedel. Mange bække små gør en vældig strøm af milliarder for branchens tre store mastodontselskaber, men for de fleste udøvende musikere er der næsten intet at miste.
En af de musikere, der bruger mest tid på at nærstudere og kritisere branchens økonomi, er Damon Krukowski, som i starten af 90erne udgjorde en tredjedel af det legendariske indierockband Galaxie 500. Krukowski har i årevis problematiseret Spotifys lave udbetalingsrater, og han har stiftet fagforeningen Union of Musicians and Allied Workers, der blandt andet kæmper for at få indført en fast udbetaling på en cent pr. stream.
I et indlæg på sin blog udfolder Krukowski et progressivt og aktivistisk syn på udsigten til en musikindustri under indflydelse af kunstig intelligens. Han mener, at tiden nu er løbet fra selve ideen om ophavsret: »Ophavsret er et koncept, der stammer fra en tidligere teknologisk virkelighed. Det er et værktøj, ikke en tilstand. Det blev opfundet i de fysiske mediers æra, hvor en kopi indebar fysisk reproduktion af et værk.«
Men hvilken funktion skal så fremover udgøre det bolværk mod udnyttelse af de enkelte musikere, som ophavsretten tidligere udgjorde? Da jeg kontakter Krukowski og stiller ham spørgsmålet, peger han på organisering og fagforeninger som løsningen, og han mener desuden ikke, at den kunstige intelligens vil ændre det store:
»Jeg tror ikke på, at ophavsret nogensinde har været et bolværk mod noget som helst, og det vil de fleste musikere nok være enige i. Vi bliver hele tiden bedt om at overgive vores ophavsret, at udvande den, at ignorere den, eller også bliver den ganske enkelt ignoreret af dem, der har mere magt og bedre mulighed for at bruge retssystemet til deres egen fordel. Vi har brug for den samme beskyttelse mod vores arbejdsgivere, som alle arbejdere har brug for.«
– Kunstig intelligens udgør åbenlyst en økonomisk trussel for de store selskaber, men for de fleste musikere har streaming allerede ødelagt deres indtjeningsmuligheder. Tror du, at kunstig intelligens kommer til at få økonomisk betydning for musikere som dig selv?
»Jeg tror, at den skæve magtbalance i musikindustrien er et meget større problem end nogen som helst ny teknologi – det er den samme kamp, der skal kæmpes. Vi skal opnå fair behandling fra de selskaber, der dominerer musikøkonomien. Om selskaberne anvender streaming eller kunstig intelligens eller en kombination af de to, det er mere eller mindre irrelevant i forhold til den fundamentale kamp.«
KRUKOWSKIS FOKUS på old school arbejdsrettigheder og hans afvisning af det revolutionerende potentiale, som den kunstige intelligens i sig selv indebærer, forekommer påfaldende demonstrativt. Det gælder også, da jeg spørger ham, hvordan kunstig intelligens kunne tænkes at påvirke fremtidens musik: »Teknologi er et værktøj, og jeg er sikker på, at kunstnere kommer til at udnytte det, ligesom de har udnyttet ethvert andet værktøj. Og jeg er sikker på, at de store virksomheder kommer til at bruge teknologien til at udnytte arbejderne.«
Noget tyder dog på, at den kunstige intelligens medfører perspektiver, der truer med at efterlade Krukowskis fagforening i samme fortidige verden, som han selv placerer ophavsretten i. Spotify gør allerede, hvad de kan for at udnytte kunstig intelligens til at betale mindre for det, der streames på deres platform. For eksempel forsøger tjenesten at styre folks lyttevaner væk fra konventionel, sangbaseret musik og mod spillelister med anonym, instrumental musik med temaer som »søvn«, »meditation« og diverse moods.
Som nyhedsbrevet Dirt kan berette, begyndte Spotify allerede for flere år siden at hyre producere til at skabe musikfyld til den form for spillelister: »Rettighederne til disse numre er billigere end numre fra store selskaber. Fremkomsten af generatorer, der anvender kunstig intelligens, har kun gjort det nemmere at skabe mere syntetisk musik.« Måske kommer store dele af fremtidens musik slet ikke til at have noget menneskeligt ophav.
HVAD ANGÅR SANGE baseret på musikeres stemmer, tekstuniverser og musikalsk akkompagnement, føles ghostwriter977s »Heart on My Sleeve« som begyndelsen på en virkelighed så ny, at ingen rigtig kan forholde sig til den endnu. Dertil er potentialet for disruption ganske enkelt for enormt.
Både Krukowski, Universal og de fleste kommentarer i medierne omtaler stadig musik som noget, der har mennesket som udgangspunkt. De formulerer sig i et sprog, der ligger i direkte forlængelse af Metallicas 23 år gamle kamp for menneskelige kunstneres integritet. Det sprog kan hurtigt komme til at fremstå utilstrækkeligt. Hvis kunstig intelligens bliver i stand til at fremstille ny musik med udgangspunkt i alle musikhistoriens sange, vil det ikke blot vende op og ned på alting for musikbranchen og dens arbejdere, men for alle, der lytter til musik.
Det næste spørgsmål bliver, hvad der sker, hvis – eller når? – kunstigt genererede sange opnår lige så stor popularitet som menneskeskabt musik. Og dernæst hvordan selve vores forhold til musik vil ændre sig, hvis streamingtjenesterne oversvømmes af kunstige sange. Lige nu er »Heart on My Sleeve« et fænomen, fordi den er ny og enestående. Hvad vil der ske, hvis alle mennesker med et tryk på en knap kan generere nye sange med deres yndlingskunstnere? Som musikeren og journalisten Jamie Brooks spørger på sin blog: »Hvor mange nye ’indspilninger’ kan der blive sat i verden, før de fleste mennesker begynder at se på musikhistorien som en losseplads snarere end et bibliotek?«
Hvis alle tænkelige sange engang i fremtiden kan genereres lige så let, som ChatGPT genererer tekst, vil musik ikke bare miste sin økonomiske værdi, musikkens kulturelle og menneskelige funktion vil også blive ændret fundamentalt. Det er svært at forestille sig konsekvenserne af et sådant scenarie, men techjournalisten Ryan Broderick leverede forleden et malende billede af det: »At prøve på at omfavne eller bekæmpe det her føles en smule omsonst. Som at forsøge at surfe på en tsunami.«
