Et pudsigt mønster begynder at tegne sig i dansk politik fire måneder efter flertalsregeringens dannelse kort før jul. Mønstret viser, at regeringspartierne sagtens kan løbe ind i problemer, men at de som oftest er selvskabte. Oppositionen er dog ikke arbejdsløs af den grund; man er hjælpsom med at hjælpe regeringen ud af vanskelighederne igen, hvad der er to fine eksempler på fra denne uge.
Mest betydningsfuldt ses håndsrækningen i forhold til regeringens plan om at beskære seniorpensionen, men også i forhold til de mere diffuse anklager om ikke at lytte til andre – læs bededagsslaget – er resten af Folketinget trådt til som regeringens problemknusere. Det afspejler en begyndende anerkendelse af de parlamentariske vilkår, som også så småt spirer frem i en ellers meget vred fagbevægelse. Men måske er det også hist og her udtryk for, at man ikke rigtig har tænkt sin strategi igennem endnu.
Første hjælpende hånd kom først på ugen fra partierne SF, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale, der indgik finanslovsaftale med regeringen trods meget beskedne beløb at forhandle om. Der var hjælp til tvillingeforældre på foranledning af SF og Dansk Folkeparti, lidt skattelettelser til unge og aktiesparere til glæde for Alex Vanopslagh, en taskforce for unge højtbegavede til ære for Martin Lidegaard og mere fra samme vægtklasse, hvor symbolværdien kan være betydelig, men den økonomiske belastning for statskassen begrænset:
Klimarådet er reddet, psykiatrien får fremrykket indsatsen, Dyrenes Vagtcentral får ekstra tre millioner kroner, samme beløb tildeles en kulegravning af den eksisterende alkoholbehandling, men først i 2024.
At partierne har søgt indflydelse på finansloven, er ikke underligt, den parlamentariske drift går pr. politisk naturlov mod pengekasserne, så nu står syv af Folketingets 12 partier bag finansloven for 2023. Det er bekvemt for en regering, som på rekordtid har arvet stemplet magtfuldkommen fra den første regering Mette Frederiksen, da den fri af alle forligsbindinger gennemførte afskaffelsen af bededagen som fridag.
Mere bemærkelsesværdigt er det, at Konservative ikke er med i finanslovsaftalen. Den akkurat proklamerede reformakse sammen med Radikale og Liberal Alliance bestod ikke sit første møde med virkeligheden. Det er også værd at notere, at Danmarksdemokraterne trods eget finanslovsforslag og en erklæret ambition om at være et realpolitisk parti endte uden for forligskredsen.
Finansminister Nikolai Wammens finanslov blev som politisk signal en understregning af, at der ikke findes én opposition, men en række fraktioner, som samarbejder og bekæmper hinanden på kryds og tværs. Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti har svært ved at være i stue sammen, Radikale samarbejder med partier i blå blok, SF gør det samme på området videregående uddannelser. Her er folkesocialister, Konservative og Liberal Alliance gået sammen om at få en mindre omfattende beskæring af kandidatuddannelser, end regeringen ønsker. Blokkene er brudt op.
Tilbud om afkørselsrampe
Vigtigst er det, at regeringens meget upopulære forsøg på at beskære seniorpensionen ser ud til at gå i sig selv. Igen har oppositionen været hjælpsom, idet området er forligsbelagt, og de blå forligspartier har besluttet at stille krav af vekslende styrke forud for forhandlingerne.
Reformaksen med Radikale, Konservative og Liberal Alliance vil frede seniorpensionen og i stedet gøre det af med arnepensionen og resterne af efterlønnen. Dansk Folkeparti en endnu mere stejl og truer som forligspart med at nedlægge veto mod ændringer i seniorpensionen overhovedet. Samtidig bebuder Morten Messerschmidt i Berlingske et opgør med velfærdsforliget fra 2006, som forudskikker en løbende forhøjelse af pensionsalderen og betyder en del for den fremtidige finansiering af velfærdsstaten. Dansk Folkeparti ønsker et loft over pensionsalderen og ret til kortere arbejdsuge samt andre lempelige ordninger for ældre på arbejdsmarkedet.
Det er voldsomme krav, men for så vidt en logisk følge af skiftende politiske tiltag på tilbagetrækningsområdet den seneste snes år. Lars Løkkes beskæring af efterlønnen i 2011 udfordrede rationalet bag 2006-aftalen og inspirerede Socialdemokratiet til at finde en discountudgave af efterlønnen i skikkelse af arnepensionen. Seniorpensionen var omvendt de blå partiers forsøg på at suge populariteten ud af arnepensionen op til folketingsvalget i 2019. Sådan er det bølget frem og tilbage i en blandet omsorg for ældre og egen mulighed for at høste stemmer og regeringsmagt.
De fire blå partiers indsats leverer tilsammen en nydelig afkørselsrampe for Mette Frederiksen og regeringen, som i forhandlingerne på Marienborg næppe havde gjort sig klart, hvor upopulært det ville blive at beskære den meget søgte seniorpension, som mest er for folk med lille arbejdsevne i behold. At man solgte forringelsen under den newspeakske betegnelse Arne Plus, fordi arnepensionen (som i langt højere grad er for folk i job) samtidig forbedres en smule, har selvsagt ikke gjort vreden mindre.
Tirsdag signalerede Mette Frederiksen da også i Folketingets spørgetime, at beskæringen af seniorpensionen nok ikke bliver til noget, når nu forligspartierne ikke vil være med.
Det efterlader regeringen med flere handlemuligheder: Man kan forsøge at finde et kompromis med de blå forligspartier. Man kan beslutte slet ikke at røre ved seniorpensionen og i stedet finde andre måder at øge arbejdsudbuddet på. Det er ikke verdens sværeste øvelse – der er kun øget arbejdsudbud svarende til 2.500 personer i regeringsudspillet.
Regeringen kan også søge at bilægge hele tilbagetrækningsspørgsmålet som politisk strømførende emne ved hjælp af en slags nationalt kompromis med deltagelse af et stort folketingsflertal.
Den syge hund og Lizette
Endelig er der den mulighed, at spørgsmålet om seniorpension sendes til trepartsdrøftelse – noget, fagbevægelsen med tiltagende harme efterspurgte som værktøj under bededagsslaget.
Fagbevægelsen var gennem et par bevægede måneder ved årets begyndelse landets egentlige opposition, og også her spirer den realpolitiske hjælpsomhed efter det hårde slag om bededagen. 3F og HK har for længst bebudet, at de ønsker trepartsforhandlinger – i 3F er man især bekymret for, at arnepensionen kan lide skade under forhandlinger på Christiansborg.
Men hvad så med Fagbevægelsens Hovedorganisation? Hvad med formand Lizette Risgaard, som kæmpede for at bringe bededagssagen til folkeafstemning og undervejs fik beskrevet regeringen som en syg hund, der burde aflives?
Som arbejdsmarkedsforskeren, professor emeritus Flemming Ibsen påpegede i en kronik i Kristeligt Dagblad i marts, var Lizette Risgaard som næstformand i LO parat til at forhandle om afskaffelse af ferie- eller helligdage til gengæld for velfærdsløft tilbage i 2013.
Pointen er ikke, at Lizette Risgaard siden har skiftet standpunkt, men at forhandlingerne dengang under Helle Thorning-Schmidts regering foregik under forudsætning af, at fagbevægelsen var forhandlingspart. Det hele blev i øvrigt ikke til noget, fordi man ikke kunne finde tilslutning til handlen i resten af fagbevægelsen.
Flemming Ibsen forudser, at fagbevægelsen vil kunne bringes til forhandlingsbordet igen ti år senere, nu hvor LO og FTF har slået sig sammen i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
»Hele dannelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation handlede jo om at skaffe politisk indflydelse, det er organisationens dna og eksistensberettigelse,« som Ibsen formulerer det.
