PARIS – I disse dage finder en mindre invasion sted i det nordøstlige Frankrig, nærmere bestemt i Champagne-Ardenne tæt på den belgiske grænse. Her kæmper tusindvis af franske soldater for at holde en aggressiv invasionshær stangen.
Der er – heldigvis – kun tale om en øvelse med kodenavnet »Orion«: Frankrigs hidtil største krigsøvelse med op mod 19.000 soldater og deltagelse af flere allierede NATO-lande.
Øvelsen begyndte i februar og varer godt ind i maj og simulerer det, man kalder »en højintensitetskonflikt«. Det vil sige en fuld landkrig mellem to stater, der omfatter både landgangs- og faldskærmsoperationer med deltagelse af 2.600 køretøjer, 40 kamphelikoptere, omkring 50 jagerfly og hundredvis af droner.
Og det er er nærliggende at tro, at baggrunden for øvelsen er Ruslands angreb på Ukraine. Men det er nu ikke tilfældet. Den storstilede militærøvelse har været planlagt længe før den russiske invasion i februar i fjor.
Ifølge François Heisbourg, specialrådgiver for den franske forsvarstænketank Fondation pour la Recherche Stratégique og tidligere direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank International Institute for Strategic Studies i London, har stabscheferne i den franske hær nemlig i nogle år arbejdet med et nyt trusselsbillede, der igen indebar regulær krig mellem stater.
»Efter Den Kolde Krig var de europæiske politikere – forståeligt nok – ivrige efter at indkassere fredsdividenden, så de skar massivt i forsvaret og nøjedes med at koncentrere sig om fredsbevarende interventioner og out of area-operationer langt hjemmefra. Det har ført til, at man i Europa sidder tilbage med skamskårne bonzai-hære, som reelt ikke er i stand til at forsvare deres nationale territorium,« siger Heisbourg.
»Men tiden, hvor man kunne nøjes med droneangreb og præcisionsbombardementer fra luften, er forbi, og krigen, den rigtige krig, med store tabstal og massive ødelæggelser, er tilbage,« tilføjer han. Med alt, hvad det indebærer af massive troppekontingenter, kampvogne og tungt artilleri.
Heisbourg taler med autoritet, ikke mindst fordi han allerede i oktober 2021 – fire måneder før russernes invasion af Ukraine – skrev omtrent det samme i bogen Retour de la guerre (Krigens genkomst).
Så mens de 19.000 soldater moser rundt med kampvogne i mudder og krat i det nordøstlige Frankrig, har jeg sat ham stævne på en café i det 7. arrondissement for at tale om krig, geopolitik, fremtidige konflikter, og om hvorvidt Putin er rationel eller ej.
For Heisbourg har det været forstemmende at se, at stort set alle europæiske ledere indtil for ganske nylig stadig har syntes forblændet af Francis Fukuyamas tese om historiens endeligt og det liberale demokratis sejrsgang.
»De europæiske ledere har alt for længe ligget under for den misforståelse, at verden skulle tolkes med den økonomiske interdependens som dominerende ramme; man troede fejlagtigt, at lande ikke længere vil gå i krig med hinanden, fordi det skader de gensidigt afhængige økonomier,« forklarer han.
Og er der én person, som burde have overbevist Vesten om, at geopolitik og magtbalancer igen er klodens hårdeste valuta, så er det Vladimir Putin.
»I Kremls optik tæller udelukkende rå militær magt. Putin forstår og respekterer simpelthen ikke andet,« vurderer François Heisbourg.
Derfor var det også en kæmpemæssig fejl, at ikke mindst præsident Macron konstant har forsøgt at bejle til ham både før og efter invasionen af Ukraine: »Putin har ganske givet ikke anet, hvad han skulle stille op med Macron, der blev ved med at ringe til ham. I stedet skulle Frankrig have sat massivt ind mod ham allerede i 2014 (da Rusland annekterede Krim-halvøen, red.),« siger Heisbourg og slår ud med armen.
For hvis man ser helt nøgternt på det, har der ifølge Heisbourg ingen tvivl været om Putins intentioner. Lige siden hans ildevarslende tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007, da han tordnede mod »USAs dominans« og sagde, at »Rusland er tilbage«.
Putin er rationel
Mange kvier sig imidlertid ved at indrømme, at de har taget fejl af Putin, og foretrækker i stedet at stemple ham som »irrationel«.
»Men der er intet irrationelt ved krigen i Ukraine,« insisterer Heisbourg og tamper med pegefingeren i bordet, så kaffekopperne klirrer. »Han var jo nær ved at vinde krigen i begyndelsen, da de russiske styrker på ganske kort tid fik erobret ganske betragtelige områder i Ukraine. Men på grund af ukrainernes ukuelighed og en række tilfældigheder, som der altid er i krig, lykkedes det ikke,« forklarer han.
For oprindelig var der faktisk tale om en »specialoperation« – Putins berømte eufemisme for krigen i Ukraine – som ifølge Kremls drejebog kun skulle have taget et par dage.
»Man rykkede ind i den østlige del af landet, mens en håndfuld kamphelikoptere med spetznas-tropper (specialstyrker, red.) skulle indtage lufthavnen Hostomel nær Kyiv, hvorefter store transportfly skulle indsætte tusindvis af soldater i hovedstaden, tage magten og vælte regeringen. Fire-fem dages krig og så sejrsparade i Kyiv. Men Kreml havde ikke regnet med den massive modstand fra ukrainerne, og russerne kunne ikke indtage lufthavnen, så de måtte opgive den del af planen og lade transportflyene vende tilbage til Rusland,« forklarer Heisbourg.
Ifølge Heisbourg kan man kalde planen kynisk, ulovlig og skæbnesvanger for Europa – bare ikke irrationel.
På samme måde er det også fuldkommen rationelt, at Putin og hans entourage jævnligt truer os med atomvåben, som de ved har en paralyserende effekt på en vestlig offentlighed og dermed på de vestlige politikere, som gerne vil genvælges.
»I stedet for at se på, hvad Moskva rent faktisk foretager sig, og analysere, om Rusland virkelig agter at bruge atomvåben, har vi så at sige selvafskrækket os. For hvad nu hvis … Men der har indtil videre ingen tegn været på, at Rusland gjorde klar til rent faktisk at bruge deres atomvåben.«
Netop frygten for atomvåben er blevet én af de primære grunde til, at Vesten har tøvet så længe med at sende offensive våben som kampfly, kampvogne og langtrækkende missiler til Ukraine. For slet ikke at tale om at sende regulære tropper ind i landet.
François Heisbourg drager en parallel til Den Kolde Krig, hvor det ikke var ualmindeligt, at de to supermagter USA og Sovjetunionen førte proxy- eller stedfortræderkrige og reelt bekæmpede hinanden på fremmed territorium.
»Desværre synes denne viden at være forsvundet som dug for solen. Europæerne har glemt, hvordan man demonstrerer rå magt. Og der er en himmelråbende mangel på erfaring og ekspertise i ikke blot det franske, men også hele det europæiske statsapparat, hvor meget få højere embedsmænd har aktiv erfaring med at skulle træffe beslutninger i en væbnet konflikt. Og det påvirker naturligvis deres evne til at handle effektivt i en regulær krigssituation,« siger Heisbourg.
Fra proaktiv til reaktiv
Magtbalancen er ikke længere den samme, som vi har været vant til gennem de seneste blot to-tre årtier. I 1990erne handlede det om retten eller sågar pligten til at blande sig i andre staters interne anliggender i tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden, og Vesten gennemførte talrige – ofte fejlslagne – forsøg på fredsskabende interventioner og også decideret såkaldt nation building.
Men lige pludselig har vi bevæget os fra de vestlige demokratiers forsøg på at udbrede det liberale demokrati til det andet yderpunkt, hvor vi med kampvogne og kanoner skal forsvare selvsamme model mod Kremls aggression. Og vi kan lige så godt vænne os til det. Sådan bliver fremtiden, vurderer François Heisbourg.
Rusland er dog ikke fremtidens betydeligste udfordrer. Det er Kina. Og som sådan fungerer Ruslands krig i Ukraine og Vestens reaktion på den som en lakmustest for fremtidens konflikter. Kina holder utvivlsomt nøje øje med krigen, som de bruger til at afkode, hvordan USA vil reagere, hvis Beijing beslutter sig for at invadere Taiwan.
Og her mener Heisbourg, at der har gjort sig en vis amatørisme gældende fra Vestens side.
»Præsident Biden begyndte fumlende med ikke at ville levere tunge våben til Ukraine, blot for alligevel at gøre det kort tid efter. Og Macron har lavet flere brølere over for Rusland. Først og fremmest, da han afviste, at et russisk atomangreb på Ukraine ville medføre et øjeblikkeligt modsvar fra Frankrig. Det var, som om han havde glemt, at Ukraines vestlige naboer alle er EU-lande og NATO-allierede. Og siden, da han sagde, at det var vigtigt ikke at ydmyge Rusland, fordi man jo skulle kunne forhandle med Moskva bagefter. For det første er alene det at tro, at Frankrig er i stand til at ydmyge Rusland i Putins optik i sig selv en fornærmelse, og for det andet skal Vesten jo lige vinde krigen, før man kan forhandle freden,« siger Heisbourg.
Macrons seneste brøler, som fandt sted under et interview med det økonomiske dagblad Les Echos i flyet på vej hjem fra det officielle besøg hos den kinesiske leder Xi Jinping i Beijing forleden, er dog den, der har fået mest international opmærksomhed.
Macron udbredte sig her om, at »Frankrig ikke skulle lade sig trække ind i konflikter, der ikke vedkom landet«, ligesom han plæderede for en udstrakt grad af »strategisk autonomi i forhold til USA«.
I Heisbourgs øjne er harmen over Macrons udtalelser ikke nødvendigvis helt berettiget: For det første har de, der reagerede allermest voldsomt på hans udtalelser, næppe læst hele interviewet. For det handlede mere overordnet om EUs udenrigspolitik, og her er Macrons holdning ganske konsekvent og i fin tråd med, hvad han allerede i 2017 meldte ud i sin tale på Sorbonne, hvor han plæderede for et stærkere EU på den internationale scene.
Og der er ifølge Heisbourg behov for strategisk autonomi i forhold til USA:
»Husk på, at præsident Trump på et tidspunkt var ved at sætte NATOs paragraf fem (den såkaldte musketered, red.) ud af kraft, og ingen ved, hvad der sker i november 2024, når der skal vælges ny præsident i USA,« maner Heisbourg.
Timingen er håbløs, ikke mindst fordi Kina holder skarpt øje med Vestens reaktion på Ruslands angrebskrig mod Ukraine.
Alligevel er det helt ude i hampen, hvis Macron forestiller sig, at det er muligt at forhindre, at EU blev inddraget i en krig mellem USA og Kina om Taiwan:
»Det er da naivt og forkert at tro, at en invasion af Taiwan ikke ville komme til at påvirke den europæiske økonomi,« siger François Heisbourg.
Men first things first: Han insisterer på, at Rusland er det presserende problem netop nu, men at Kina udgør den vigtigste fremtidige udfordring.
»Skal man lave en analogi, kan man sige, at Kina er klimaforandringerne – Kina tegner sig for 20-25 af klodens bruttonationalprodukt – mens Rusland blot er en orkan, der hærger for tiden.«
Tiden rinder ud
Den orkan skal til gengæld bremses meget hårdere end hidtil, hvis det står til ham:
»Aleksandr Solsjenitsyn våndede sig i sin tid over, at russerne ofte forveksler størrelse og magt. Og det gør de i og for sig stadig. Moskva har ikke fattet, at Rusland er i færd med at tabe krigen, for russerne ved, at en krig kan tage endog meget lang tid. Og der er ingen tvivl om, at Kreml håber, at trætheden vil indfinde sig hos Ukraines vestlige støtter. Ikke mindst hos USA, hvor det som sagt ikke er til at vide, hvad der kommer til at ske ved næste års valg,« vurderer Heisbourg.
Og netop derfor mener han, at man skal skrue endnu højere op for krigskadencen.
»Ukrainerne har været ved at blive løbet over ende flere gange på grund af vores valne støtte,« siger han.
»Og det er vigtigt at sætte massivt ind, mens vi stadig er sikre på at have Washington i ryggen. For hvis amerikanerne trækker sig efter valget, er det langtfra sikkert, at de europæiske lande er i stand til at udfylde tomrummet.«
I så fald risikerer vi at havne i den såkaldte Kindlebergerfælde, opkaldt efter MIT-økonomen Charles Kindleberger. Han påpegede i bogen The World Depression 1929-1939, at Adolf Hitlers Tyskland fødtes i det magttomrum, som blev skabt, da Storbritannien sammen med Frankrig gav afkald på rollen som hegemoner, på et tidspunkt hvor amerikanerne endnu ikke var stærke nok til at tage over.
Men samtidig er der en anden vigtig grund til, at vi bør sende hele det offensive arsenal afsted til Ukraine for at tilvejebringe en hurtigere sejr over Rusland, mener Heisbourg:
»Det vil alt andet lige være mere acceptabelt for Moskva at skulle tabe til et samlet Vesten frem for til et Ukraine, som Putin jo selv har sagt, 'hverken er en stat eller et folk' …«
