DEN franske præsident, Emmanuel Macron, blev valgt på at gøre op med et fastfrossent politisk system i Paris. En marche, lød hans budskab – fremad! Når det gælder sikkerhedspolitikken, går Macron desværre baglæns, loyal mod fantasien om en glorværdig fransk enegang. Hele det politiske spektrum, fra kommunister og socialister til gaullister og fascister, har været enige om, at Frankrig har en særlig mission i verden. Den republikanske rayonnement, den særlige stråleglans, der udgår fra den franske civilisation, giver landet et særligt globalt ansvar. Franske politikere har siden Napoléon Bonaparte talt om den franske grandeur. I 1959 sagde Charles de Gaulle til præsident Eisenhower, at Frankrig uden et tydeligt ansvar for verden ville være uværdigt i egne øjne. Der findes som bekendt modstand mod alt i Frankrig, men ikke mod landets force de frappe, atomslagstyrken, der altid forklares med, at den garanterer, at Frankrig kan agere frit og sikrer republikkens globale rang.
FRANSKE præsidenter er åbenbart også bare franske præsidenter. Under sidste uges besøg i Kina sagde Macron, at de europæiske lande ikke må lade sig reducere sig til »amerikanske følgere« eller USAs »vasalstat«. Samtidig sagde han, at Europa ikke vil hjælpe Taiwan, hvis Kina skulle angribe den omstridte ø. Til gengæld skal Europa, under fransk ledelse, opbygge det, han kalder strategisk autonomi, så man kan handle selvstændigt uden USA.
MACRON følger forgængerne troligt. Gaullismen havde som væsentligt mål at opbygge et fransk alternativ til USA og Storbritannien: Atomvåben, en stor våbenindustri og talrige internationale missioner skulle håndhæve franske interesser og skabe en modvægt til den angloamerikanske, neoliberale yankee-kultur. Misforholdet mellem USA og Frankrig og uenighed om forsvarsviljen over for Sovjetunionen førte til, at Frankrig i 1960erne trak sig fra NATOs kommandostruktur og først kom tilbage efter Den Kolde Krigs ophør.
BUND er der i Macrons udmeldinger, men den er vaklende og upræcis, fordi den drejer sig om atomsmerterne i den franske selvforståelse. Frankrig er dén tidligere europæiske kolonimagt, der har sværest ved at anerkende tabet, aktuelt illustreret med fortrængningen af Frankrig fra de tidligere kolonier i Vestafrika. Problemet er, at det skader hele Europa væsentligt. Gennem hele Den Kolde Krig undergravede det NATO og Vesten: Frankrigs tredje vej og »særlige globale ansvar«, flankeret af Tysklands Ostpolitik og fredsfløjens påstand om, at USA og Sovjet nok var lige gode om det, underminerede afskrækkelsen af Sovjetunionen.
ER Macron trods alt inde på noget relevant, handler det om, at Europa naturligvis skal være stærkere. De europæiske forsvarsinvesteringer er stadig for små, og det går for langsomt at opbygge og koordinere et europæisk militært produktionsapparat. Derfor halter Europa efter USA i våbenleverancerne til Ukraine. Men hvad skal Frankrig og Europa bruge »strategisk autonomi« til? Til at hjælpe Ukraine? Sikre NATOs østlige grænse? Det er umuligt at forestille sig uden et stærkt partnerskab med USA, ja, uden amerikansk ledelse. Og med sine udmeldinger øger han markant risikoen for et kinesisk angreb på Taiwan.
BLØD og forsonlig var præsident Macron, da han prøvede at overtale Putin til at holde sig fra Ukraine. Det mislykkedes fælt. Besøget i Kina skulle overbevise kineserne om at trække deres støtte til Rusland. Det mislykkedes lige så fælt. Macron fik til gengæld meget lukrative handelsaftaler med hjem og skabte tvivl om den transatlantiske alliance, der har stået så overraskende stærkt siden Ruslands angreb på Ukraine. Det eneste, der kan forhindre russisk og kinesisk aggression i nærområderne, er en ubrydelig og usvækket alliance mellem USA og Europa. Det er interessant, at EU, i skikkelse af kommissionsformand Ursula von der Leyen, insisterer på, at Europa – i samarbejde med USA – skal gøre sig mindre sårbar over for Kina. Emmanuel Macron gør det modsatte. Det burde være skamfuldt for de fleste franskmænd.
