Den sorte boks

DE fleste politikere bruger »processer« som en form for skældsord. Den anstrengende opmærksomhed på disse uinteressante processer, der ligger forud for politiske beslutninger, er udtryk for en mistillid, der er undergravende for demokratiet. Hvem mente hvad? Hvem traf beslutningen? Hvornår? Og hvad var indvendingerne? Spørgsmålene er irrelevante, mener særligt politikere, der befinder sig tæt på magten. Det er modviljen mod at åbne beslutningsprocessen for den undrende offentlighed, der forklarer balladen om minkskandalens slettede sms'er.

KUNNE disse forsvundne sms-samtaler tale, ville de med stor sandsynlighed kaste lys over beslutningen om at nedlægge minkerhvervet. At tro andet er for naivt. Interessen for sms'erne skyldes et nøgternt og rimeligt ønske om at finde ud af, hvem der sagde, gjorde og besluttede hvad – og dermed placere et klarere ansvar for beslutningen. Men minkene er stadig begravet i forvirring om det politiske og administrative ansvar.

FOR de fleste burde det være tydeligt, at forvirringen skyldes, at regeringen fra begyndelsen har skjult og forplumret beslutningsprocessen, der har lignet et indre dansk farvand ramt af iltsvind og fedtemøg. Det har vist sig overmåde vanskeligt at finde ud af, hvad der er foregået. Det er derfor – ikke på grund af utidig næsvished eller ideologisk modstand – at de slettede sms'er får stor opmærksomhed.

EKSEMPEL på eksempel på forsvundne sms'er blev i oktober 2021 lagt frem af B.T. efter knap et års tovtrækkeri med Statsministeriet. Først da sagen blev tvunget ud i offentligheden, erkendte man, at der var ført sms-samtaler i de dramatiske novemberdage i 2020, hvor minkene blev besluttet aflivet. Men ak, de var beklageligvis blevet slettet. Lad os også minde om, at det hverken var pressen, emsige kommentatorer eller en hidsig opposition, der krævede sms'erne udleveret, men Minkkommissionen. Det var også den, der prøvede at få genskabt de slettede sms'er, fordi den mente, at de var centrale for at kunne klarlægge beslutningsprocessen og placere ansvar.

SIGE, hvad sms-samtalerne indeholder, kan ingen, ud over dem, der har haft dem på deres telefoner. Det gør myndighedernes efterfølgende håndtering dybt problematisk. Efter intens offentlig polemik og pres fra oppositionen blev sagen i 2021 lukket med en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet. Den slog fast, at Forsvarets Efterretningstjeneste ikke kunne finde andre metoder til at genskabe de slettede sms-beskeder end dem, politiet allerede havde afprøvet. Sandheden var, at FE end ikke var blevet bedt om at undersøge sagen ordentligt, og at tjenesten heller ikke havde lovhjemmel til det. Den oplysning blev ikke taget med i det skriftlige svar til Folketinget, notatet til Minkkommissionen eller pressemeddelelsen. Forsvarsminister Trine Bramsen havde ganske vist nævnt det i en kryptisk formulering på et lukket samråd, hvilket i disse dage er kernen i regeringens noget desperate krisekommunikation. Men sagen er alt for alvorlig til en sådan affejning: I de intense dage, hvor alt handlede om disse sms'er, besluttede man i Forsvarsministeriet at udelade en helt afgørende oplysning om sms'ernes tilvejebringelse – i meddelelsen til offentligheden, svaret til Retsudvalget og Minkkommissionen. Vi skriver »man«, for heller ikke her aner vi, hvem der gjorde hvad. Når en regering gribes i kritisable handlinger, bliver ansvaret sjovt nok helst meget diffust og upræcist.

DET er derfor, oppositionen hidser sig op, og samtlige aviser på lederplads kræver sagen undersøgt til bunds. Det er også derfor, Troels Lund Poulsen – som fungerende forsvarsminister – ser ualmindelig tåbelig ud i disse dage: For mindre end to år siden førte han an i kritikken af regeringens håndtering; nu slår han knuder på sig selv for at ignorere det indlysende: Vi kan ikke vide, hvad der blev sagt og skrevet i regeringstoppen i en ekstremt afgørende beslutningsproces. Vi kan derfor heller ikke placere ansvaret rigtigt. Vi kan ikke vide, om der var tale om et bevidst coverup eller graverende inkompetence. Det er lige i minkskandalens ånd: Vi kan ikke vide særlig meget.

KLART er det, at sagen reflekterer tendensen til at lukke for indsigt i beslutningsprocessen i, når lokummet brænder for de ansvarlige politikere. Hvad skulle de ellers gøre? Har de da ikke brug for et »fortroligt rum« til at udvikle politik, som de plejer at undskylde sig med? Jo, de kunne for eksempel – før en politisk sag bliver en skandale og sander til i kommissioner, granskninger og pressens forsøg på at afdække lagene af bortforklaringer – helt af sig selv forklare, hvad der faktisk skete? Men det er ikke »top of mind« for at bruge et udtryk fra en ledende embedsmand, da han blev spurgt om den manglende interesse for lovligheden af minknedlukningen. Top of mind er til gengæld systemets – toppolitikerne og deres embedsmænds – ulyst til selv at bidrage til gennemsigtighed og placering af ansvar. Sms-sagen viser, at de i stigende grad har succes med det.

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.