Mit første barn blev født en vinternat i januar for ni år siden.
Det var en rimelig udramatisk affære til at starte med, men da han kom til verden efter et døgns tid, stod jeg mutters alene på en fødestue med en stor blodpøl på gulvet foran mig, et rynket barn i armene og en nagende usikkerhed på, hvorvidt jeg var blevet enkemand, efter at min kæreste var blevet kørt styrtblødende afsted til en operationsstue med et fodboldhold af akutpersonale omkring sig.
Så da min nye kæreste otte år senere kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at hun meget gerne ville føde vores nye barn hjemme, lige der i stuen, var min reaktion dyb skepsis.
Hvorfor i alverden flytte noget, der potentielt kan slå både mor og barn ihjel, væk fra sygehusets afsprittede flader og højtuddannede specialister og tilbage til det sted, hvor kvinder og spædbørn har levet og døet i tusindvis af år: hjemmet?
Det er ikke en konflikt, der kun finder sted i mit indre.
Mens historierne om overbebyrdede og underbemandede fødeafdelinger og rædselsfødsler har udspillet sig i medierne, er fødsler blevet en værdipolitisk diskussion om, hvor meget staten egentlig skal være inde over en fødsel.
Yderpunktet findes hos frifødere, der slet ikke vil have myndigheder indover. Mellemgrunden kan man finde i utallige opslag i grupper på sociale medier, hvor jordemødre og fødende fejrer positive fødselsfortællinger fra hjemmet og deler historier og argumenter.
»Jeg undrer mig over, at vi kan have så fine beretninger og resultater, også når man ser på de medicinske fakta, og stadig satse kæmpe summer på at få raske mødre med ukomplicerede graviditeter hentet ind på sygehusenes fødeafdelinger,« som en af hjemmefødslernes varmeste fortalere, den tidligere forkvinde for Jordemoderforeningen Lillian Bondo, for nylig skrev i Kristeligt Dagblad.
I den anden ende af spektret er fødselslæger i bedste fald skeptiske over for konceptet.
»Jeg synes, det er helt unødvendigt,« som Charlotte Wilken-Jensen, cheflæge på landets største fødeafdeling på Amager og Hvidovre Hospital, siger.
»Vi skal tilbyde det, men jeg kan ikke forstå, hvorfor nogen vil vælge at gøre noget, der potentielt kan være så farligt, i deres eget hjem. Jeg synes, det er et skridt i den forkerte retning og også en forkert måde at bruge ressourcerne på.«
»Ikke evidensbaserede«
I centrum af diskussionen om hjemmefødslerne, der i dag udgør cirka tre procent af de godt 60.000 årlige fødsler, er spørgsmål om sikkerhed og økonomi. Det foretrukne slagvåben er evidensen: hvad statistik, undersøgelser og data siger om hospitalsfødsler sat over for hjemmefødsler. Men den evidens, der burde være klar som frossent kildevand, tolkes lidt forskelligt afhængigt af, hvilken fløj man tilhører.
Mens terminsdatoen og datoen for en beslutning rykkede nærmere, satte jeg mig til sidst ned en sen aften og kiggede på argumenterne for og imod.
Argumenterne for var mere overbevisende, end jeg havde regnet med. Alle gravide bliver screenet grundigt på forhånd og mange frarådet at hjemmeføde, hvis der er sygdom, forhøjet blodtryk eller andre faktorer, der kan komplicere fødslen. Tallene for ulykker under fødslen var, så vidt jeg kunne gennemskue, ikke højere end ved tilsvarende hospitalsfødsler, mens der var lidt færre indgreb som kejsersnit, igangsættelser og brug af sugekop. Og man er garanteret en jordemoder under hele forløbet i sit eget hjem – modsat min kærestes veninde, der fødte begge sine børn på en gang på Riget, hvor jordemødrene var optaget andre steder det meste af tiden.
Og så er det billigere: 17.000 kroner for en hjemmefødsel mod 27.258 for en hospitalsfødsel ifølge tal fra Region Sjælland. Tal, som læger og jordemødre dog også er temmelig uenige om.
Alligevel er Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området valne. De anbefaler, at i hvert fald førstegangsfødende »informeres om, at der kan være en forøget risiko for sjældne, men alvorlige fødselsrelaterede komplikationer ved hjemmefødsel«.
Sundhedsøkonomen Jes Søgaard, som er professor på Syddansk Universitet, undrer sig i en analyse over anbefalingerne og betegner dem som »ikke evidensbaserede« – en slags skældsord i forskerverdenen – mens han konstaterer, at hjemmefødsler ikke er farligere end dem på hospitalet.
Et synspunkt, han uddyber i telefonen:
»Jeg ved faktisk ikke, hvorfor de er så forsigtige. De har valgt at lægge vægt på et enkelt studie, der viser en let forhøjet risiko for komplikationer, mens samtlige andre undersøgelser ikke viser det, men at man derimod får færre indgreb med medfølgende skader ved hjemmefødsler. Og at de fødende får bedre psykisk sundhed, hvilket også er en vigtig faktor,« forklarer han.
Jes Søgaard har sjældent set så skarpe modsætninger mellem faggrupper og nævner et par eksempler, hvor bølgerne er gået højt, når han har undret sig over modviljen mod hjemmefødsler over for fødselslæger. Det handler nok også om kontroltab, mener han: »Jordemødrene sad på fødselsområdet indtil 70erne, hvor fødslerne blev rykket ind på sygehusene, og lægerne på nogle måder overtog kontrollen. Bevægelsen går måske lidt den anden vej nu,« siger han.
»Og så er det helt reelt to forskellige syn på fødsler. For jordemødrene er det ikke et sygdomsforløb, men en naturlig proces, hvor der skal være så lidt indgreb som muligt. For lægerne er det et potentielt risikoforløb. Også selvom data ikke bakker op om frygten.«
Jeg fortæller ham om min egen frygt efter at have været med til en fødsel, der potentielt kunne have haft dødelig udgang, og kan nærmest høre brillen blive skubbet eftertænksomt på plads gennem telefonen.
»Ja, det er jo dilemmaet. Min første søn blev født med navlestrengen rundt om halsen, og han var nok død, hvis der ikke havde været et lægeberedskab i nærheden. Så mit næste barn blev født på hospitalet. Sådan har mange det jo nok.«
Fuldstændig efter bogen
Tilbage på hospitalsgangen gik vi til endnu et jordemodertjek på Riget, mens terminen rykkede tættere på.
Jordemoderen scannede og lyttede til min kærestes mave og konstaterede, at graviditeten forløb fuldstændig efter bogen, og at fosteret med al sandsynlighed ville komme til verden hurtigt og ukompliceret ligesom sin storesøster, der blev født på fire en halv time en majmorgen to et halvt år tidligere.
Hun var tilhænger af ideen om hjemmefødsel.
»Og hvad hvis der er et blodkar, der sprænger, og blodet bare fosser ud?« spurgte jeg og fortalte om min første fødsel.
»Så jager jeg hånden op og holder på blødningen, ud på båren, helt op i ambulancen om nødvendigt,« sagde hun. »Det skal nok gå.«
Vi listede os ind til en overbooket hjemmefødselscafé på Gentofte Hospital. De fleste var yngre par, der nok kom fra et københavnsk brokvarter, et enkelt par boede på landet og var bange for ikke at kunne nå på hospital. En kvinde foran os havde læst syv bøger om hjemmefødsler.
Jeg lagde lidt aggressivt ud med at sige, at jeg havde brug for at skille det praktiske lidt ad fra det mere spirituelle og havde nogle spørgsmål om sikkerhed.
Jordemoderen forklarede roligt og sagligt, at min nu niårige søns fødsel aldrig nogensinde ville være blevet anbefalet til en hjemmefødsel, fordi han gik over tiden, og fødslen skulle sættes i gang. Hun spurgte til, hvor vi boede og om adgangsforholdene, lavede et overslag over responstid for en ambulance (syv-otte minutter), og vi tog opløftede hjem med toget i decemberkulden, nogenlunde sikre på vejen frem.
Men der kunne jo stadig ske noget uforudset, en bristet navlestreng, en moderkageløsning eller noget andet akut. Det er netop det, som Charlotte Wilken-Jensen og andre fødselslæger frygter:
»Langt de fleste hjemmefødsler går jo godt, og vi har virkelig kompetente jordemødre, som er dygtige til at vurdere, hvornår de fødende skal på sygehus. Men en fødsel er også en uforudsigelig proces, især som førstegangsfødende. Den kan være fantastisk og helt uproblematisk, og så kan det pludselig gå helt galt. Romantikken forsvinder lidt, når man har arbejdet 35 år på en fødegang og set, hvordan det kan gå galt,« siger hun og nævner et eksempel, hvor en hjemmefødsel endte i et dødt barn, og et andet, hvor det var tæt på. Hun er sikker på, at begge tilfælde ville være undgået på sygehus.
»Den slags fylder jo ikke i statistikken, men jeg kan ikke se, hvorfor man skal løbe den risiko. Og omvendt bliver de hjemmefødende også tit hårdere ramt psykisk, når det forløb, de havde regnet med, i stedet ender med overflyttelse, epiduralbedøvelse, sugekop og måske kejsersnit.«
En af dem, der oplevede det sidste, er Malaika Bruhn Strandvig, der i 2018 skulle have sit første barn.
»Det var min store drøm at føde hjemme, da jeg skulle føde mit første barn. Jeg havde haft en garvet jordemoder, som ikke kunne se noget problem i det. Så vi lejede et fødekar, og jeg tænkte, at jeg bare skulle flyde rundt og drikke juice i det,« fortæller hun.
Det gik også godt indtil pressefasen. Men da hun havde presset godt en halv time, begyndte barnets hjerterytme at falde med hver ve.
»Vores jordemoder anbefalede, at vi blev kørt på hospitalet, så det gjorde vi – med fuld udrykning. Derfra er det ret tåget,« fortæller Malaika Bruhn Strandvig, som blev indlagt i fuld narkose til det, der hedder hyperakut kejsersnit af første grad. Det vil sige, at barn eller mor er i fare for at dø.
»Min datter kom ud et kvarter efter, sund og rask. Men de sagde også, at hun måske ikke havde overlevet, hvis vi var kommet ind 20 minutter senere,« fortæller hun.
»Jeg fortryder det faktisk ikke. Det var den bedste oplevelse i mit liv – indtil da. Sådan ville jeg selvfølgelig nok ikke have haft det, hvis jeg ikke havde fået et barn med hjem. Men jeg var meget ked af, at jeg ikke kunne gøre det med mit andet barn. Grundlæggende mener jeg, at folk skal gøre det på præcis den måde, de føler, er rigtig, men for mig var det virkelig ikke en god oplevelse at føde på hospitalet.«
»Det skal gå lidt hurtigt«
En uges tid efter hjemmefødselscafeen kørte jeg med en kammerat til Greve i udkanten af København for at hente et fødekar.
Derhjemme pumpede vi det kæmpe badebassin op, og mens tilrejsende familie fyldte huset, og juleufreden sænkede sig, flyttede det blå monstrum rundt i husets forskellige rum som en ekstra tavs og uhjælpsom tyksak af en gæst.
Julen blev til juledage, juledage blev til nytår og januar. En morgen gik vandet, nærmest som i en film, midt på køkkengulvet.
Da jordemoderen dukkede op nogle timer senere, var det ingen andre end Lilian Bondo, den tidligere forkvinde for Jordemoderforeningen.
Jeg hentede hende for enden af stien ned til vores hus og tilbød at bære hendes taske. Hun kiggede sig lidt uroligt omkring, bekymret over den manglende bilvej ind til vores hus.
»Jeg vil meget gerne have dig til at sende mig en sms med den præcise gps-lokation, hvor en ambulance kan parkere tættest på. Der er lige lovlig langt,« sagde hun, mens vi gik op til huset.
Jordemoderen lavede en hindeløsning. Vi tog en lur i sengen, mens hun skrev data ind på sin computer og tog strikketøjet frem. Efter en times tid begyndte veerne. Lidt efter begyndte jeg at fylde det blå fødekar op med vand. Jordemoderens strikkepinde knitrede, og indimellem rejste hun sig for at komme med gode råd og lytte til maven. Efter et par timer kiggede jeg lidt utålmodigt på vores jordemoder og strikketøjet i hendes hænder. Hun lagde det fra sig og tog et forklæde på.
Hun lyttede lidt til barnets hjerterytme og sagde: »Nu skal du til at presse, og det skal gå lidt hurtigt, for jeg kan høre, at hjerterytmen er ved at falde.«
Hun fik os til at gå ind i sengen i vores soveværelse, og med to kraftige presseveer pressede min kæreste barnets hoved ud. Jordemoderen tog fast omkring hovedet og vred hurtigt og konsekvent det lille legeme ud. Der gik et øjeblik, før brølet kom. Min kæreste lagde hende til brystet, og hun, for det var en lille pige, begyndte først forsigtigt og så sultent at amme.
Halvanden måned senere ringer jeg til Lillian Bondo. Jeg er interesseret i at høre hendes tag på debatten og kritikken – og hvordan hun opfattede fødslen. Jeg har tænkt på det med hjerterytmen, og om det i virkeligheden var en dramatisk situation.
Det var det ikke, siger hun:
»Det var en helt normal fødsel. Det var ikke dramatisk, men noget, der kunne håndteres med almindelig jordemoderkunnen. Jeg holdt øje med jeres barns tilstand, og den var helt op til dykket i hjertelyden god. Hvis I havde været på sygehuset, var der måske blevet taget en skalpblodprøve, der havde vist, at hun havde det fint. Men jeg tror, at det ville være forløbet på nogenlunde samme vis.«
Lillian Bondo mener, at vores system sagtens kunne rumme langt flere hjemmefødsler. Det er vigtigt ikke at overdrive de positive effekter, siger hun, men det er ikke tilfældigt, at over 50 procent af jordemødrene selv vælger en hjemmefødsel.
»Vi er jo ikke blåøjede. Vi har hele tiden to spor i hovedet. Det ene siger: Her går det godt. Og det andet siger: Her melder der sig tegn på komplikationer, nu overvejer jeg flytning i god tid,« siger hun.
»Grunden til modstanden mod hjemmefødsler fra en del læger kan jo være, at mange af de læger, der skal forbi fødeafdelingen på vej til almen praksis, kun ser de forløb, hvor der er komplikationer. De ser ikke dem, som er langt de fleste, hvor det går som smurt.«
Og nå ja: Barnet hedder Thit, Thit Birgitte.
