Clancy Martin har levet i snart 56 år. På den tid har han nået en del: Han er filosof, forfatter og far til fem børn. Han har været smykkehandler i Texas og ikke sjældent byttet diamanter og Rolex-ure for en Glock 17-pistol eller en posefuld kokain.
Han er flere gange blevet fængslet, oftest som en konsekvens af de gedigne branderter, han har været i som mangeårig alkoholiker. Han har svigtet sine nærmeste, været indlagt på den lukkede og er blevet professor.
Men blandt Clancy Martins bedrifter er denne den største: Han er her endnu.
Han har ellers gjort, hvad han kunne, for at undgå det. Ti gange har han prøvet at gøre en ende på sit liv. Første gang som seksårig, da han på vej hjem fra skole trådte ud foran en bus. Senest for en håndfuld år siden, da han forsøgte at hænge sig i kælderen under sit, hundens, hustruens og børnenes hjem. I årene derimellem har han forsøgt at fryse ihjel, springe ud af en kørende bil og forbløde i et badekar.
Jovist, Clancy Martin har levet i snart 56 år. Men i langt størstedelen af årene har han haft to uforenelige tanker i hovedet. Den ene lyder sådan her: »Jeg ville ønske, jeg var død.« Den anden: »Jeg er glad for, at mine selvmordsforsøg mislykkedes.«
Nu har han skrevet bogen How Not to Kill Yourself: A Portrait of the Suicidal Mind. Det er barsk læsning om at være besat af selvdestruktion. Om Clancy Martins egen miserable barndom, om dødsdriften, skammen og selvmordets filosofi. Men vigtigst af alt er det fortællingen om alle dem, der lige nu kæmper med trangen til at slå sig selv ihjel. Det er til dem, Clancy Martin har skrevet sin bog. For som han ganske diplomatisk siger:
»For langt de fleste mennesker er selvmord en virkelig dårlig idé.«
CLANCY MARTIN SIDDER på sit hjemmekontor i Kansas City i delstaten Missouri midt inde i USA og ser anderledes ud, end jeg havde forestillet mig. Han er langhåret på den lidt forpjuskede måde, bærer kraftige briller og praktisk Patagonia-vindjakke. Vi taler sammen over en Zoom-forbindelse, og han ser direkte ind i kameraet. Han ligner hverken en typisk professor, en tidligere misbruger eller en suspekt smykkehandler.
»Her er mit kontor,« siger han og filmer rundt i rummet. Loftet er beklædt med fritliggende bjælker. Synet gør det svært ikke at bekymre sig om, hvorvidt Clancy Martin kan finde på at hænge sig fra én af dem.
Beskrivelsen af hans seneste selvmordsforsøg er bogens åbningsscene. Eller rettere: Dens egentlige anslag er en advarsel til dem, der lige nu er fristet af selvmordet og læser hans bog.
»Hvis du læser dette og tænker på at gøre det, så bladr venligst straks til Appendiks I: ‘Redskaber til krisen’,« skriver forfatteren med henvisning til bogens bageste bilag, et opslagsværk med nyttige links, telefonnumre og artikler til selvmordstruede læsere.
På næste side fortæller han om sit hængningsforsøg.
»Jeg hang dér, sparkende. Men jeg døde ikke, jeg var bare i forfærdelig smerte. At hænge sig selv gør virkelig ondt. Det havde jeg glemt, omend jeg har prøvet det før,« skriver han.
»Jeg begyndte at panikke, modstod panikken, panikkede så lidt mere, og i et øjeblik, jeg ikke husker præcist, løftede jeg mig selv op.«
Han fortalte ikke om selvmordsforsøget til sin kone eller sine børn. Ej heller til sine studerende på universitetet den næste dag. Den hæse stemme forklarede han med, at han havde ondt i halsen. Andet ville være for flovt – også selvom de fleste mennesker omkring ham allerede kendte til hans tidligere forsøg. Alligevel kunne han ikke fortælle sin familie, og slet ikke sine studerende, at han endnu en gang havde forsøgt at komme herfra.
»Jeg ville være bange for at belemre unge mennesker med den slags byrde, ligesom jeg ville frygte muligheden for, at det ville opmuntre en af dem, som måske allerede kæmpede med depressive tanker, til at træffe et skidt valg,« skriver Clancy Martin i sin bog.
Denne bekymring uddyber professoren, da vi taler sammen. Han er selv vokset op med at læse forfattere som Anne Sexton, Édouard Levé og David Foster Wallace, der alle kendte til selvmord, skrev om det i intime detaljer og i sidste ende tog livet af sig selv.
»Disse forfattere skal man kun læse, hvis man føler sig temmelig solidt forankret i livet,« påpeger Clancy Martin. Hans store frygt er da også, at han med sin bog inspirerer andre til at følge hans dumheder.
»Werther-effekten findes jo af en grund,« siger Clancy Martin og henviser til begrebet, der blev opfundet, efter at Goethe i 1774 skrev Den unge Werthers lidelser, der førte til en markant stigning i antallet af selvmord.
»Men der findes også en anden effekt,« siger han så. »Papageno-effekten. Den er opkaldt efter Papageno i Mozarts opera Tryllefløjten, som ønsker at dræbe sig selv, men bliver talt fra det af tre venner, der overbeviser ham om, at der er et alternativ til døden.«
Når man skriver en bog som Clancy Martins – eller en avisartikel som min – vil det uundgåeligt påvirke menneskers tanker om selvmord. Hvis vi romantiserer det eller får selvmordet til at lyde som noget, der er ude af vores hænder, ser man, at selvmordsraten stiger. Hvis vi derimod forklarer, at selvmord ofte er kulminationen på en lang tankeproces, at det sker på grund af langvarige depressive mønstre – og samtidig husker læseren på, at der findes ressourcer, der kan afhjælpe selvmord, så ser vi det modsatte: at selvmordsraten falder.
»Hver gang en person ønsker at tage livet af sig, står vi forfattere over for en risiko, men også en mulighed,« siger Clancy Martin. »Egentlig er det mirakuløst – som forfattere kan vi redde liv.«
– Det er en meget idealistisk måde at se sine egne skriverier på.
»Det er det. Ekstremt idealistisk. Nærmest grandiost.«
MENS VI TALER, ligger Clancy Martins bog foran mig. Titlen, How Not to Kill Yourself, står med store, røde blokbogstaver hen over det meste af forsiden. Det er ikke sådan en bog, man lige hiver frem i metroen.
Eller i kontorfællesskabet for den sags skyld: For et par dage siden havde jeg den liggende – med forsiden nedad – på mit skrivebord, da en af mine kontorfæller kom forbi og spurgte, hvad jeg læste. Hun samlede bogen op, og jeg kunne straks se mishaget i hendes ansigt.
»Lad os bare lade den ligge sådan her,« sagde hun hurtigt og vendte den om igen.
Clancy Martin ler, da jeg fortæller om episoden. Han har selv kolleger på universitetet, der opfører sig på samme måde, når han fortæller om bogen, eller værre endnu: hvis han fortæller om sine egne erfaringer med selvmord.
»Nogle er virkelig cool og oprigtigt interesserede. Andre kigger febrilsk på mig og opfører sig, som om jeg lige har sluppet en gigantisk vind.«
Selv Clancy Martins kone, forfatteren Amie Barrodale, tabte pusten, da de første eksemplarer af bogen ankom til parrets hus.
»Lad os bare nøjes med at have en enkelt stående fremme,« sagde hun. En ven, som Clancy Martin rådførte sig hos, rådede ham til at give bogen en anden titel.
»Ingen kommer til at læse den bog i offentligheden,« lød hans dom.
»Men,« siger Clancy Martin. »Mit mål er ikke at skabe en bestseller, som alle læser på gader og stræder. Jeg har udgivet andre bøger, som jeg bestemt ville ønske solgte lidt bedre, men med den her er mit mål et andet.«
Han fortæller om en ung kvinde, han engang mødte under en af sine psykiatriske indlæggelser. Hun var ikke mere end 20 år, men ligesom Clancy Martin havde hun mange gange forsøgt at tage sit liv.
»Og hun var bare så …« Clancy Martin stopper sig selv.
»Kender du det, hvor man ser på nogen, og de bare er fuldstændig perfekte? Forleden lå jeg i sengen med min lille søn, som var syg med influenza, og jeg blev ved med at sige til ham: ‘Du er perfekt, du er bare helt perfekt.’ Det var sådan, jeg havde det, da jeg så på den unge kvinde. Når jeg tænker på den ideelle læser af min bog, så tænker jeg på hende. Jeg forestiller mig, at hun, eller et andet ungt menneske, falder over min bog, og måske hjælper den dem bare en smule. Måske bliver de bare en smule mindre skamfulde. Måske tænker de bare en smule mindre på at slå sig selv ihjel.«
SKAM. DET ORD kan man læse mange gange i Clancy Martins bog – og under interviewet nævner han det igen og igen. I de seneste år har vi haft travlt med at aftabuisere det skamfulde: Vi har talt og skrevet om sex, løn og ludomani. Om kropsvæsker, kriminalitet og psykisk sygdom. Men selvmordet er i den brede offentlighed fortsat nærmest ubeskrevet. Det er upassende at tale om. I pressen endda så godt som forbudt.
Hvad betyder det for måden, vi ser på selvmord? For de selvmordstruede? De pårørende?
»Folk skammer sig helt afsindigt,« siger Clancy Martin. »De skammer sig endda over at indrømme, hvis der er sket et selvmord i deres familie. Helt ærligt: En person er død, men ingen vil tale om, hvordan det er sket. Det er bullshit.«
Professoren rømmer sig og ser lidt undskyldende ind i kameraet.
»Ved du godt, at man engang ikke tillod folk, der var døde af selvmord, at få en ordentlig begravelse?« siger han så. »Deres lig blev skamferet offentligt blot for at vise, hvor moralsk forkasteligt et menneske de var.«
Vi er nødt til at sætte selvmordet fri af tabuet, mener Clancy Martin. Både fordi det forhindrer selvmordstruede mennesker i at tale om, at de er selvmordstruede, og derfor forhindrer dem i at få hjælp. Og fordi tabuet risikerer at gøre selvmordet mere attraktivt.
»Når selvmord ses som det værste, du kan gøre, bliver det i en selvmordstruet persons hoved til endnu et bevis for, at man skal gøre det. Fjerner man tabuet, giver det plads til erkendelsen af, at selvmord er en del af den menneskelige eksistens. Det er tilladt at tale om det, det er tilladt at have det sådan, og det er tilladt at trøste folk, som har det sådan.«
– Hænger skammen også sammen med, at selvmord ofte ses som noget enormt egoistisk?
»Bestemt. Spørg hvilken som helst person, hvad der er galt med selvmord, og deres første svar vil være, at det er egoistisk. Så siger de måske, at det er kujonagtigt, svagt, tarveligt. Men den første indskydelse er altid, at det er egoistisk. Og selvfølgelig er selvmord egoistisk. Men ved du hvad? Jeg kan komme i tanke om langt værre former for egoisme end den uhyrlige smerte, der fører til, at nogen forsøger selvmord.«
Jeg tænker på Clancy Martins fem børn. På hans hustru – og på hans hund.
– Er du selv egoistisk?
»Ja,« svarer han hurtigt. »Hver gang jeg har forsøgt at tage mit eget liv, har jeg tænkt: Det her er en skrækkelig egoistisk ting at gøre. Det værste er, at det bliver en del af strukturen for den suicidale impuls. Man tænker: Jeg ved, at der er mennesker, der elsker mig, men det burde de ikke. De er bedre tjent uden mig, for ingen bør elske nogen, der er så egoistisk.«
Sommetider kan Clancy Martin overbevise sig selv om, at han er den mest egoistiske person i universet.
»Men det er jo skørt: Der findes adskillige mennesker derude, der er mere egoistiske end mig, men som ikke forsøger at slå sig selv ihjel på grund af det.«
ET STED I SIN BOG skriver Clancy Martin om det absurde – nærmest latterlige – i, at han mere end ti gange har forsøgt at slå sig selv ihjel, men at det ikke er lykkedes ham.
»Jeg er en komisk figur i historien om selvmord. En flerårig fuckup, der lader til at være heldig og bliver ved med at klø på,« skriver han. Hvordan ser han selv på sin historik? Er han flov?
»Nu fortæller jeg dig bare sandheden,« siger Clancy Martin. »For nogle dage siden skete det forfærdelige, og sært tilfældige, at min datter overværede et selvmord i London, hvor hun befandt sig.«
Datteren sad på en restaurant uden for sit hotel sammen med nogle venner, da en mand kastede sig ud fra sit hotelvindue og døde for fødderne af dem.
»Da jeg hørte det, følte jeg selvfølgelig som det første bekymring for min datter. Men ved du, hvad min næste følelse var? Ydmygelse. Selv efter alt det, jeg har skrevet og tænkt om selvmord, så var min refleks at skamme mig over, at denne mand kunne finde ud af det, og jeg ikke kunne.«
»Hvordan kan det være, at det ikke er lykkedes dig at slå dig selv ihjel?« er i øvrigt et af de mest irriterende – og ødelæggende – spørgsmål, man kan stille en person, der har forsøgt selvmord, understreger Clancy Martin.
Han ved, hvad folk antyder, når de stiller ham det. De mener enten: Vil du overhovedet dø? Eller: Hvor svært kan det være? Det bedste svar, han kan give, er dette: Selvmord er sværere, end det ser ud.
»Du tror måske, det er nemt. Men kroppen er stærkere end som så,« siger han.
Der var ellers engang, Clancy Martin altid fortalte sine filosofistuderende, at hvis vi mennesker havde en knap monteret på kroppen, hvor vi kunne slukke for livet, så ville ingen af os nå at fylde 18. Men i dag er han kommet i tvivl. Den dødsdrift, som han – og Freud – engang så som værende universel, er han ikke længere overbevist om.
»Der findes ganske rigtigt en basal drift mod selvdestruktion. Jeg kender selv til frygtelig mange mennesker, mig selv inklusive, der mærker den hver dag,« begynder Clancy Martin.
»Men siden jeg begyndte at skrive denne bog, har jeg mødt mange, som fortæller, at de aldrig har følt trang til selvmord. Tanken har end ikke strejfet dem. Det har fået mig til at indse, at der vitterlig findes mennesker, heldige asner, som kun ønsker at leve.«
HVAD MED CLANCY Martin selv? I begyndelsen af bogen skriver han, at der kun har været få dage i hans liv, og slet ingen uger, hvor han ikke har tænkt på at gøre en ende på det. Men hen mod slutningen ændrer tonen sig.
»Jeg har det virkelig godt, nærmest roligt, forsigtigt optimistisk,« skriver han. Hvordan har han det i dag?
»Du er den første, jeg siger det her til,« siger Clancy Martin og nærmest hvisker: »Men jeg tror faktisk, at det er en uge siden, jeg sidst tænkte på at tage livet af mig selv. Nok også mere.«
– Hvad har ændret sig?
»Jeg er nødt til at være påpasselig her. For bare to år siden befandt jeg mig i en hæslig depression, og jeg ønsker ikke at udfordre skæbnen. Men jeg vil alligevel sige dette: Jeg tror, bogen har hjulpet mig. I det seneste halve år har jeg følt mig mindre selvmordstruet end nogensinde før.«
– Man kunne ellers frygte, at bogen, og det at skrive den, havde haft den modsatte effekt?
»Det plejede jeg også at fortælle min redaktør. Jeg sagde: Hvad gør du, hvis jeg slår mig selv ihjel, mens jeg skriver den?« Clancy Martin ler. »Der var også et tidspunkt for et par år siden, da jeg var virkelig langt nede, hvor jeg spekulerede på, om jeg var nødt til at stoppe med at skrive. Når du er i den slags smerte, så glemmer du, hvordan det er ikke at være i smerte. Du kan virkelig ikke huske det. Men så pludselig en dag vender det.«
Det er derfor, at Clancy Martins bedste råd til en selvmordstruet er dette: Husk, at du ikke behøver at leve for evigt. Du skal bare igennem dette øjeblik. Og hvis du virkelig vil slå dig selv ihjel, så kan du altid gøre det i morgen. Vent en dag.
»En enkelt dag kan du godt klare, og dagen efter kan du måske tage en dag mere og så endnu en dag. Alt, du skal gøre, er at lade verden eksistere endnu en dag. Og så, forhåbentlig, vil du opleve, at din tålmodighed betaler sig.«
Clancy Martins telefon ringer, vi har talt i næsten to timer, og hans hustru forsøger at få fat på ham. Deres yngste barn er syg. Jeg kan se ham på skærmen, imens de taler. Han undskylder over for mig og afbryder forbindelsen.
Dagen efter sender jeg ham en mail med et spørgsmål, jeg ikke nåede at få svar på: Hvordan håber han at dø? Svaret kommer prompte.
»Jeg håber – hvis jeg da overhovedet tør håbe – at jeg dør gammel og af naturlige årsager. Jeg håber, at døden ikke bliver alt for smertefuld. Jeg håber, at nogle af de mennesker, jeg elsker, vil være ikke alt for langt væk, måske endda helt tæt på. Jeg håber, at de, når jeg dør, vil være i stand til at tænke: Well, det var en okay måde for ham at tage afsted på. Når nu han skulle herfra, og det skal vi jo alle, så var denne måde ikke den værste.«
Clancy Martin har levet i snart 56 år. Han er her endnu. Dét er hans største bedrift.
Clancy Martin: How Not To Kill Yourself: A Portrait of the Suicidal Mind. 464 sider. Pantheon Books.
