Når man egentlig tænker over det, er det sgu da mærkeligt og urimeligt, at der udkommer så mange krimier. At den højst specialiserede og formaliserede romantype »en krimi« – en forbrydelse, helst et mord eller flere, skal opklares – der jo nærmest er romanens svar på sonetten, skal fylde så enormt meget på bekostning af alle de uendelig mange andre måder, romaner kan gebærde sig på, herunder alle dem, der ikke er fundet på endnu.
Og så forbandet få prøver at finde på nye måder at skrive romaner på; hvem kunne vi nævne herhjemme? Solvej Balle, Lars Frost, Ida Marie Hede, Christina Hesselholdt, Svend Åge Madsen. Men også konkurrerende populære romangenrer (ofte kaldet genrelitteratur, men al litteratur er genrelitteratur), som formelt defineres vagere og mere åbent, den historiske roman og kærlighedsromanen, for eksempel, er blevet vildt marginaliseret af krimien.
Eller hvad med science fiction, som, taget i betragtning hvor prekær fremtiden er blevet, må siges at være en særdeles betimelig genre, men som så bare i Danmark aldrig har været en populær genre eller en popgenre og lige nu, hvor den faktisk praktiseres i et vist omfang, udelukkende praktiseres af finlitterære forfattere, fra Jonas Eika til nævnte Madsen, af hvilken dårlige grund sagerne sjældent kaldes science fiction, fordi det lyder, som om det er en popgenre, selvom genren netop aldrig praktiseres som pop, og så kunne vi måske holde op med at betragte navnet som poppet.
Science fiction burde fylde i hvert fald en tredjedel så meget, som kriminalistik fylder, og kriminalistik burde fylde en hundrededel af, hvad det fylder, ærligt talt, og halvdelen af den hundrededel burde være skrevet af litterært fine, skidegode forfattere, og den anden halvdel af litterært ufine, lige så skidegode forfattere.
Og borte skal tage horderne af elendigt og træsk skrivende krimiforfattere, der ikke betragter genren som specialiseret og formaliseret og sonetagtig, men som bare den nemmeste måde at tjene penge på deres mangel på talent.
