Vores fælles konsulentfirma, Visdommens kilde. Gode råd ingen har bedt om, lever som sovende agent i Danmark, klar til at påtage sig en øjeblikkelig mission – at overdynge visse emner og personer med gode råd – hvis vi aktiveres.
Og pludselig sker det: Helsingør Kommune skærer de gamles rengøring ned fra en time hver anden uge til 45 minutter hver tredje uge. Dér på tv sidder to veninder, Anne-Marie Jørgensen på 82 og Nina Carstens Jørgensen på 84, og vrider hænder. Begge bruger rollator, den ene har smerter i ryggen, den andens ryg er faldet helt sammen.
»Man er bange for, at politikerne tænker, at det ikke betyder noget, fordi vi ikke kan høre så meget og ikke kan se så meget,« siger Nina Carstens Jørgensen og beviser med den ene sætning, at hun er fuldkommen klarsynet og præcis i sin tolkning af aldershierarkiet i Danmark: De gamle er ikke 100 procent mennesker længere. Vi kan lade, som om vi gør rent hos dem.
Den ene halvdel af Visdommens kilde er ved at gå op i limningen ved tanken. Hun har i tidens løb, som så mange andre, haft en form for ekstra fuldtidsarbejde i kampen med forskellige kommuner om den slags spørgsmål og i stilhed svinget kost og spand, så hverken hendes blinde mor eller gangbesværede moster skulle opdage, hvordan deres ellers velplejede hjem ville se ud.
45 MINUTTER – lad os prøve! Det kan være os om 20 år, og hvem har ikke brug for selvsikker rådgivning om indflyvningen til det unævnelige? Alderdommen. The horror, the horror! Midt på arbejdsdagen ræser vi hjem til hver sin lejlighed og finder let et sted, der trænger, trækker i gummihandsker og stiller uret på vores mobiler. Vi har aftalt at stoppe rengøringen, så snart alarmen lyder. Bare ærgerligt, hvis vi er midt i noget.
Rapport fra en gulvspand I: Det fedtede punkt i mit køkken er et rullebord med tre glashylder, det står ved siden af komfuret med de redskaber, jeg bruger hele tiden, når jeg laver mad. Jeg sætter alle tingene over på køkkenbordet og sæber hylderne af, trækker rullebordet ud på gulvet, ned på knæ og vaske væg og paneler bagved (utænkelig kommunal manøvre), balancerer det på plads (det har kun tre hjul) og begynder at vaske flasker med olivenolie, sesamolie, chiliolie, solsikkeolie, rapsolie, fire eddiker, salt- og peberkværne, grydeskeer, tang, pincet, piskeris, to store gryder, fem skærebrætter etc. Åh, det tager tid, al for lang tid. Arbejder, så sveden springer, jeg kan vrides som en karklud. Tørrer tingene af, sætter på plads, tørrer køkkenbord og når lige at smide kludene på plads under vasken, da alarmen lyder. Med dyb tilfredshed betragter jeg rullebordet. Men! Hvad med resten af køkkenet? Køleskab, ovn, komfur? Hvad med resten af lejligheden, støvsugning, gulvvask, paneler, vinduer og karme for slet ikke at tale om badeværelset?
Jeg ser mig omkring og prøver at forestille mig tre ting: at min ryg er faldet sammen. At der ikke bliver gjort yderligere rent her i lejligheden i de næste tre uger. Og hvordan kombinationen af de to ting ville påvirke mig.
Rapport fra en gulvspand II: Telefonen ringer, det er den anden halvdel af Visdommens kilde, hun lyder ophidset.
Der er forskel på os, hun kan lide at gøre rent og er grundig, man kan åbne alle hendes køkkenskuffer uden at støde på krummer eller rod, derfor er der ikke noget hos hende, der virkelig trænger. Alligevel nåede hun kun halvdelen af sit køleskab på 45 minutter. Det var ind ad døren uden at sige goddag eller farvel. Hun råber: »Det er jo sindssygt! Det kan ikke lade sig give sig! De ville sige: 'Aldrig i livet.' De ville støvsuge, tage toilettet og håndvasken. De ville aldrig gå i noget, der ligner detaljer.«
Med »de« mener hun kommunens rengøringsfolk.
Og tænk, hvis der ovenikøbet havde siddet et gammelt menneske med sammenfalden ryg og budt på en tidskrævende kop kaffe. Eller tænk, hvis man var den, der gjorde rent og skulle videre til den næste. Man ville ikke kunne holde kadencen og aldrig være helt tilfreds.
Et råd: Få råd. Begynd allerede nu at lægge penge til side til rengøring, hvis De kan. Båndlæg en eventuel børneopsparing til dette formål.
ET RENT HJEM afspejler en værdighed, man ikke kan undvære, heller ikke som gammel. Eller snarere: slet ikke som gammel. Visdommens kilde tilgiver yngre mennesker for skidt og møg og rum, der ser ud, som om de er blevet ransaget af en fortravlet politistyrke, for yngre mennesker sidder midt i rodet og stråler. De opvejer det simpelthen. Men gamle menneskers fysik spejler forfaldet, så det bliver dobbelt forfald. Det går altså ikke. Som gammel vil man være delikat, man vil have et indbydende hjem, hvor folk føler sig velkomne og ikke skal sidde og trække vejret gennem munden.
I Per Pettersons nye bog, Mit Abruzzo, er der et godt eksempel på den usagte forskel på unge og gamle. Forfatteren deltager på skærm i et dobbeltinterview med ham selv og danske Asta Olivia Nordenhof. »Vi havde ikke samme sprog,« skriver Pettersson. »Og her mener jeg ikke dansk/norsk. Hun sad ved en skærm som befandt sig i hendes soveværelse, hun havde i hvert fald en uredt seng bag sig. Jeg syntes det var nonchalant på en cool måde.«
Kunne han selv tillade sig det samme? Nej. »Havde jeg haft en uredt seng bag mig, ville nogen have kontaktet plejehjemmet i Hemnes. Om de måske kunne sende en ansøgning på mine vegne? Det er vel på tide?«
Snavs er et anslag mod gamles værdighed. Hvis den civilisation, der ligger indlejret i hjemmet, begynder at smuldre, føler man sig endnu mere sårbar.
Den enes farmor kom modvilligt på plejehjem, da hun var i slutningen af 90erne. Så snart man trådte ind ad døren hos hende, råbte hun: »Åbn vinduerne!« Og derefter: »Lugter her?«
I den andens familie optrådte en højt elsket onkel som advarselslampe. Vi skulle sige til i god tid, hvis vi var ved at ende som ham, for i hans briller, der hang på brystet i en snor, samledes krummer og madrester, så man ikke kunne tænke på andet. Til sidst så vi næsten ikke ham.
Der er en frygt dér, som skal tages alvorligt. En frygt for at forsvinde som menneske og blive forvekslet med for eksempel et fedtet rullebord i køkkenet.
Et råd: Skriv et manifest, hvor De lover at være åben over for det aftalte kodeord som for eksempel »onkel Niels«.
RENGØRING ER ET SPROG. Den ene af os kom engang for længe siden hjem til sin kæreste for første gang. I hans køkken i Nørrebro-lejligheden stod en brusekabine. I brusekabinen havde han stablet snavsede tallerkener, gryder og kaffekrus op i knæhøjde. Hun tænkte: Han kan umuligt være interesseret i mig.
Rengøring skal læres, og det er aldrig for sent.
Vi kender en kvinde i 70erne, der hver torsdag besøger sit barnebarn, en kvinde først i 20erne, med det ene formål, at den ældre lærer den yngre at gøre rent og rydde op. Hun kommer klokken ni. Først drikker de kaffe, det må højst tage 20 minutter, det er tid nok til at lufte ud i sindets krinkelkroge, så går de i gang. Sengegavlen er af stof, der knappes på, og har hun tænkt på, at om hver enkelt knap samler der sig støv? Så ind under sengen, husk panelerne. Hvordan fjerner man en plet på en secondhandsilkekjole? Der er glasoverflader, spejle og vinduer, hvor man endelig ikke skal bruge glasspray, som bare tværer fedt og snavs rundt, men vand, eddike og mikroklud og bagefter et gammelt viskestykke til at tørre efter med. Hovedrengøring, hvor alle skuffer og skabe tømmes, vaskes af, tørres efter, og tøjet sorteres og kasseres, hvis det bare ligger og samler støv. Kundskaber går i arv. Barnebarnet skriver bagefter: »Tusind tak, det er så dejligt at komme hjem om aftenen, når du har været her.« Og forleden dag: »Mormor, jeg vil aldrig glemme det her.« Helt modsat frenetiske Raquel Rastennis »Her kommer mutter med kost og spand«, det er hjertets sprog, der får hjem og familierelation til at skinne.
Et råd: Sid ikke ved telefonen og vent forurettet på, at børn og børnebørn ringer, meld Dem under fanerne, det kunne sikre en gengældelsesaktion, når De rammer rollatoralderen.
Mormoren har selv lært det hjemme. Hun kommer fra en hårdtarbejdende, proper familie. Hendes mor arbejdede på fabrik, om lørdagen gjorde de rent sammen, og derfor var der altid ordentligt og pænt hos dem, og forholdet var varmt. Mormorens kusiner arbejdede med rengøring i hjemmeplejen, også hende der var skoleinspektørfrue, og en af kusinerne fik en pris, fordi hun med sit gode humør var så ferm til at få de gamle ud af sengen. Men dengang gik de også ud til de samme gamle hver gang, ingen behøvede at beklage sig over et konstant indtog af fremmede mennesker i deres hjem.
Et råd: Lær børn at deltage i rengøringen, så snart de kan gå. Lørdagsrengøring for hele familien, ikke spørge, bare gøre. Den ene af os fik sin datter til at rydde op i dukkehuset, mens hun selv tog resten af hytten. Bonus: Et rengøringsritual forhindrer også forældres mulige og altid uklædelige martyrskab.
FOR DE TO BORGERE i Helsingør Kommune – og de andre kommuner, der har tilsvarende planer – handler det, ud over om hygiejne, netop om værdighed. Nina Carstens Jørgensens ryg er kollapset efter et liv som sygeplejerske. Hun ved nok, hvad der skal til, hvis man skal føle sig tilpas, vi ved det selv. Når man var syg som barn, og ens mor (altid mor!) kom ind på værelset og luftede ud, rystede og vendte dynen og hovedpuden, gøs man i kulden, men vidste, at det skulle til. At det hjalp på alt. Ligesom det første brusebad efter nætter med feber var som at blive født på ny.
Den ene af os var som barn næsten sygeligt optaget af Florence Nightingale, grundlægger af moderne sygepleje. Rengøring som en kamp mod bakterier har vist forbløffende resultater, siden Florence Nightingale gik omkring på feltlazaretterne med sin lampe under Krimkrigen (1853-1856). De sårede soldater døde som fluer, de færreste af deres sår, de fleste af infektioner. Hun promoverede ren luft, rent vand, at personalet brugte håndvasken, før de så til deres patienter. På samme tid reddede den østrigske fødselslæge I.P. Semmelweis tusinder af kvinders liv, da han fik den strålende idé, at fødselslæger, jordemødre og sygeplejersker skulle vaske hænder grundigt for at komme den dødbringende barselsfeber til livs.
Vi scroller ned gennem Statens Serum Instituts rapport »Nationale infektionshygiejniske retningslinjer«. Den gælder hospitaler, plejehjem og borgernær rengøring, og det er ikke læsning for almindelige mennesker: »Et prospektivt studie påviste en effekt af daglig rengøring af kontaktpunkter på graden af kontaminering med methicillin-resistente Staphylococcus aureus (MRSA) samt forekomsten af MRSA-infektioner. Et andet studie viste, at et langvarigt udbrud med MRSA kunne standses ved at ændre og intensivere rengøringen, og det samme gjaldt et studie med fald i forekomsten af vancomycin-resistente enterokokker (VRE).«
Vi forstår, at vi nok er på hospital, men hæfter os ved, at noget kan gøres ved at »intensivere rengøringen«. Vi har begge fulgt gamle forældre i graven via hospitalsvæsenet og set rengøring med mærkelige tørmopper, der sendte tomme kanyleposer op i luften, som herefter lagde sig til rette et nyt sted og også var der dagen efter. En ældre ven sagde, dengang man begyndte at indføre princippet »længst muligt i eget hjem«, ja, den er god: »Længst muligt i eget helvede.« Vi begynder at forstå ham.
Et råd: Kæmp for alt, hvad du har kært, også før du selv sidder i suppedasen. Visdommens kilde er for, at man hjælper sin pårørende værdigt gennem alderdommen, men har også betalt skat og sender en solidarisk tanke til dem, der ingen pårørende eller penge har.
DER ER EN GRUND TIL, at folk kalker deres huse og klipper hækken. Det er ikke alene vedligehold af hus og have (og småborgerlig facade, som vi sagde i 1970erne), men opretholdelse af fællesskab og civilisation. Andre skal se på det. Andre skal vide, at orden og kaos holdes adskilt. Hvis det er dejligt at komme hjem om aftenen, når mormor har været på rengøringsbesøg, så tænk på, hvordan det er at være bundet til et snavset hjem. Tre kvarter hver tredje uge, vorherre bevares!
Den ene finder en af sine yndlingsbøger frem, Grundbog i husligt arbejde og madlavning, Nyt Nordisk Forlag, 1957. Hun reciterer messende: Flyt så meget ud af værelset som muligt (stole, borde og så videre).
Småting vaskes, pudses eller tørres af, alt efter beskaffenhed (vaser, askebægre og så videre).
Potteplanter tages ud og gøres i stand.
Malerier, billeder, persienner, gardiner og portierer tages ned og renses eller vaskes.
Tæpper tages ud og bankes.
Resten af møblerne dækkes til med klæde eller papir.
Kakkelovn eller radiator renses og pudses og dækkes til.
Loft, vægge og bøger fejes, børstes eller støvsuges.
Bank, børst eller støvsug møblerne.
Gør rent i skabe og skuffer.
Rens lysekrone og andre lampesteder.
Vask døre, vinduer og paneler.
Puds vinduerne.
Behandl møblernes overflade (polere, oliere eller vaske).
Vask og behandl gulvet.
Sæt alting på plads, og efterse stuen.
Rolig, rolig, siger vi i kor.
Sidste gode råd: Det gælder om at finde en balance mellem amok og nok. Hovedrengøring som beskrevet ovenfor lugter af 1950ernes udspekulerede husmorfængsler, hvor kun kvinder fik livsvarigt. Mindre kan bestemt gøre det, men tre kvarter hver tredje uge. Nul!
Og: Hvis voksne børn begynder at sige noget om standarden i ens hjem, er der nok noget om det. Onkel Niels! I forvejen er det svært for dem at få det sagt.
