Jeg har altid været lovligt indvendig: pylrevorn, ængstelig, orienteret mod terapiens sprog: at navngive sine følelser og komplekser med akkuratesse og lade sig overvælde af dem. Jeg har læst op på lavt selvværd, tilknytningsforstyrrelser og den neurotiske personlighedstrukturs forbindelse til højnet kreativitet (det sidste er faktisk opmuntrende læsning) – og med hypokonderens selvtilfredse paranoia konkluderet, at det hele passer som hånd i handske.
Men! Nu føler jeg mig overhalet indenom af samtiden. Tidsånden er blevet terapeutisk, og historiens subjekt er en psykisk sårbar mimose. Ak ja, sådan er livet som first mover.
Bevis A – absolut anekdotisk – er Disney, det store samtidsbarometer, der fortæller, hvad vi opfatter som godt og ondt i den kollektive bevidsthed. Og det kollektive ubevidste. Jeg er mere angst for Disney-film nu, end jeg nogensinde var som barn. Angst, ikke bange. Thi i de nye Disney-dramaer er skurkene forsvundet, truslen er i stedet psykologisk, abstrakt, knugende.
Forleden sad jeg og troede, jeg skulle slappe af. Med Encanto, Disneys nye animationsfilm, der foregår i en magisk verden, som omtrent er sammenfaldende med Colombia. Familien Madrigal bor i et levende, fortryllet hus, og hvert medlem af den store, jublende farverige familie har en magisk evne (at kunne styre vejret; tale med dyr; helbrede sygdomme; spå om fremtiden). Alt er superkræfter, solskin, udendørsmiddage, glade dage. Mirabel, der som det eneste familiemedlem ikke har nogen magiske evner, gør sit bedste for at holde humøret højt. Men magien flakker. Det magiske hus slår revner. Mirabel er bange for, at det er hende, der ødelægger magien. Men det viser sig i stedet at være selve familiens forkrampede perfektionisme. At vejret altid skal være solrigt; at den stærke søster aldrig må tage en pause; at man ikke må spå dårligt nyt om fremtiden. Ikke være gennemsnitlig – og hvis man er, har man at bære det med et smil. Bedragersyndrom og »toxic positivity« over hele linjen for at bruge samtidens psykologiske lingo. Filmen er et kammerspil, en gotisk roman: Man er lukket inde i huset, og huset symboliserer ens egen psyke, som ingen kan flygte fra. Ikke før de lærer, at de er gode nok som sig selv, uden magien.
Bedstemoren, familiens abuela, er nok streng og anspændt, men langtfra en skurk. Som ung var hun på flugt, og for hende repræsenterer magien en beskyttelse, der skal sikre, at de aldrig behøver flygte igen. Derfor bliver hun en motor for nedarvede traumer, der forplanter sig i resten af familien: Hvor 2022 har man lov at være?
Bevis B: For nylig eksploderede en artikel i The New Yorker viralt: »The Case Against the Trauma Plot« af Parul Sehgal. Hun argumenterer for, at traumet som kulturel tendens gennemsyrer romaner, film, tv-serier, alle former for fiktion. Traumet er tidsåndens store trend, det lurer som en mørk hemmelighed og triumferende pointe i alle former for plots, som bliver freudianske, indadvendte, bagudskuende. Nøglen til hovedpersonernes smerte er begravet et sted i deres fortid. Når traumet står i centrum for de fortællinger, der omgiver os, integrerer vi det i blikket på vore egne liv. Og mon ikke det får os alle til at føle os mere traumatiserede, end vi rettelig er?
Jeg genkendte følelsen af at være fanget i en posttraumatisk tidsalder, dér, mens jeg holdt mig for øjnene i sofaen og savnede Jafar og Kaptajn Klo. Og de andre gode gamle onde skurke, hvis lige-ud-ad-landevejen-hensigt var at slå én ihjel, ikke at nudge én til at se sine usunde tankemønstre i øjnene.
Et nostalgisk sidespor: Da jeg var lille, var Disneys fjendebilleder diskret queer-kodede skurke. Sissy villains, hvis feminiserede svaghed var en trussel i sig selv: Mens heltene udstrålede kernesund maskulinitet, repræsenterede skurkene en destabiliseret. Det lyder søgt, men tænk over det: De var konsekvent mere flamboyante end heltene – og altid ugifte (selvom Sir Hiss og Prins John fra Robin Hood er et skønt, giftigt gammelt ægtepar). Scar i Løvernes Konge er en perfekt manieret diva; Jafars eyeliner og lange robe; Kaptajn Ratcliffes skarlagenlilla outfit og små sløjfer i håret: ren Liberace. Hvis Hades fra Herkules ikke er en queen, så vil jeg æde mit gamle gaydar.
Encanto viser, hvordan Disney er holdt op med at mobbe minoriteter, i stedet er den store skurk i den posttraumatiske tidsalder: uhensigtsmæssige copingstrategier. Er det lidt … kedeligt?
Det er ikke kun Encanto. Disney/Pixar er gennemgribende terapeutiseret.
Vi burde have set det komme med hittet Inderst inde (2015). Her har selv følelserne følelser. Hovedpersonerne er de fem grundfølelser: Glæde, Triste, Vrede, Afsky, Frygt. De bor i hovedet på den lille pige Riley, der gennemgår en mindre livskrise, da hun flytter til San Francisco med sin familie. Glæde er den dominerende følelse, så dominerende, at de andre ikke kan komme til, og den terapeutiske pointe er, at Triste skal have lov til at tage roret. Fordi man har brug for at føøøøle det, når man er ulykkelig. Så man kan blive glad igen, forstås.
I Sjæl (2020) er plottet (hvad man kunne have sagt sig selv) også indvendigt. Hovedpersonen (en afdød, genfødt, ikke helt-succesfuld jazzmusiker) besøger efterlivet og finder ud af, at alle har en gnist gemt i deres sjæl. Hans er jazz. Men i løbet af filmen finder han opbyggeligt ud af, at gnisten ikke er livets formål, men bare noget, der gør det rart at være i live. I Vaiana (2016) og Frost 2 (2019) er skurke heller ikke problemet, i stedet er truslen økokritisk: Naturen er oprevet, fordi menneskene har behandlet den forkert. Hvad er det for fjendebilleder, børn vokser op med? Klimaangst og traumepsykologi. Helt oplagt.
De nye Disney-film er et minefelt for os emokids, der bliver trigget af andres psykiske genvordigheder. Samme øjeblik, jeg observerer en fiktiv figur fortrænge noget, føler jeg mig skyldig: Åh nej, jeg fortrænger også alverdens ting – og så dør magien! Vræl. Jeg burde være glad for, at tidsånden matcher mit indre liv. I stedet føler jeg mig omringet. Overbekræftet. I at der altid er noget galt, mentalt, og at filmen ikke ender godt, før vi når til bunds i det. Jeg tror, at jeg for første gang i mit liv er klar til ikke at mærke så meget efter. Blive bogstaveligt talt posttraumatisk, lægge terapien på hylden og blive bedre til at sige hakuna matata.
