DELHI, INDIEN – En varm aften sidder jeg på taget af en boligblok. Ingen huse i Delhi er særlig høje, himlen synes enorm og grynet, som havde man strøget et tyndt lag filt over den; byens bevægelse, lysene og lydene sænker sig under mig. Aadya Pandey, en ung kvinde og filmstuderende ved Delhi University, skænker os hver en thandai, en mælket hvid drink lavet af bhang-blade.
Vi taler om MeToo, om at være kvinde i Indien, om Nirbhaya-sagen – den brutale gruppevoldtægt i en bus for ti år siden. Hvad ændrede den, spørger jeg, mens solen går ned et sted bag paraboler og boligblokke.
»De lavede en Netflix-serie, og det var dét,« svarer Aadya.
Når jeg har talt om at flytte til Indien, er gruppevoldtægten i bussen dukket op som det første i folks bevidsthed. Forbrydelsen var så modbydelig, at den har sat sig i de fleste, som læste om overgrebet i 2012. Og nu, hvor jeg selv bor i Delhi, har jeg svært ved at slippe den.
Et par dage senere går jeg rundt i Citywalk, det shoppingcenter i Syddelhi, hvor Jyoti Singh og hendes ven så Life of Pi, inden de steg på bussen mod forstaden Dwarka.
Da filmen sluttede omkring halv ni, ville ingen rickshawchauffør køre dem helt til Dwarka, så de endte godt fem kilometer herfra ved en busholdeplads i Munirka. Jeg følger deres rute til fods langs den sandede, trafikerede Court Chowk Road. Tætpakkede busser glider forbi med fugtige anonyme passagerer.
Det, der skete i bussen mod Dwarka, var så afskyeligt, at det vakte hele verdens opmærksomhed. Seks mænd overfusede Jyotis ven, tæskede ham med et jernrør. De slæbte Jyoti ned bagi; flåede hendes tøj af og voldtog hende på skift. Jyoti kæmpede imod, råbte om hjælp, bed fra sig. Mændene bed igen og hentede jernrøret, som de torturerede hende med, både forfra og bagfra.
KLOKKEN 02.10, den 17. december 2012, modtog Chhaya Sharma, vicekommissær i Syddelhis distrikt, et opkald.
Jeg møder Chhaya Sharma på Delhis politistation i centrum af hovedstaden; stationen er bevogtet af betjente i kakifarvede uniformer med skarpe geværer.
Sharma har arbejdet med menneskehandel af helt unge piger, opklaret de grusomste sager, også gruppevoldtægten i bussen. Hovedpersonen i Netflix-serien Delhi Crime, som Aadya refererede til på taget, er baseret på Sharma. Serien vandt Indiens første internationale Emmy Award i 2020. Men har Aadaya ret i, at det er det eneste, der er sket siden? En serie og en fin pris?
Efter at have ventet i et lille rum med en roterende vifte og to trætte betjente begravet i deres telefoner bliver jeg ført ind i Sharmas kølige kontor.
Politikommissæren er en kraftig kvinde med kort hår, klædt i syrenfarvet churidar og matchende tørklæde. »Hvad kan jeg gøre for dig?« spørger hun venligt og lukker mappen med papirer i.
Jeg spørger til den decembernat i 2012, hvor hun kørte til Safdarjung Hospital. Hvad skete der? Sharma fortæller mig, at hun talte med lægerne, med forældrene, med Jyoti, som i sin døs sagde: »Madam, chhodna nahi.« – Frue, lad dem ikke slippe.
»Jyoti var så skamferet, at lægerne aldrig havde set noget lignende,« siger Sharma. »Normalt må voldtægtsofre leve med et forfærdeligt trauma, men de overlever …« Hun læner sig ind over det brede skrivebord, så hendes syrenfarvede tørklæde glider af skulderen.
Jyoti Singh kæmpede for sit liv til det sidste, siger politikommissæren. 13 dage efter overgrebet i bussen døde hun af sine kvæstelser. I Indien er det ulovligt at offentliggøre navnet på et voldtægtsoffer, først da Jyoti Singhs forældre tillod at bruge hendes navn, blev det offentligt kendt. Inden da var hun af pressen blevet døbt »Nirbhaya« – Den frygtløse.
Sharma holder en kort pause og beder den unge mand ved døren om at hente mere vand. Bussen var politiets eneste spor, forklarer hun. Den var ikke i rute, men blev brugt til at snyde forbipasserende ombord. Et par dage inden havde mændene lokket en ældre mand ombord på bussen, røvet ham for 1.500 rupier og smidt ham af ved et støvet lyskryds.
Chhaya Sharma taler sikkert og hurtigt, en gang imellem kommer en betjent ind med en besked på hindi, hun tager imod, takker og er videre.
Hvad med i dag, vil jeg vide. Har Nirbhaya-sagen sat en stopper for volden mod kvinder?
De seneste ti år er antallet af rapporterede voldtægter og kidnapninger steget i Delhi; voldtægterne er tredoblet og bortførelser af kvinder fordoblet. Byen har øgenavnet »the rape capital« og er det ultimativt farligste sted at opholde sig som kvinde i Indien, hvis man skal tro statistikkerne. Og Indien er ifølge en opgørelse fra Reuters det farligste land i verden at være kvinde i.
Udefra kan det se ud, som om forholdene for kvinder er forværret, medgiver Sharma. Men tallene er også udtryk for, at flere voldtægter bliver anmeldt. Året efter Nirbhaya-sagen steg rapporteringen af sexovergreb, flere kvinder blev bevidste om deres rettigheder, de hævede stemmen og gik på gaden. Indiens MeToo, fem år før resten af verden.
Videoklippene af protesterne foran India Gate i 2012 er historiske – jeg har afspillet dem igen og igen – flere hundredtusinder af mennesker er samlet, kravler op på parkerede busser med skilte i hænderne, hvor der står: »It is my daughter too.«
Protesterne spredte sig til alle de store byer i Indien: Mumbai, Bangalore, Hyderabad. Det var de største folkelige protester siden landets uafhængighedskamp i 1947.
Den offentlige vrede sitrede, loven blev strammet; den berygtede to finger-regel, hvor en politibetjent stikker to fingre op i skedeåbningen for at vurdere et seksuelt overgrebs sandfærdighed, blev bandlyst af højesteret i 2013. Og betjente kan nu blive sigtet, hvis ikke de registrerer en voldtægtssag inden for 24 timer.
MEN DE VOLDSOMME, brutale sager dukker stadig op. Politikommissær Chhaya Sharma fortæller mig, at hun netop har opklaret en anden højprofileret sag: En ung kvinde blev bortført, fik klippet håret af, blev malet sort i ansigtet og gruppevoldtaget.
For et par år siden blev en dansk kvinde voldtaget i New Delhi, da hun spurgte en gruppe mænd om vej. Og forleden kunne jeg læse om en 13-årig pige, der blev bortført og seksuelt misbrugt i flere dage. Da hun anmeldte det til politiet, voldtog betjenten på stationen hende også.
Chhaya Sharma vil ikke kommentere sagen med den unge pige, da den fandt sted i nabostaten Uttar Pradesh. Men helt grundlæggende skal synet på kvinder ændre sig, siger hun. I mange kredse bliver piger anset som mindre værdifulde; de bliver forbundet med bekymringer og dyre bryllupper.
Siden 1994 har kønsscanninger været ulovlige i Indien. Regeringen har lanceret store kampagner med fotos af premierminister Narendra Modi, en lille pige med en rød skolebog og teksten »I love your daughter« for at få folk til at beholde deres pigebørn. Alligevel bliver der udført ulovlige aborter og født færre piger end drenge.
Som Simone de Beauvoir skrev i Det andet køn fra 1949: »Kvinden står for det negative, eftersom alle definitioner af hende involverer en begrænsning.«
Den holdning kommer under behandling i dokumentarfilmen India’s Daughter fra 2015. Instruktør Leslee Udwin rejste til Delhi for at dokumentere protesterne i 2012. Filmen skulle tage udgangspunkt i »dråben, der fik bægeret til at flyde over«, som hun sagde til mig over en Zoom-forbindelse fra London.
Men da Udwin indledte arbejdet, tog filmen en drejning; protesterne svandt ind efter halvanden måned. Mændene blev kategoriseret »som monstre«. Og så skete der ikke mere, sagde Udwin, som i stedet for protesterne begyndte at interessere sig for de forhadte mænd og deres patriarkalske opvækst.
I dokumentarfilmen, der i øvrigt blev bandlyst i Indien, fordi man frygtede, at den ville føre til nye protester, siger Mukesh Singh, en af voldtægtsmændene fra Nirbhaya-sagen, at »der skal to til tango«.
Jyoti Singh skulle ikke have kæmpet imod. Hun skulle ifølge Mukesh havde ladet dem voldtage hende, så havde de ikke skamferet og banket hende med jernstangen. »En anstændig pige strejfer ikke omkring klokken ni om aftenen,« siger han og klør sig i øjet.
Mukesh Singh – og tre af mændene i gruppevoldtægten – blev hængt i 2020. Gruppens leder, Ram Singh, døde i sin celle i Tihar-fængslet i 2013, hængende ned fra det tre meter høje fængselsloft. Angiveligt et selvmord. Hans familie mener, det var et mord. Den sidste af gerningsmændene var 17 år og seks måneder og fik den hårdest mulige straf for en mindreårig. Tre år i fængsel. I 2015 blev han til stor offentlig forargelse løsladt, og loven blev efterfølgende ændret, så forbrydere ned til 16 år kan straffes som voksne for voldtægt og mord.
På politistationen i Delhi spørger jeg Chhaya Sharma, om man kan føle sig tryg som kvinde i hovedstaden. Sharma er selv vokset op i Delhi og har aldrig følt sig utryg, siger hun. Men hun har også taget sine forholdsregler, og hun ville fraråde sin 19-årige datter at gå ud i en kort kjole.
Er det ikke at lægge ansvaret over på kvinden, spørger jeg. »Man må gå i det, man vil,« svarer politikommissæren. »Mit råd er så bare, at man lader være med at gå ud i en kort kjole.«
