Neutralitet. Med optagelsen i NATO skal den svenske befolkning tage afsked med et kært selvbillede: det godhjertede, alliancefri foregangsland. Men svenskerne slipper også for et dobbeltspil, som har stået på siden 1949.

Adjö til et selvbedrag

STOCKHOLM – Søndag den 29. april 1945 sad en 37-årig kvinde i Stockholm og skrev dagbog. Under Det Tredje Riges sidste krampetrækninger funderede hun over Sveriges rolle i krigens Europa. Det så ikke kønt ud, nej. Som neutralt land havde Sverige gennem fem år i pinagtig udstrækning rettet sig efter tyske krav og trusler. Nu havde den svenske regering netop besluttet ikke at intervenere militært i Norge.

»Det er ikke første gang, de er skuffede over os, snart den ene, snart den anden,« skrev den 37-årige kvinde med henvisning til nordmænd, danskere og andre europæere i eksil.

I sin muntert svungne håndskrift strejfede dagbogsskriveren det nærmest upassende privilegium at have gennemlevet krigen i det fredelige Sverige. Uden luftangreb, uden terror. Med en fredelig hverdag og masser af mad.

Selv havde kvinden netop afleveret manuskriptet til en børnebog, som i foråret 1945 vel kun var tænkelig i netop Sverige: historien om et frit og frejdigt pigebarn med røde fletninger, som ved hjælp af en taskefuld guldmønter, leveret af hendes piratfar på Sydhavet, kan bo alene i en gul villa og tage ganske løst på reglementer af enhver art. Som den 37-årige kvinde senere på året noterede i dagbogen: »Pippi er en fin lille unge, som synes skabt til succes. Hun er også solgt til Norge.«

Denne søndag den 29. april 1945 skrev Astrid Lindgren et usædvanlig langt indlæg i sin dagbog, da hun berørte svensk skam og ære under krigen. Hun arbejdede sig frem mod en spiselig konklusion. Også når det gjaldt de omfattende tyske troppetransporter til det besatte Norge, som Sverige havde tilladt, »hvilket sandelig var en bedrøvelig og plagsom historie, men i det lange løb det klogeste«.

For der var jo brug for Sverige som neutralt land, fastslog Lindgren. Som helle for flygtninge, som leverandør af nødhjælp og som udenforstående aktør.

Med lidt historisk bakseri gjorde Astrid Lindgren den svenske eftergivenhed over for Tyskland til en dyd. Og med sin enorme intuition samlede hun de følgende 77 års svenske tankegang i en enkelt helsætning: »Nogen skal jo være neutral, ellers kan der jo ikke blive fred – i mangel på fredsmæglere.«

Med andre ord: Sverige skulle være neutralt – ellers var verden ilde stedt.

Et globalt minus

Et sejlivet og ganske pompøst selvbillede, som først blev afviklet i søndags, efter næsten otte årtier, da de svenske socialdemokraters ledelse holdt møde i partihovedkvarteret på Sveavägen i Stockholm. Ved 18-tiden trådte partileder og statsminister Magdalena Andersson frem: »Den militære alliancefrihed har tjent os vel, men vores konklusion er, at den ikke vil tjene os lige så godt i fremtiden.«

Sverige var klar til at ansøge om NATO-medlemskab, hvilket udenrigsminister Ann Linde da også gjorde to dage senere, tirsdag den 17. maj 2022 – en skelsættende dato i svensk historie.

Samtidig havde Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, meddelt, at også hans parti havde ændret holdning til fordel for NATO. Dermed går et flertal, som i Riksdagen repræsenterer 88 procent af vælgerne, ind for NATO-medlemskab.

Statsminister Magdalena Andersson forklarede: »Det er ikke en nogen let beslutning, men vi må forholde os til virkeligheden, som den tager sig ud.«

Med sin angrebskrig mod Ukraine har Ruslands præsident, Vladimir Putin, altså sørget for at trække både finner og svenskere ud af neutraliteten.

Og nej, det er ikke nogen bagatel at tage afsked med en national myte, som svenskerne i årtier har elsket at frottere sig i. Gennem foråret har talrige debattører næsten sorgfuldt værnet om den selvopfattelse, som Astrid Lindgren udtrykte for 77 år siden.

I marts skrev chefredaktør Göran Greider i det socialdemokratiske dagblad Dala-Demokraten: »Selv mener jeg, at det er godt for verden, at et antal stater faktisk står uden for NATO. Det giver luft og et friere perspektiv i den sikkerhedspolitiske tænkning. Og det er lettere for et ikkemedlem at holde de militærindustrielle interesser en smule stangen og stå for en generel freds- og nedrustningslinje.«

Alt dette ville verden altså miste med Sverige som NATO-medlem. I det liberale dagblad Dagens Nyheter opremsede tidligere kulturredaktør Maria Schottenius forknyt navne på svenske fredsmæglere, som var det raden af svenske Eurovision Song Contest-vindere:

»Arkiver en lang og succesrig tradition for alliancefrihed. Glem den stolte rolle, som Dag Hammarskjöld, Harald Edelstam, Alva Myrdal, Hans Blix, Rolf Ekéus og andre fredsforhandlere har haft på verdensscenen, hvor Sverige har kunnet agere i kraft af vor frie stilling.«

Svensk NATO-medlemskab ville være en resignation, et afkald, et globalt minus.

Gedulgt NATO-medlem

Den moderne svenske alliancefrihed blev støbt i årene efter Anden Verdenskrig. Intense forhandlinger om et nordisk forsvarsforbund strandede i januar 1949, da Norge og Danmark valgte at gå med i den nye nordatlantiske alliance, NATO.

Derefter proklamerede Sverige sin doktrin om »alliancefrihed i fredstid med henblik på neutralitet i krigstid«. En stolt markering af selvstændighed, ja, men også en løgn fra første færd.

Allerede senere i 1949 indgik Sverige hemmelige aftaler med USA og Storbritannien, ligesom der fandtes bilaterale aftaler med NATO-landene Norge og Danmark. Som historieprofessor Wilhelm Agrell pointerer i sin bog Det säkra landet? fra 2016, »viste svenskerne sig ligesom under Anden Verdenskrig at være forbløffende fleksible, så længe alt kunne ordnes uformelt«.

Wilhelm Agrell, nu professor emeritus ved Lunds Universitet, beskriver en handel med kølige afvejninger på begge sider. For at opretholde sin neutralitet havde Sverige brug for amerikansk militær teknologi, mens USA og NATO indså, at det ville være svært at forsvare nordflanken og Norge uden Sverige.

Og da Koreakrigen brød ud i juni 1950, fik USA yderligere brug for Sverige i vestflokken. Med Wilhelm Agrells ord havde man lært lektien af den svenske eksport af jernmalm og kuglelejer til Nazityskland: »Mønsteret fra Anden Verdenskrig med Sverige som økonomisk satellit for modstanderen ville ikke blive tilladt igen.«

Den socialdemokratiske regering med statsminister Tage Erlander i spidsen holdt aftalerne hemmelige for den svenske befolkning. Og USA gik med på hemmeligholdelsen: Sverige skulle nødig sætte et dårligt eksempel for andre lande – at opnå fordelene ved NATO-garantier uden at gå helhjertet med i alliancen. Og således kunne svenskerne intetanende og lykkeligt leve videre som en helt igennem neutral nation.

Her i Den Kolde Krigs hedeste periode befandt Sverige sig flere gange i alvorlige konfrontationer med Sovjetunionen. En af de farligste hændelser var den såkaldte Catalina-affære i 1952. Et svensk rekognosceringsfly, som var på mission for USAs og Storbritanniens militære efterretningstjenester, forsvandt over Østersøen nordøst for Gotland. Et ubevæbnet redningsfly af typen Catalina blev sendt på eftersøgning, men blev skudt ned af et sovjetisk MiG 15-kampfly. Alle syv besætningsmedlemmer blev reddet af et vesttysk handelsfartøj, men den otte mand store besætning fra det forsvundne DC-3-fly blev aldrig fundet.

Mange år senere kom det frem, at det svenske spionfly havde indsamlet informationer om sovjetisk luftværn til brug for et eventuelt amerikansk angreb med B-52-fly lastet med atombomber.

Ligeledes kom det først mange år senere frem, at statsminister Erlander under et besøg i Moskva i 1956 fik bekræftet, at spionflyet ganske rigtigt var skudt ned af russisk militær. Erlander afslørede aldrig noget, hverken for befolkningen eller for pårørende til besætningen.

Modsat den svenske befolkning var den sovjetiske ledelse fuldt ud klar over, at den svenske neutralitet var fup.

Siden 1949 havde spionen Stig Wennerström afsløret alle de afgørende hemmeligheder for sovjetisk efterretningsvæsen. Før han blev arresteret i 1963, havde oberst Wennerström blandt andet siddet seks år i forsvarskommandoen, hvor han havde adgang til alle tophemmelige informationer om svenske forsvarsplaner og NATO-aftaler.

Den svenske atombombe

Da Den Kolde Krig kulminerede med Cubakrisen i 1962, voksede afstanden mellem realiteter og erklærede idealer i den svenske sikkerhedspolitik. I FN arbejdede Sverige i disse år ihærdigt for nedrustning og begrænsning af atomvåben. Denne indsats var fundamentet for det Sverige-billede, som stadig dyrkes: den fredselskende, rationelle mægler, der bringer andre til fornuft.

I 1962 underskrev Sverige, let tøvende, også en deklaration om forbud mod prøvesprængninger i atmosfæren, i rummet og under vandet. Der var tale om hykleri i geosfærisk omfang.

Fra svensk side var det nemlig afgørende, at forbuddet ikke gjaldt underjordiske prøvesprængninger. Sverige var selv kommet langt med at bygge en atombombe, og man var ved at udpege et passende teststed i undergrunden.

Erlander-regeringen lagde låg på al snak om det svenske kernevåbenprogram, og i 1965 var Sverige kun et halvt år fra at have fremstillet en atombombe. I sidste ende var det hverken nedrustningsvilje eller fredshåb, der fik den svenske regering til at indstille programmet – det var de voldsomme udgifter og såmænd pres fra USA.

Først i 1972 blev det svenske kernevåbenprogram endegyldigt afviklet. På dette tidspunkt var Olof Palme trådt frem på scenen som socialdemokratisk partileder og statsminister, fra riksdagsvalget i 1969. Dermed fik den strikte svenske neutralitetslinje sin helgen og sin internationale bannerfører.

Palme var en svoren ven af USA og en fjende af det kommunistiske Sovjet-imperium. Men i december 1972 blev Olof Palme fikspunktet i den internationale kritik af USAs krigsførelse i Vietnam, da han i en tv-transmitteret tale tog afstand fra de amerikanske tæppebombninger af vietnamesiske landsbyer.

Palme opremsede skuepladser for nogle af menneskehedens værste massakrer gennem de foregående 35 år: Guernica, Oradour, Babij Jar, Katyn, Lidice, Sharpeville, Treblinka. Den svenske statsminister fortsatte: »Nu kan der føjes endnu et navn til listen – Hanoi, julen 1972.«

De svensk-amerikanske relationer var omgående bundfrosne. I sit fine oversigtsværk Svensk politik fra 2014 fremhævede forfatter Per T. Ohlsson, at amerikanerne især var vrede over ét stednavn i Palmes tirade, den nazistiske udryddelseslejr Treblinka. Per T. Ohlsson: »At regeringschefen i et land, som havde været neutralt, mens amerikanske soldater kæmpede mod nazityranniet, således anråbte jødeudryddelsens gru, oplevedes i Washington som uhørt.«

Forholdet mellem USA og Sverige forblev længe iskoldt, tæt på afbrydelse. Men på ét punkt var relationen uforandret: den hemmelige militæralliance. USA og Sverige havde brug for hinanden.

Midt under Hanoi-balladen indskærpede Palme over for Försvarsmaktens øverstbefalende, general Stig Synnergren: »Når jeg nu skændes med amerikanerne, så sørg for Guds skyld for, at vi i hvert fald har et godt samarbejde med amerikanerne om forsvaret.«

Svensk eksilledelse

Så mens Den Kolde Krig frem mod 1980 bevægede sig ind i en ny, dødsensfarlig fase – hvor Sverige i 1981 fik en atombevæbnet sovjetisk ubåd på grund i Blekinge, og hvor landet befæstede sin position som stor våbeneksportør – fastholdt det officielle Sverige sin foregøglede alliancefrihed og sin positur som fredsaktør.

Olof Palme prædikede fortsat »urokkelig neutralitet«. Til folkets store tilfredshed og til trods for, med Wilhelm Agrells ord, »at en stadig mere udtalt svensk neutralitetsliturgi øgede de underliggende spændinger mellem, hvad der måtte siges, og hvad der i det skjulte blev gjort«.

Det robuste, gedulgte NATO-samarbejde blev ironisk nok understreget i det bevægede døgn efter mordet på Olof Palme den 28. februar 1986 på netop Sveavägen i Stockholm, blot et par hundrede meter henne ad gaden fra partihovedkvarteret.

Ingen vidste, om et større angreb på Sveriges suverænitet var i gang, og viceadmiral Per Rudberg ringede til det svenske forsvars øverstbefalende, general Lennart Ljung: »Jeg er klar, hvis det behøves.« Viceadmiral Rudberg havde altid en taske pakket, så han øjeblikkeligt kunne flyve til Washington eller London. Dér skulle han i en truende krigssituation etablere et eksilhovedkvarter for Sveriges militære og politiske ledelse. En plan, som kun statsminister Palme og en håndfuld indviede toppolitikere kendte til.

General Ljung havde dengang svaret: »Vi ser tiden an.« Men refleksen sad, hvor den skulle. Med Per T. Ohlssons ord: »Palmes død var tæt på at udløse den hemmeligste af alle svenske mekanismer: livlinen vestover.«

To uforenelige sandheder

Hemmelighederne blev én efter én afsløret i 1990erne, efter Den Kolde Krigs ophør. Viceadmiral Rudberg fortalte i 1998 om sin forholdsordre til journalist Mikael Holmström fra Svenska Dagbladet. Allerede i 1991 havde Wilhelm Agrell udsendt en systematisk gennemgang af det svenske dobbeltspil med titlen Den stora lögnen. Og fra officiel side fremlagdes i 1994 en betænkning, som gennemgik hele neutralitetslinjen 1949-1969. Heri blev det fastslået, at Sverige i 1950erne helt enkelt havde overladt krigsplanlægning til den britiske overkommando.

Alligevel havde mange, især socialdemokrater, svært ved at acceptere de sandheder, som Mikael Holmström lagde frem i 1998. Man ville ikke tro det, kunne ikke tro det. Tidligere udenrigsminister Lennart Bodström udbrød: »Tanken, at vi skulle sige, at vi var alliancefri, men førte en anden politik, er jo umulig …«

Med Socialdemokraternas NATO-tilslutning søndag aften flettes Sveriges officielle kurs og den reelle kurs langt om længe sammen. Og fra og med denne uge befries svenske toppolitikere for den psykiske belastning at tale med to tunger. Som Wilhelm Agrell skriver i sin bog U 137 fra 2021: »De, som havde indblik i helheden, skulle være så få som muligt og beherske såkaldt dobbelttænkning, at kunne holde to til tider uforenelige sandheder i hovedet på samme tid.«

Den ene sandhed formulerede Astrid Lindgren i sit nationale dagbogsforsvar den 29. april 1945: »For der har været brug for Sverige uden for krigen. Når man ser tilbage, så har vi udrettet en del.«

Den anden sandhed blev udtalt tirsdag formiddag i denne uge, da den første officielle NATO-repræsentant ankom til det svenske forsvars hovedkvarter i Stockholm. Den norske oberstløjtnant Asle Strand skal bistå svenskerne i ansøgningsprocessen, og straks efter sin ankomst udtalte Strand til Försvarsmaktens hjemmeside:

»Det her bliver meget positivt. Sverige er i forvejen overordentlig NATO-tilpasset og ligger allerede vældig tæt på, hvordan vi arbejder.«