Da Vladimir Putin invaderede Ukraine, var de fleste vestlige iagttagere enige om, at ukrainerne næppe kunne forsvare sig mod den russiske overmagt. Dengang gik eksperterne ud fra, at Putin ville erobre Kyiv på ganske få uger – hvis ikke dage, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fik som bekendt endda et tilbud om at blive evakueret fra landets hovedstad.
I Rusland så den historieinteresserede tv-vært Kirill Nabutov dog anderledes på udviklingen. Da russiske bomber begyndte at ramme ukrainske byer den 24. februar, optog han en video, som han publicerede på sin YouTube-kanal.
»Jeg har kigget tilbage på det 20. århundrede,« fortalte en rørt og trist Nabutov.
»Der var mindst tre tilfælde, hvor vores land gik ind i, hvad der skulle være 'en lille sejrrig krig',« sagde Nabutov med henvisning til det berømte udtryk, som den russiske ledelse brugte under den katastrofale krig mod Japan (1904-1905). Det svarer nogenlunde til det i Vesten velkendte tyske ord Blitzkrieg.
»Russerne var dengang begejstrede og glædede sig til at nakke de 'små gulansigtede makakaber', og aviserne savlede over, at japanerne var så svage, at de ikke engang havde kræfter til at løfte deres geværer,« bemærkede Nabutov og mindede seerne om, hvad krigen sluttede med:
Hele den russiske østersøflåde blev sænket i Tsushimastrædet i 1905, mens flådehavnen Port Arthur og den sydlige halvdel af øen Sakhalin blev afstået til Japan. Ruslands indflydelse i Asien blev stækket. Og hjemme førte det til uroligheder og den første af tre revolutioner (1905). Så kom masseterroren, der sammen med Første Verdenskrig i sidste ende førte til Det Russiske Kejserriges undergang.
Den anden krig, som Kirill Nabutov nævnte, var Vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland (1939-1940):
»Bolsjevikkerne så Finland som et lille stykke lort. De regnede med at indtage Helsinki på blot en uge,« understregede tv-værten, inden han kom ind på katastrofens omfang:
I cirka 100 dage dræbte finnerne 1.200 sovjetiske soldater pr. dag. Til sidst måtte Stalin opgive at erobre hele Finland og nøjes med at overtage enkelte finske territorier. Samtidig skubbede han finnerne i favnen på tyske nazister med den konsekvens, at finske styrker lidt senere deltog i belejringen af Leningrad (Sankt Petersborg), hvor op mod halvanden million mennesker, mest civile, omkom.
Og så var der endnu en krig, den mod Afghanistan i 1979: »Også den blev set som en lille udfordring, der kunne løses med et par specialstyrkehold. Vi skulle bare skifte regimet ud, sende lidt tropper ind, og så var Afghanistan vores,« forklarede Nabutov sovjetledelsens ræsonnement.
»Men i næsten ti år sad vi så fast der, og der blev fløjet mindst 15.000 lig hjem. I sidste ende førte det til, at Sovjetunionen styrtede sammen,« sagde Nabutov og kiggede opgivende ned.
Undervurderer modstanderen
Næsten tre måneder er gået, siden tv-værten er kommet med den for russerne så dystre forudsigelse, og det ser mere og mere ud til, at han får ret. Krigen mod Ukraine er nemlig ikke blevet den Blitzkrieg, som Vladimir Putin tydeligvis havde satset på.
Mere og mere ligner den nu Vinterkrigen, hvor russiske tropper kontrollerer en betydelig del af det land, som de angriber, men ikke har været i stand til at overtage den største del af landet. Og hvis Vesten giver ukrainerne nok tunge våben, vil ukrainerne på sigt måske være i stand til at besejre russerne i Sydøstukraine. I så fald kan Putins krigseventyr ende med et ydmygende nederlag som i Afghanistan.
»Da jeg kom med min historiske perspektivering, vidste jeg faktisk ikke noget om, at den russiske hær var meget mindre klar, end mange havde forestillet sig, blandt andet fordi så mange ressourcer var gået op i korruption,« fortæller Nabutov til Weekendavisen over en telefonforbindelse fra Rusland.
»Jeg vidste heller ikke, hvor talentløs den russiske militærledelse var, samt hvor meget ukrainske styrker havde forbedret sig siden 2014, og hvor godt de havde forberedt sig på en forsvarskrig. Men jeg tog udgangspunkt i, at Ruslands nationalsport hverken er fodbold eller skak, men at træde i den samme spinat igen og igen. Vinderen kan så glæde sig over sin sejr, fordi det er ham selv, der har trådt al spinaten i spinatbedet ned, og fordi der i det mindste ikke er nogen, der har stjålet den spinat fra ham.«
Historisk er det rigtignok sket utallige gange, at russerne simpelthen har undervurderet deres krigsmodstandere. Og bestemt ikke kun mindre nationer som finner, påpeger den danske historiker Erik Kulavig:
»Da russiske bondesoldater var på vej til fronten for at kæmpe mod tyskerne under Første Verdenskrig, var de grebet af begejstring. De snakkede om, at så snart de pegede mod den tykke Fritz' mave med deres bajonetter, ville han løbe væk til sin mor,« fortæller Kulavig, der er lektor emeritus ved Institut for Historie, Syddansk Universitet.
»Men så kom der nederlag på nederlag på nederlag. Og så kom alle deserteringerne fra fronten. De deserterede i titusindvis, nogle gange efter at have skudt deres officerer.«
Få rene sejre
For Ruslands vedkommende endte Første Verdenskrig med to revolutioner i 1917 og fredsaftalen i Brest-Litovsk i 1918. Ifølge aftalen måtte Rusland afstå enorme territorier: Ukraine, Finland, de baltiske lande, den russiske del af Polen, det vestlige Hviderusland og dele af Kaukasusområdet.
»I krige har russerne oplevet rigtig mange skuffelser. En gang imellem fik de klare nederlag, og en gang imellem var det bare ikke gået så godt som forventet,« konstaterer Michael Hesselholt Clemmesen, dansk militærhistoriker og pensioneret brigadegeneral.
»Selv når de vandt, for eksempel mod Osmannerriget, Europas syge mand, i 1877-78, følte de, at de blev berøvet sejren, fordi England og Tyskland gik ind og forhindrede dem i at indtage Istanbul/Konstantinopel,« forklarer Clemmesen.
»Der har selvfølgelig været mindre operative sejre, som for eksempel da (den berømte sovjetiske militærleder, red.) Georgij Zjukov slog japanerne i Mongoliet i 1939, men når vi taler om store og rene sejre, så er der egentlig kun Fædrelandskrigen (mod Napoleon i 1812) og Den Store Fædrelandskrig (mod Hitler i 1941-1945).«
Ikke desto mindre er det lykkedes det forholdsvis lille oprindelige moskovitiske fyrstendømme at udvide sig så meget, at det i dag er verdens arealmæssigt største land. Det har især været muligt, fordi russerne mødte forholdsvis svage nationer på deres erobringsvej mod øst, forklarer Bent Jensen, tidligere professor med speciale i Ruslands/Sovjetunionens historie:
»Sibirien var meget tyndtbefolket, og de centralasiatiske nationer var heller ikke svære at hamle op med militært. Men når russerne mødte mere industrialiserede og teknologisk avancerede stater, så gik det dem ofte ilde. Det gjaldt både under Krimkrigen (1853-1856), den Russisk-japanske krig (1904-1905) og Første Verdenskrig,« fastslår Bent Jensen.
»Og nu kan vi se, at Ukraine måske også er ved at blive en avanceret teknologisk stat; faktisk er det helt forbløffende. Jeg er fuld af beundring for den måde, ikke kun deres hær, men også deres civilsamfund fungerer på. De formår at evakuere folk, at få de sårede på hospitaler og slukke de mange kæmpestore brande. I den forstand er Ukraine simpelthen blevet mere avanceret end Rusland. At ukrainerne er kvantitativt underlegne, opvejes tilsyneladende af, at de er dygtigere og mere velorganiserede.«
Motivation er afgørende
I starten af krigen var både Bent Jensen, Michael Hesselholt Clemmesen og Erik Kulavig bekymrede for, at Ukraine hurtigt ville blive overrendt af russiske tropper. Ville ukrainerne mon give op næsten uden modstand?
»Da Danmark blev invaderet af Tyskland 9. april 1940, var der ikke nogen kamp. Det var, som om danskerne tænkte, at det bare var vilkårene, og at man måtte tilpasse sig det nye regime. Det var først efter slaget ved Stalingrad (som tyskerne tabte, red.), at der for alvor kom gang i modstandsbevægelsen,« påpeger Erik Kulavig.
»Men i Ukraine uddeler fædre kalasjnikover til deres sønner og døtre. Det er nærmest ubegribeligt.«
En del af forklaringen er formentlig, at Ukraine, Europas næststørste land, er en hel anden størrelse end Danmark, der efter 1864 har vænnet sig til at være en lille stat. Og næppe er der tvivl om, at for eksempel et land som Moldova ville give op så godt som uden kamp, hvis russerne først erobrede Sydvestukraine. Det lille land, som ligger mellem Ukraine og Rumænien, kan til en vis grad sammenlignes med Danmark, hvad angår størrelse og indbyggertal.
Derimod har Ukraine omkring 40 millioner indbyggere og er nu også »blevet en langt mere samlet nation i forhold til 2014«, som Bent Jensen formulerer det.
Faktisk er det især Vladimir Putin, der uden at ville det har samlet den ukrainske nation med sine aggressioner. I Ukraine hører man i hvert fald ofte nationalisterne fortælle, at Putin muligvis er den person, der har gjort allermest for den ukrainske nationalfølelse. På samme måde som Napoleon og Hitler gjorde det, da de angreb »det russiske kerneland«, forklarer Michael Hesselholt Clemmesen:
»Hvis man går mod det russiske hjerte i Moskva, så skal jeg love for, at man mobiliserer den russiske nation og sætter stærke kræfter i gang,« fastslår Clemmesen, der får opbakning fra Kirill Nabutov:
»Når et folk er under angreb i sit land, bliver det motiveret på en helt anden måde. Det gælder ikke kun det russiske folk, men også de fleste andre folk i verden,« siger den russiske tv-vært.
Straks efter krigens begyndelse offentliggjorde han sin gamle dokumentarfilm om Vinterkrigen på YouTube. Siden er den blevet set næsten 1,2 millioner gange.
Artiklen bringes i papiravisen fredag den 20. maj 2022.
