I Vesten er der mere eller mindre enighed om, hvad der sker i Ukraine: Rusland har angrebet nabolandet og forsøger at erobre ukrainske territorier.
I Rusland fortæller medierne en helt anden historie, nemlig at det hele er Vestens skyld. For dels har især USA angiveligt nærmest tvunget Vladimir Putin til at begynde den såkaldte militæroperation i Ukraine. Dels er amerikanerne og deres europæiske venner nu i gang med at fremprovokere intet mindre end »Tredje Verdenskrig« ved at hjælpe »Kijev-regimet«, som Kreml kalder Volodymyr Zelenskyjs regering.
»I begyndelsen af krigen beskrev russiske medier den blot som en specialoperation. Deres retorik var meget triumferende. De talte om, at den ukrainske befolkning ventede på, at russerne ville komme, og at det hele kun ville tage få dage,« fortæller den britiske BBC-journalist Francis Scarr, der gennem længere tid har holdt nøje øje med Ruslands statskontrollerede tv-kanaler.
»Godt en måned senere begyndte russiske medier endelig at bruge ordet krig – og endda ret ofte. De bruger det dog ikke om det, som de selv er i gang med, men om Vestens indblanding i Ukraine,« forklarer Scarr.
Putins propaganda har rigtignok skiftet gear, bekræfter Scarrs landsmand Mark Galeotti, en af Europas førende Rusland-iagttagere:
»Russerne er gået fra at fokusere på Ukraines angiveligt »nazistiske« regime til i stigende grad at præsentere konflikten som en proxykrig med NATO og Vesten.«
Netop ordet »proxykrig« blev for nylig brugt af Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, men flere ledende politikere og journalister går endnu længere end Ruslands udenrigsminister:
»For eksempel sagde den fremtrædende russiske tv-vært Olga Skabejeva under sit tv-program 60 Minutter, at hun ikke var sikker på, at Lavrov havde ret. For ifølge hende var der måske allerede tale om en rigtig krig mod Vesten – og ikke en proxykrig,« understreger Francis Scarr.
Især i de seneste uger har han været vidne til aldeles vanvittige indslag i nogle af de mest populære debat- og nyhedsprogrammer i Rusland.
Eksplicitte atomtrusler
I det ovennævnte debatprogram, 60 Minutter, diskuterede værterne og gæsterne på et tidspunkt, hvorvidt et enkelt atommissil var nok til at tilintetgøre hele New York City. Det var det, blev de enige om.
I nyhedsflagskibet Ugenyt gik chefpropagandisten Dmitrij Kiseljov et skridt videre og demonstrerede, hvordan Rusland kunne forvandle et af Europas mest betydningsfulde lande til »radioaktiv ørken«. På en til anledningen produceret computervideo kunne man se, hvordan »den lille ø«, som Kiseljov omtalte Storbritannien, gik under efter at være blevet ramt af russernes nye ballistiske atomstolthed, missilet Sarmat.
»Det er jo bare én enkelt affyring, Boris (Johnson, red.). Og så er der ikke noget England tilbage. For evigt,« lød truslen fra nyhedsværten.
Han fremviste en anden forproduceret video, hvor den russiske Poseidon spillede hovedrollen. Kæmpetorpedoen skabte en 500 meter høj radioaktiv tsunami, og så forsvandt både Storbritannien og Irland fra overfladen.
Den slags eksplicitte atomtrusler er især bemærkelsesværdige, fordi det er nogle af Ruslands største tv-personligheder og mediebosser, der står bag dem. I sidste uge kom Margarita Simonjan, chefredaktør for den berygtede russiske tv-kanal RT, også på banen:
»Jeg deltog i en diskussion, hvor en af eksperterne sagde, at der var to muligheder: Enten taber vi i Ukraine, eller også begynder Rusland Tredje Verdenskrig. Selv mener jeg, at det er mere realistisk med Tredje Verdenskrig. For når man kender os og vores leder, Vladimir Vladimirovitj Putin, er det helt umuligt at forestille sig, at vi bare folder hænderne og opgiver,« sagde Simonjan og talte videre om atomangreb.
Mens den slags udtalelser er blevet mainstream i russisk aften-tv, har Ruslands udenrigsministerium travlt med at udsende pressemeddelelser om, at det faktisk er »forkert« og »løgnagtigt« at påstå, at Rusland truer Vesten med atomkrig.
»Men russerne er jo de eneste, der overhovedet taler om atomvåben,« konstaterer BBC-journalisten Francis Scarr.
Og de begyndte faktisk at gøre det inden krigen i Ukraine, blot på en anden måde. Det fortæller Kristina Aleksandrovna Pedersen, ph.d. fra Institut for Statskundskab, KU, hvor hun forsker i autoritære regimers mediekontrol med særligt fokus på Rusland:
»Allerede op til invasionen snakkede de om, at USA var ved at opstille atomvåben i Ukraine.«
Den kollektive Hitler
Dengang brugte russiske medier mange kræfter på at understrege uenighederne mellem de forskellige lande i Vesten. For eksempel USA, Storbritannien og Polen på den ene side og Tyskland og Frankrig, som var mere dialogsøgende i forhold til Rusland, på den anden.
»Men det er blevet stort set umuligt for dem at holde fast i den fortælling,« siger Francis Scarr med henvisning til, at Vesten står mere samlet end tidligere mod Rusland.
»I stedet er deres kritik nu rettet mod det såkaldt kollektive Vesten, som de kalder det.«
Senest kom det blandt andet til udtryk efter topmødet på Ramstein-basen i Tyskland, hvor 40 NATO-medlemmer og -partnerlande diskuterede, hvordan de kunne hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland.
»Disse 40 repræsentanter fra forskellige lande er en slags kollektiv Hitler,« fremførte journalisten og politikeren Mikhail Markelov på tv-kanalen Rossija 1.
Og egentlig er Ruslands nuværende modstandere »gået længere end Hitler«, sagde den mangeårige leder for Ruslands Kommunistiske Parti, Gennadij Zjuganov, der anklagede de vestlige lande for at praktisere »politisk og etnisk racisme«.
Men hvor kommer al den snak om racister og nazister fra? Hvordan kan man for eksempel anklage den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, en etnisk jøde, for at være nazist?
Det er ikke noget problem ifølge Ruslands udenrigsminister. Sergej Lavrov forklarede for nylig, at de mest arrige antisemitter er jøder. Og at Hitler i øvrigt også havde jødiske rødder. Lavrovs påstand resulterede i, at Israel indkaldte den russiske ambassadør i landet til samtale og forlangte en officiel undskyldning fra Rusland.
Imens fortsætter russiske propagandister med at tale om et Vesten, der er i nedgang og forgæves forsøger at holde fast i sin geopolitiske indflydelse:
»Jeg hørte en russisk politiker sige, at der som sådan kun er fire lande i verden, der for alvor har betydning: USA, Rusland, Kina og Indien,« fortæller Francis Scarr.
»Politikeren argumenterede for, at det var USA, som var mest isoleret fra de tre andre lande. På den måde forsøger russerne at afvise, at Rusland skulle være isoleret.«
Løgnens imperium
Et andet typisk propagandanarrativ er, at vestlige sanktioner ikke rammer Rusland særligt hårdt:
»Mange historier handler om, at USA og Vesten har fejlet med deres sanktionspolitik, og at vestlige lande i øvrigt alligevel ville indføre sanktioner, selv hvis Rusland ikke havde invaderet Ukraine,« forklarer Kristina Aleksandrovna Pedersen fra Københavns Universitet.
Mens Rusland holder skansen, er det først og fremmest Europa, der er blevet ramt af sanktionerne, understreger russiske talspersoner som for eksempel Marija Zakharova fra udenrigsministeriet:
»Der er en rekordstor inflation i næsten hver eneste EU-stat. Folk bliver fattigere på grund af sanktionerne,« skrev Zakharova i sidste uge på sin kanal i besked- og nyhedstjenesten Telegram.
»Men det standser ikke nogle af de mest vilde europæiske strateger. Tysklands landbrugsminister, Cem Özdemir, opfordrer til, at man styrker presset på Rusland, endda ved at øge våbenleverancerne (til Ukraine, red.). Men hvad har landbruget at gøre med våbenleverancerne til ukrainske neonazister?« spurgte Zakharova.
Som andre officielle russiske kilder peger hun ofte på det, som man i Rusland omtaler som ukrainsk og vestlig misinformation. Og som Vladimir Putin kalder for »løgnens imperium«, når han beskriver USA og »det kollektive Vesten«.
»Der er kommet langt flere historier om vestlige fake news, og at Vesten fører informationskrig mod Rusland ved at samarbejde med Ukraine omkring falske nyheder,« fortæller Kristina Aleksandrovna Pedersen.
»Det bliver forklaret, at Vesten opfinder tingene for at hjernevaske russiske unge på nettet. Det er faktisk et smart værktøj til at delegitimere den yngre protestbevægelse, som Kreml frygter vil vokse sig større.«
