Dokumentation. Torsdag kl. seks om morgenen holdt Ruslands præsident Vladimir Putin en tale, der indvarslede et storstilet angreb på Ukraine og i store træk skitserede, hvad ukrainerne kan vente sig. Vi bringer et uddrag.

»Formålet er at beskytte mennesker«

For USA og dets allierede har den førte politik, der skal inddæmme Rusland, indlysende geopolitiske fordele. For vores land er den et spørgsmål om liv eller død og om vores historiske fremtid som nation. Dette er ikke en overdrivelse, men en kendsgerning. Der er tale om en yderst reel trussel  mod vores interesser og mod vores stats eksistens og suverænitet. Der er tale om den røde linje, som vi har talt om ved flere lejligheder. De har overskredet den. Det fører mig frem til situationen i Donbass. Vi kan se, at de kræfter, der iværksatte kuppet i Ukraine i 2014, har taget magten og beholder den med støtte i valgprocedurer, der kun er til pynt, og at de har forladt den vej, der fører til fredelige løsninger på konflikter. I otte år, otte endeløse år, har vi gjort alt, hvad der står i vores magt for at løse op for situationen med fredelige politiske midler. Alt sammen forgæves.

    Som jeg sagde i min tidligere tale, kan man ikke være vidne til det, der sker nu, uden at få medfølelse. Det er blevet umuligt at tolerere det. Vi måtte standse grusomhederne, drabet på millioner af mennesker, der bor i landet, og som har fæstet lid til Rusland, til os alle sammen. Det er deres forhåbninger, disse menneskers følelser og smerte, som har været den vigtigste bevæggrund for vores beslutning om at anerkende selvstændigheden for folkerepublikkerne i Donbass.

Andre læser også