Mandudjævning. Syntaksen formeligt skummer af blodrus i Kristina Nya Glaffeys groft veloplagte satire over den moderne mand.
Karikatur de force
Det var lige hårdt nok at gå direkte fra optagelser til et nyt, endnu unavngivet DR 2-kulturprogram på toppen af en af cykelboblerne på Karen Blixens Plads, hvor jeg rimeligt uendeligt udbasunerede min uforbederlige mening om det dér kvindelige pseudonym, der ikke fik jobbet som ny litteraturanmelder på Ekstra Bladet, til at sætte sig foran skrivebordet og anmelde Kristina Nya Glaffeys nye, næsten psykedelisk sataniske »portræt« To the Modern Man, hvis moderne, mandlige hovedperson akkurat lever af at udbasunere sine uforbederlige meninger på diverse medieplatforme.
For det kan godt være, at jeg kun føler mig ramt af cirka 30 procent af det samlede portræt, men de 30 procent, som 100 procent gælder meningsudbasuneriet (og den deraf genererede umådelige selvglæde), gør forfærdeligt og vidunderligt ondt. Det er så godt som umuligt at citere fra Glaffeys bog, fordi hendes syntaks hele tiden, med enkelte punkede undtagelser, går virtuost omstændeligt amok. Jeg bliver nødt til, også for min følsomheds skyld, at nøjes med anden halvdel af denne målrettede og grundige mavepumper lidt over midtvejs:
Del:
