En halv million danske skattekroner har kunstneren Jens Haaning lettet Kunsten i Aalborg for. Han indsendte to tomme rammer og erklærede efterfølgende, at hans kontraktbrud var en del af værket Take the Money and Run. Et ophold bag tremmer bør kunne give det interaktive projekt ekstra kant. Når den statslige kulturstøtte bliver selve temaet for et værk, og pointen er, at staten ikke får noget for pengene, synes man, tiden råber på rindalisme. Med selvmålets præcision er det lykkedes at sætte begrebet kunststøtte som sådan til debat. Jens Haaning er Peter Rindals fiffige forbundsfælle.
Hvis man siger, som jeg gør her, får man prædikatet »borgerlig« smækket i panden af kultursidernes konsensusvogtere. Det bliver ikke værre. Borgerlig vil jo sige pæn, ufarlig og harmløs i modsætning til den grimme karl, som en ægte kunstner bør være. Nu er det ret ufarligt at hægte sig på Haanings subversive løjer og dømme andre pæne, når man selv er småborgerligt ansat på en avisredaktion eller i det offentlige. Det første, man kan kende en kunstner på, er fraværet af sikkerhedsnet, og det er ikke ufarligt. Man lever på kanten, uden arbejdsløshedsforsikring, ATP og feriepenge.
Ingen har bedt os om at blive kunstnere, men man lever for sin kunst, selvom man ikke kan leve af den. Det skabende arbejde kræver, at man går all in, hvad enten resultatet står mål med ofrene eller ikke. Uanset om man har publikum med sig eller føler, at man kaster perler for svin.
Den følelse kan godt virke forvrængende på selvforståelsen.
En københavnsk forlægger kom galt afsted for år tilbage, da en anerkendt digter sad på hans kontor og klagede sin nød. Der blev talt om forskud på kommende mesterværker. Forlæggeren så lidt på ham: »Du kunne jo også tage dig et arbejde ved siden af.«
Replikken gik på omgang i det litterære miljø ledsaget af himmelvendte øjne og knytnæveslag mellem ølsjatterne på Andys Bar. Hvad bildte han sig ind? Altså forlæggeren, må man forstå. Det lå i tobakstågerne, at der dog måtte være grænser for, hvad man kunne forlange af en skønånd.
Hovedpersonen i Knut Hamsuns Sult ville ikke have reageret sådan. Han prøvede i stedet at pantsætte sine knapper. Forargelsen over forlæggerens jordnære opfordring kan få én til at glemme, at det trods alt ikke er alle digtere, der er ude af stand til at tage vare på sig selv. Franz Kafka arbejdede i et forsikringsselskab. Aksel Sandemose var kustode på Thorvaldsens Museum. Leif Panduro var tandlæge.
Mentaliteten har forandret sig efter oprettelsen af det kulturministerium, der i år fylder 60. Hvad der fra samfundets side var tænkt som en påskønnelse, er for velfærdskunstneren blevet en ret, en ydelse på linje med samfundets øvrige service.
Trods dannelsestab og kulturel nivellering er der stadig enighed om, at klassikerne i den litterære kanon er en umistelig del af vores fælles historie. Sagen er bare, at ingen havde bedt forfatterne om at skrive dem. Alligevel sidder nutidens velfærdsstat ikke med korslagte arme og afventer, hvad der overlever tidens tand. Der investeres med både spredehagl og armslængde i håb om, at noget vil vise sig at være kulturkronerne værd.
Det burde mane til ydmyghed. Jens Haanings happening ville jo være utænkelig uden al kulturpolitiks stiltiende forudsætning. Ingen kulturminister ville vove at sige, hvad en forlægger kom for skade at svare en digter: Så tag dog et almindeligt job. Kun i en håndfuld lande på kloden er vi kunstnere så forkælede.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste Weekendavisens interview med Ane Halsboe-Jørgensen. Meget af interviewet går med at glide af, når journalisten prøver at få hende til at erklære sig om busten i havnen, Pippi Langstrømpes negerkonge eller VM i Qatar. Vores nye kulturminister viser sig som en rutineret politiker, hun skal ikke fanges på det forkerte ben ligesom sin forgænger.
Måske har nogen hvisket hende det i øret, eller også har hun selv gjort den iagttagelse, at kulturlivet altid kun venter på at kaste sig over res-sortets nyudnævnte ministre.
Sådan er vi kunstnere så sammensatte. Vi er kulturpolitikkens klienter, men ynder at frakende den til enhver tid siddende minister enhver ideel intention, fokuseret som hun er – det ved enhver – på magten for dens egen skyld. Alle ved desuden, at kulturministeren i enhver regering er nummer sjok. Med hoverende mindreværdsfølelse konstaterer vi, før ministeren har åbnet munden, at hun nok hverken har forstand på kunst eller nogen interesse i at fremme dens kår. Hvor er pengene måske?
Samfundet rækker os en fremstrakt hånd, og vi rykker baglæns med en hovedrysten. Det er altid og pr. definition for lidt. Hvor mange af os tænker på, hvad der egentlig går den anden vej, og om det siger folk noget? Spørg Jens Haaning. I interviewet refererer Ane Halsboe-Jørgensen til en scene i Pretty Woman. Julia Roberts er i operaen for første gang og kommer til at græde: »Hun ved ikke, hvad det er, hun møder, men det rører hende.« Med få ord får ministeren beskrevet, hvordan kunsten på tværs af klasse og identitet en gang imellem formår at bevæge. Rykke os ud af os selv og åbne for et større fællesskab.
Jeg kommer til at tænke på et sted i Philip Roths roman Det døende dyr, hvor en ultradannet professor har taget sin studerende og elskerinde med på museum. Hun er blottet for dannelse, men levende interesseret, da han introducerer hende for Picassos gnidrede små gråbrune skilderier fra hans allermest kubistiske periode. Hun forstår ikke, hvad hun ser, bliver ikke bevæget ligesom Julia Roberts i operaen, men prøver af alle kræfter. Som Roth skriver, giver hun Picasso mere, end Picasso giver hende.
Her begynder en langt farligere diskussion om kultur og politik end den, kunstnere som Jens Haaning tør tage. Den handler ikke om penge, men om menneskelig relevans. Hvad har vi egentlig at byde på i den fjerne ende af armslængden? Jeg kender ikke Ane Halsboe-Jørgensen, men tiltænker hende gerne modet til at spørge.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
