Drømmen om, at modemarkedet, som vi kender det, igen skal genopstå efter pandemien, dør ikke villigt – men det burde den. I modebranchens medier lufter man håbet om, at det mindre hårdt ramte Asien snart igen køber stort ind af luksusvarer, og at der efter et år i hjemmetøj kommer en ny tid, hvor man begejstret hopper i selskabstøjet, det professionelle antræk og de helt store skrud, som med et blev så passé. For det er her, at indtægterne er forsvundet. Hvem gider at købe nyt sofistikeret tøj, tasker og sko, når det ingen steder kan vises frem? Modebranchen konkurrerer normalt på nyhedsinteresse og statuskoder i den dyre ende af markedet, men de sidste ni måneder er hele dette spil gået i stå i Vesten, i hvert fald alle andre steder end på de sociale medier. Markedet er skrumpet. Og det er hele ideen om altid at sælge mest muligt, som skal dø. Sælg noget ordentligt og veldesignet, som holder og passer til kunden.
Hvad man rent faktisk kan sælge for tiden, er leisure wear, støvler med monstersåler, rygsække, enorme striktrøjer og alt i patchwork! Måske til dem, som trekker mest muligt væk fra storbyerne, når de har mulighed for det? Eller til dem, som allerede har bosat sig permanent i nye, grønne omgivelser med lavt smittetryk. Bevægelsen væk fra den tæt beboede og socialt aktive storby har for længst manifesteret sig som cottagecore: endnu en genoplivning af en rustik og hjertelig landlig stil med store støvler, tweed og fløjl, blomstrede kjoler, grov strik og vandtæt overtøj. Det hele må gerne se hjemmelavet ud. Tilsæt selvfølgelig traveture, grønne planter og surdej. Selv hvis man ikke direkte flytter på landet, er det en sikker måde at tilføre landlig ro og stamina til det pandemiske bobleliv.
Efter finanskrisen i 2008 var det helt tilsvarende westernstil med store skæg, lammeskind draperet over alle de rå træmøbler, gevirer, skovmandsskjorter og indie folk-musik, som indtog storbyens hippeste kvarterer og indgød mod og mandshjerte og ægte værdier i en svær tid; og før da har det været grunge og 1970ernes landbostil. Hver gang verden bliver uoverskuelig, længes man tilbage til det, man forestiller sig som enkelt og ægte.
Mest afgørende for den postpandemiske garderobe bliver utvivlsomt de nye måder at arbejde på. Alle, som opdagede, at de kan arbejde lige så effektivt hjemmefra – medmindre de altså skal hjemmeskole børnene parallelt – vil være med til at forandre fortidens kontorliv og dermed arbejdstøjet. Vil man for altid sidde til zoommøder med natbukser forneden og fornøden soignering foroven? Næppe. Men incitamentet til at skrue sig ned i figurskårne powersuits eller balancere på høje hæle er lille, og også high end-mærkerne muterer tydeligt i retning af en ny fusion af det behagelige og det elegante, en slags haute leisure. En hel række modemagasiner brugte nytåret til at agitere for den intime hjemmefest som den nye ting: balkjole, smykker og jakkesæt tilsat Birkenstocks, sofahjørne og Zoom. Og de, som savner den festlige del af deres garderobe, er begyndt at kombinere den med alt det pandemisk praktiske: den fine kjole med en tyk trøje over eller en smart jakke uden på et joggingsæt. Det er nogle normalt skarpt optrukne grænser i mainstreamgarderoben, som nu rykker sig.
Man skal være meget dedikeret til drømmen om det genopstandne marked for ikke at se, at pandemien har rykket ved disse grundlæggende ting. Påklædning muterer præcis som virus for at tilpasse sig omstændighederne, og det er naivt at tro, at alle disse mutationer blot vil ophæve sig selv igen postpandemisk. Præcis som det er naivt at forestille sig en slags klar overgang til en ny tid efter pandemien. Udviklinger er mudrede, og vi kommer også til at mudderglide ind i, hvad der end følger efter pandemien.
Måske afspejler modens aktuelle fascination af patchwork netop alle disse glidninger og uklare horisonter. Patchwork forener småbidder af stof i mange mønstre til en slags kalejdoskopisk orden, den skaber sammenhæng ud af noget kaotisk. Et billede på nye og sammenstykkede måder at leve og klæde sig på? Og samtidig signalerer patchwork nøjsomt genbrug af hver en lap; en slags besindelse på, at ressourcerne ikke er ubegrænsede, endda med klare referencer til netop den stabile, rolige, landlige verden, som er så dragende lige nu. Patchwork er en stædig antimodetrend, som bliver ved og ved med at dukke op, den er et fænomen, der bærer sin alder med ynde – og det er måske, præcis hvad alle trænger til nu.
Netop nu, midt i krisen, er det et godt tidspunkt for moden at begynde den store omstilling, som længe har været nødvendig, hen imod mere holdbart og gennemtænkt tøj. Hen imod tøj, som har mere end en visuel fascinationskraft. Der skal meget mere fokus på den sanselige oplevelse af tøjet, selve det at have tøjet på, for det er i sidste ende dét, der får os til at elske noget tøj mere end andet. Klip endelig forsmået og ubrugeligt tøj i småstykker og lav lækker patchwork af det alt sammen.
En hel række modemagasiner brugte nytåret til at agitere for den intime hjemmefest som den nye ting: balkjole, smykker og jakkesæt tilsat Birkenstocks, sofahjørne og Zoom.
