Stik. Norge er ramt af godheds­syge og vaccinerer de forkerte først.

Bag i køen

Bag i køen

Min mor var vel ikke meget streng i min barndom, men hvor jeg dog hadede det grove brød, silden, hendes insisteren på at spise sundt og stå tidligt op. Det findes ingen i verden, som har spist mere kålrabi end jeg. C-vitaminer med fiber var grundlaget for alt liv hjemme på gården. Det havde hun lært på en husmoderskole i 1949.

Hun blev den perfekte bedstemor. Aldrig om mine børn skulle spise de lokale fåre- og fiskeretter, jeg spiste hver dag under min opvækst. De kunne stå op klokken 7 eller klokken 13 i påsken og til jul og se alle de dvd’er, de havde lyst til, og alligevel få serveret vafler af farmor. Denne sergent af en kvinde havde ingen sans for mine spæde forsøg på at disciplinere dem.

Jo, jeg overdriver. Men hun har givet mine børn en betingelsesløs kærlighed, jeg aldrig selv var i nærheden af at få. Nu er min mor 87, bor på et sygehjem og lider af fremskreden alzheimer. Hun husker stadig mig og smiler, når hun ser mig. Hun aner ikke, hvem min far var. Børnebørn, hun har elsket og stillet alt for få krav til, er væk for hende.

Men alle de ni, hun er bestemor til, møder troligt op på sygehjemmet. Er der noget, de ønsker, så er det at gengælde den kærlighed, de husker så uendelig godt.

Tirsdag i denne uge kom min datter, som er på sidste år i gymnasiet, hjem fra jobbet i den butik, hvor hun arbejder deltids sammen med nogle af sine veninder.

»Hvornår bliver bedstemor vaccineret?«

»Nok i næste uge.«

»Det er selvfølgelig godt, at hun bliver vaccineret. Men jeg har en veninde …«

»Ja?«

»Hendes mor får kemoterapi og har nedsat immunforsvar, og det er sandsynligt, at hun dør i løbet af et par år. Men hun tåler nok ikke COVID-19.«

»Så får hun vel vaccinen med det samme.«

»Nej. Hun er ikke prioriteret. Lægerne håber, at hun får vaccinen i april. Men der kan gå meget længere tid.«

Min ekskone er overlæge ved Rigshospitalet i Oslo. Hun arbejder med kræftsyge børn, som har fået knoglemarvstransplantation. Heller ikke de bør få COVID-19. Min ekskone er heller ikke prioriteret. Hun er en af de få i Norge, som kan medicinere disse børn. Hun har ph.d. i immunologi, i den forskning, som er grundlaget for den mRNA-vaccine, som nu er udviklet. Får min ekskone COVID-19, bliver hun sat i karantæne. Det er ikke godt for de kræftsyge børn.

Jeg tror selvsagt, at de norske og for den sags skyld de danske myndigheder efter nogle ugers mediedebat vil ændre de bizarre prioriteringslister, der er udarbejdet i anledning af COVID-19. De vil opdage, at hurtigere vaccine er det rigtige. De vil på ny forstå, at sundhedspersonale og antal gode forventede leveår selvsagt skal prioriteres.

Men jeg er ikke sikker. For når EU, som Norge i denne sammenhæng er en del af, ikke engang har været villig til at prioritere indkøb af en vaccine udviklet i Tyskland, hvordan kan vi så være sikre på, at de norske myndigheder også kan prioritere på en måde, som tidligere var helt selvfølgelig for en nationalstat: at værne om egne indbyggere og særlig de mest betydningsfulde?

Norge og EU ville fremstå som gode og rare. Vi skulle skam ikke stille os foran i køen. Når vi endelig har fået nogle vacciner, gør vi det samme igen. Vi stiller dem, som alligevel skulle dø, mætte af dage, først i køen. Vi vil være dydsmønstre. Nu er vi havnet i en situation, hvor det faktisk ikke længere er sådan, at man med den største selvfølgelighed råber »mødre og børn først!«

Side 2



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter