LOVEN i vores del af verden har siden Antikken været klar: Voldtægt er en alvorlig forbrydelse, og straffen har på papiret været hård; fra dødsstraf til al mulig fysisk afstraffelse af voldtægtsmanden. Men hov: I det meste af historien har det ikke handlet om at beskytte kvinden, men om hendes families ære: Voldtægt var en slags hærværk mod andres ejendom. Derfor har straffen i virkeligheden været mild. Og hvis gerningsmanden giftede sig med kvinden, var sagen ude af verden. Præcis som i Tyrkiet, hvor regeringen nu igen vil gøre voldtægt af mindreårige straffri, hvis gerningsmanden gifter sig med offeret.
FOR Danmark gælder samme historie: Også her i landet risikerede kvinder, der anmeldte voldtægt, at blive socialt udstødt eller ligefrem dømt for utroskab. Også i Danmark kunne en mand slippe for straf, hvis han giftede sig med kvinden. Også i Danmark kunne en mand ikke dømmes for voldtægt mod sin ægtefælle. Der er stadig spor af denne kultur: Alt for mange kvinder mødes af mistro, når de anmelder voldtægt, alt for mange voldtægtsmænd går fri.
VOLDTÆGT – vil alle i dag sige – er en ekstremt alvorlig forbrydelse, men der er stadig sørgelige spor af en kultur, hvor vi ikke tager det seriøst nok. Ifølge den årlige offerundersøgelse siger 5400 kvinder, at de har været udsat for voldtægt eller forsøg på voldtægt. Politiet fik 1457 anmeldelser i 2017. Der sker sigtelser i lige over halvdelen af sagerne, men kun en lille del fører til tiltale og dom. Voldtægt håndteres stadig tilbageholdende af myndighederne og det omgivende samfund.
AFSLØRER de mest opsigtsvækkende voldtægtssager i både Danmark og resten af Europa et mønster, er det nemlig, at gerningsmænd ofte går fri, selv i ekstremt grove tilfælde. I loven har man holdt sig til gængse retsprincipper: Man skal kunne bevise, at der har været vold eller trusler om vold, som det hedder i den nuværende danske lovgivning. Det er det mest afgørende retsprincip, der her er tale om: Man er uskyldig, til andet er bevist. Men ordlyden og vægtningen i loven er simpelthen ikke tilstrækkelig, hvilket til fulde illustreres af de manglende sigtelser og domme: Voldtægt sker ikke altid med tvang og vold, den fysiske overmagt får ofte offeret til at opgive på forhånd. Og det stiller hende urimeligt dårligt i langt de fleste voldtægtssager.
VORES lovgivning må ændres, og Straffelovrådet skal have ros for den betænkning, det lagde frem onsdag. Den er, som justitsministeren sagde, historisk. Ikke fordi loven – som den allerede ser ud i dag – ikke allerede kunne føre til flere domme, men fordi dens ordlyd har vist sig at understøtte en retspraksis, en holdning, en kultur, en grundlæggende anskuelse, der stiller offeret dårligt. Det er logisk og klogt at lade den nye lov gøre klart, at sex skal ske frivilligt, for det er i så fald det første spørgsmål, politi og dommer vil stille: Var det frivilligt? Det vil forhåbentlig føre til flere domme, og det udtrykker et tydeligt signal, der kan skabe den nødvendige kulturændring.
KULTUR og normer for omgangsformer lovgiver vi faktisk om, selvom det er besværligt. Det er positivt, at Straffelovrådet holder sig til nøgleordet frivillighed, selvom venstrefløjen insisterer på begrebet samtykke, som forvirrer debatten om den anklagedes retsstilling. En ny lov om voldtægt skal tydeligt understrege to helt afgørende værdier: Ingen har krav på sex med et andet menneske, uanset hvordan man kender hinanden. Og retstilstanden skal opretholdes; begrundet tvivl skal altid komme anklagede til gode. Det er derfor positivt, at Straffelovrådet indirekte henviser til en meget omtalt, nylig voldtægtssag i en københavnsk borgmesters seng. Sådan en sag skal heller ikke med den nye lovgivning føre til straf, lyder det. Selv med dette store og positive skridt fremad er der grænser for, hvor langt juraen skal gå.
