Følger man med i dansk presse, skulle man tro, at det går rigtigt dårligt for Socialdemokratiet. Den grønne omstilling lader vente på sig, og Arne har ikke fået sin pension. I det hele taget synes partiet at føre politik på grundlag af hensigtserklæringer: Man siger først, hvad man gerne vil, og så siger man, hvorfor det desværre ikke lader sig gøre lige med det første. Ikke desto mindre går det faktisk forrygende for partiet. I Altingets vejede gennemsnit af meningsmålinger for januar står partiet til at gå tre mandater frem siden valget. Valgforsker og professor Kasper Møller Hansen kalder det ligefrem et brud på en af politikkens naturlove: Magten plejer at slide på populariteten.
Så hvorfor går det så godt? Oplagt er det at pege på, at det primært er lykkedes for blå blok at markere sig på personalepolitikken. Hver uge sit drama: Så er der en, der får mundkurv på; så er der en, der tager et bijob; så er der en, der starter sin egen biks; så er der en, der skifter til konkurrenten; så er der en, der laver sin egen ulovlige trivselsmåling; så er der en, der får sparket; så er der nogen, der klager over mobning fra tre lømler; så er der en, der forulemper Folketingets eneste kørestolsbruger. Hvad bliver det næste? Følg med i det borgerlige HR-nyt.
Men blå bloks fiasko kan næppe alene forklare Socialdemokratiets fremgang. Det sandsynlige er, at partiet skylder en del af sin succes præcis de faktorer, partiet kritiseres for. Nemlig at det ikke fører særlig meget politik. Samtidig med at det kun omgås pressen i afmålte og topstyrede doser.
Sagen er, at vi alle sammen har set Arne og synes, at han bestemt kunne fortjene at komme på pension. Han ser rar ud. Men samtidig kan vi ikke lide tanken om, at bestemte faggrupper favoriseres på bekostning af andre: For hvad så med vores nabo Bente, der har musearm og dårlig hofte, men som er lægesekretær? Hun er også rar. Ergo gør det ikke så meget, hvis Arne skal vente lidt. Vi synes også, at det kunne være fint med grøn omstilling. Men helst en, der ikke flytter produktionen til udlandet. Og helst en, som ikke koster for meget. Og det gør Socialdemokratiets ikke, for teknologien er slet ikke opfundet endnu.
Endelig har vi det godt med, at partiet stort set ikke optræder i medierne. Vi har det med magtpolitikere, som bondemanden havde det med degne i H.C. Andersens eventyr: Vi tåler ikke rigtig synet af dem. Og når partiet endelig markerer sig, sker det mest på sager, hvor danskerne er rørende enige: Nej, man skal da ikke kunne få minus tre i skolen, når man er barn. Det er tre gange dummere end nul. Og selvfølgelig skal Godhavnsdrengene have en varm undskyldning. Og selvfølgelig skal det diætcirkus til EU ikke have flere penge. Tag dem dog fra Orban og de franske vinbønder i stedet! Så hvad er moralen? Den er, at politik ofte er som en lottokupon: Man er gladest for den, før udtrækningen sker.
