Münchenkonferencen. Skal Europa have indflydelse og stemme, er der ikke et alternativ til at søge det via en transatlantisk orden.

De suveræne

De suveræne

 

Af Sten Rynning, professor ved Center for War Studies, Syddansk Universitet

Europas sikkerheds­politiske vision er passé, og enten justerer Europa sit kompas, eller også bliver kontinentet kørt bagud og over. Dette var en af de klare konklusioner, som den årlige sikkerhedskonference i München, den 13.-16. februar, bød på.

Omdrejningspunktet er suverænitet, og hvor meget vi skal lægge i det. Ikke alt for meget, siger Europa, for vi har igennem 75 år lært at gradbøje suverænitet i form af forpligtende internationalt samarbejde og beskyttelse af grænseoverskridende individuelle frihedsrettigheder. Det er i dag et standpunkt, som Kina og Rusland udfordrer, og som USA ikke længere ser som tidssvarende.

Kinas udfordring er subtil. Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi og viceudenrigsminister Fu Ying var i München og erklærede deres støtte til internationale regler og samarbejde. Det læner sig umiddelbart op ad Europas vision. Men Kinas forståelse af suverænitet er hård, ikke gradbøjet. Når talen i München faldt på menneskerettigheder, kinesisk ekspansion i Det Sydkinesiske Hav og behovet for åbne beslutningsprocesser, blev det afvist med hensyn til Kinas suverænitet. Så vidt viceudenrigsminister Fu Yings kommentarer i et mindre forum på konferencen: Udenrigsminister Wang Yi holdt oplæg i plenum og tog kun et par spørgsmål fra konferencens leder, Wolfgang Ischinger.

Rusland er mere direkte i sin udfordring. Udenrigsminister Lavrov var i München villig til at svare på åbne spørgsmål, men bagtæppet var det samme: ingen vilje til at gradbøje og slå skår af suveræniteten af hensyn til liberale frihedsrettigheder. Rusland er også meget åben i sin geopolitiske udfordring, hvor Rusland giver Vesten en direkte smag på, hvad gradbøjet suverænitet i russisk optik går ud på: Hvis Vesten intervenerer i Kosovo, så gør Rusland det i Ukraine. Prisen for stabilitet er dermed, at Europa skal opgive sin liberale dagsorden og acceptere en hård suverænitet, som autoritære stater kan leve med.

Europas normale allierede, USA, kom ikke til undsætning. Tværtimod spillede især udenrigsminister Mike Pompeo ud med et skarpt skel mellem den gamle internationale liberalisme, som Europa higer om, og en ny national liberalisme, som USA nu bekender sig til. Liberale værdier udspringer af nationens historie og muld, er argumentet, og ikke af frihandel, international organisation og andet gods, som Vesten fik stablet på benene under Den Kolde Krig. Pompeos »Vesten« er dermed ikke det gamle kold-krigs-Vesten, men et frigjort Vesten, hvor de stolte liberale nationer finder sammen i et utvungent og dynamisk partnerskab. Tre store implikationer for Europa følger.

For det første kan vestligt samarbejde fortsætte – Vesten er ikke død! – men det skal være i et mindre regelbundet format. Det er en klar og tydelig udfordring for Europas ønske om at lovfæste deling af suverænitet ikke bare i EU, men også i store FN-aftaler og lignende.

Den anden besked følger heraf, nemlig at hvis Europa tror, at de kan binde USA til den gamle liberale model, så tager de fejl. USA vil gerne det liberale fællesskab, men på en ny måde, og USA er klar til at træde uden for de gamle regelsæt for at forfølge sine interesser.

Den tredje besked gælder så den øvrige verden. Eftersom værdier kommer indefra, så vil verdens magter forblive meget forskellige. Kina er ikke på vej til at blive en liberal, men en kinesisk magt. Det liberale projekt vil dermed løbe ind i modstand, og brandpunktet i forhold til Kina er 5G-teknologi. Denne pointe drev USAs repræsentanter i München – i tillæg til Pompeo også forsvarsminister Mark Esper og formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi – enstemmigt hjem. Med andre ord, de vil have Europa til at rejse sig fra sit magelige liberale leje.

Europas repræsentanter i München havde lugtet lunten. EUs nye udenrigsrepræsentant, Joseph Borrell, som ingen reel magt har, sagde, at Europa må se at udvikle »en appetit for magt«. Tyskland har magt, men da præsident Frank-Walter Steinmeier satte sit kompas efter en »global retsorden«, fornemmede man, at det var gammel vin, der blev hældt på nye flasker. Frankrigs præsident Emmanuel Macron udfordrede alle europæere til at gentænke hele ideen om suverænitet, hvilket forekommer rigtigt, men også optimistisk og faktisk paradoksalt i lyset af, at Macron og hans nære partner, kansler Angela Merkel, er særdeles dårlige til at koordinere Europapolitik.

Det var umådelig svært at tage fra München med en tro på, at Europa har fat i den lange ende. Europa kan selvfølgelig håbe, at præsidentvalget i USA til november vil sætte en ny kurs: Visionen om national liberalisme og et frigjort Vesten hænger sammen med Donald Trump. Ikke bare forstår Trump ikke Europa: Han forstår i særdeleshed ikke, at Europa på grund af sin geografi og historie altid vil have flere snærende bånd mellem sine suveræne stater, end USA ønsker det for sig selv. Kort sagt, uden Trump er der bedre grundlag for et transatlantisk kompromis om retningen for liberalt, vestligt samarbejde. Men det vil også være at narre sig selv at tro, at USAs kurs kun afhænger af Trump. Det står klart, at Kina bliver en stormagt, og at for at klargøre sig til udfordringer søger USA ind i sit eget idégrundlag for ny inspiration – og løsningen bliver ikke den liberale orden som i gamle dage.

Europa bør ikke lide under den illusion, at EU på egen hånd kan overbevise verdens øvrige stormagter til at nærme sig og støtte EUs principper for grundbøjet og delt suverænitet. Forfølger Europa denne illusion, vil Europa ende som et objekt i en verdensorden, vi ikke har defineret og ikke forstår. Skal Europa være et subjekt med indflydelse og stemme, er der ikke et alternativ til at søge den via en transatlantisk liberal orden. Som tingene ser ud, skal det nok blive svært. På den anden side har de to sider af Atlanten rig erfaring med at acceptere og kompensere for hinandens politiske patologier, og det er da et udgangspunkt.

Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også Jesper Vinds reportage fra sikkerhedskonferencen i München: »Vores egen vestløshed«

Side 15