MÜNCHEN – For 100 år siden sad Oswald Spengler her i byen og skrev dag og nat på et polyhistorisk værk, der handlede om Vestens storhed og forfald, Der Untergang des Abendlandes – på dansk oversat til Aftenlandets eller Vesterlandets Undergang. Det kulturpessimistiske tobindsværk udkom 1918-22 og blev en af de mest solgte bøger i det slagne Tyskland efter Første Verdenskrig.

Spenglers ånd lever i bedste velgående i nutidens München. På den årlige Munich Security Conference (MSC) i midten af februar læser jeg deres dugfriske rapport med det nye, selvopfundne begreb »Westlessness« – Vestløshed. Den er en lang, pessimistisk analyse af verdens tilstand anno 2020 og beskæftiger sig navnlig med den angiveligt svindende gennemslagskraft for de liberale, demokratiske – såkaldt vestlige – ideer, som det transatlantiske samarbejde har bygget på siden 1945.