De danske konger trådte ind i historien langt tidligere, end man hidtil har ment; de vidste meget mere om verden, end vi hidtil har troet; de tænkte længere, end man hidtil har forestillet sig, og deres indflydelse strakte sig langt ud over rigets grænser. De holdt øje med de politiske begivenheder i hele vores verdensdel, og deres politiske strategier sikrede det danske riges uafhængighed og odinkultens overlevelse gennem trekvart årtusind.
Det danske rige var ikke et smårige i den tågede udkant af den virkelige verden, og de danske konger var ikke måbende bønder med halm i skægget; de forsvarede dygtigt det hedenske Europa mod den ekspanderende kristendom og præsterede endog at udvide asadyrkernes territorium. I 800-tallet fik en dansk konge breve fra kejseren i det østromerske Konstantinopel; hans segl er fundet ved kongsgården ved Tissø. Alt dette og meget mere kan man læse i Viking. Ran, ild og sværd, som udkom, da det sidst var sensommer.
Arkæologen Jeanette Varberg har skrevet næste generations danmarkshistorie; en ny, storslået syntese, som medtager alle de fund og opdagelser, som de seneste årtiers forskning har lagt til den viden, de tidligere fortolkninger af vores historie hvilede på. Og retfærdigheden er sket fyldest: Weekendavisens læsere har belønnet storværket med litteraturprisen for 2019: Hjerteligt tillykke!
HVORDAN KAN DET NU GÅ TIL, at der må skrives en ny, sensationel danmarkshistorie? Har vi ikke lært, at Danmarks forhistorie er den arkæologisk bedst belyste i verden? Den danske jord har internationalt ry for at være gravet igennem som intet andet territorium på kloden, og hver stump pergament fra Danmarks tidlige Middelalder er blevet læst mange gange.
Men jo; der er faktisk fundet masser af nyt i jorden, og der er tilmed kommet nye, skriftlige kilder til. Ikke i de danske arkiver, men fordi danske forskere som Varberg inddrager europæiske og arabiske kilder i et omfang, man ikke drømte om for to generationer siden, da det fremherskende billede af Danmarks tidlige historie blev lagt fast. Det billede, De og jeg har kendt siden skoletiden.
Her får vi en ny danmarkshistorie, som rækker mere end 600 år længere tilbage i tiden end den gængse. Hvor en dansk konge med et navn, jeg ikke tør prøve at udtale, allerede omkring år 515 med en stor flåde overfaldt og plyndrede det frankiske Austrasien ved Rhinens nedre løb. Merovingerkongen Klodevig var død i 511, og danskerne satsede formentlig på, at han havde efterladt et magttomrum. I yderste øjeblik lykkedes det en frankisk kongesøn at samle en stor hær og tage alt plyndringsgodset tilbage.
Og hvor har kong Godfred den Store gemt sig indtil nu? Han tog i 800-tallets begyndelse kampen op mod selveste Karl den Store, selvudnævnt tysk-romersk kejser og frankernes mægtige konge, som brugte årtier på at nedkæmpe, tvangskristne og til sidst tvangsforflytte sakserne lige syd for den danske grænse.
Et byzantinsk ordsprog i samtiden ville vide, at hvis en franker er din ven, er han ikke din nabo, og sådan så kong Godfred utvivlsomt også på sagen.
De danske konger plejede at tage skat af friserne ude ved nordsøkysten og af abodritterne ved østersøkysten, og de indtægtskilder ville frankerne nu overtage. Godfred kunne ikke slå dem på landjorden, men han slap vikingeflåderne løs på de frankiske havnebyer og satte sig på den måde i respekt. Frankerne forsøgte sig kun én gang nord for Elben; da nåede de til Erritsø.
Hovedsagen i bogen er et omfattende og detaljeret billede af det samfund og den materielle og åndelige kultur, som lå bag opbygningen af Vikingetidens riger. Sveernes rige fra Uppsala mod øst i Rusland, de norske lande og det danske rige, både på det nuværende territorium, i Sydnorge, Irland og England og i de nyfundne lande i Nordatlanten. Men det lykkes også for Jeanette Varberg at fortælle en sammenhængende historie om kongerne i det danske rige fra sent i 700-tallet til Vikingetidens slutning i 1066; kongernes navne, deres indbrydes intriger og deres tydeligt forskellige evner og personligheder giver de fjerne begivenheder akut nærvær.
Forfatterens opmærksomhed på de europæiske kilder bringer en bredere historie i spil; de hedenske danske konger hører sammen med de øvrige germanske konger i Folkevandringstiden, som alle hævdede at nedstamme fra Odin. Selv de kristne af dem som goterkongen Theoderik den Store, der i det tidlige 500-tal herskede i Ravenna som de romerske kejseres arvtager.
Det danske rige blev skabt i Folkevandringstidens kaos, da det vestromerske rige faldt fra hinanden, og hele, bevæbnede folkeslag drog gennem Europa på udkig efter nye hjemlande. Ethvert rige, som overlevede denne tid, var fra begyndelsen væbnet til tænderne, og i Danmark vidner voldanlæggene og de store våbenfund om, at de danske riger ikke lå uden for historien. Omfanget af forsvarsværker og antallet af nedkæmpede krigere viser allerede tidligt, at der i Danmark har været centralmagter, som rådede over både slaver og krigere, og de kolossale guldfund dokumenterer forbindelsen til krigene længere sydpå. De største guldskatte i Norden stammer fra 3-400-tallet, da hunnerne hærgede i det mellemste Europa og tømte den gamle verdens skatkamre.
DET UDVIDER DEN HISTORISKE HORISONT, når de skriftlige kilder fra resten af den dengang kendte verden inddrages, men det er arkæologien, der virkelig har fået vores viden om fædrelandets fortid til at eksplodere; skriftkilderne tjener til at sætte de fantastiske arkæologiske fund i den rette kontekst.
Kæmpehallerne i Lejre, Tissø, Uppsala og Erritsø er trådt ud af sagnenes verden og ind i den bevislige empiri, og flittige folk med metaldetektor finder hver uge nye, ukendte skatte i jorden. Men det er ikke kun derfor, historien skal skrives på ny.
Der er også sket en generel, teoretisk vending i forskningens syn på skriftløse samfund; man er holdt op med implicit at se dem som barnlige forstadier til en mere moderne bevidstgørelse. Mennesker som Jernalderens danskere var fuldt bevidste om værdien af deres verden og forsvarede den aktivt; vikingerne havde kendt til kristendommen i mere end 500 år, før de lod sig omvende.
Danmarkshistorien i almindelighed og Vikingetidens historie i særdeleshed har lidt under nationalismen på mere end én måde. Først var der det 19. århundredes nationale begejstring for bautasten og oldtids kæmpegrave, for ædle kvinder, skønne møer og mænd og raske svende. Glade, voldelige søndagsbørn, som vi træffer dem hos Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann og mange flere. Vikingernes slavehandel hørte ikke med til billedet, og de raffinerede magtspil på den europæiske scene heller ikke. Måske var det en smule ubetænksomt at triumfere så hæmningsløst over nationens historiske vidunderlighed; de slesvigske krige er ikke uden forbindelse til historiebegejstringen.
Siden var der det 20. århundredes selvpineri, småstatsbevidstheden i skyggen af 1864; den har ikke været bedre for historieforståelsen. Den overmåde ydmyghed på forfædrenes vegne forhindrede en nøgtern vurdering af de eksisterende kilder til Jernalderen, dens magtkampe og vikingerigernes faktiske betydning i verden. Hele slægtled er vokset op med et billede af vikingernes herredømme på havene som fredsommelige handelstogter, hvor landlige bøller undertiden rodede sig ud i slagsmål. Også her fremstod vikingerne sært umodne; en slags gymnasiaster på druktur til Prag. Og igen manglede både den storstilede slavehandel på det europæiske verdensmarked og det udspekulerede, diplomatiske og sømilitære magtspil mod de kristne konger i England og syd for Ejderen.
Men krigskongerne var hverken søndagsbørn eller kortsynede teenagere, og Jeanette Varbergs storværk repræsenterer det, man i antropologien for tiden kalder den ontologiske vending. En nyorientering, der insisterer på, at fortidens mennesker var akkurat lige så voksne som vi; de havde et aldeles bevidst forhold til den verden, de levede i. De reflekterede over deres handlinger i forhold til deres egne værdisystemer, og de var fuldt så vel som vi i stand til at gennemskue andre menneskers motiver og planer og at opstille strategier til at imødegå dem. Både vikingekongerne og Jernalderens konger før dem spillede med i et stort europæisk spil, der handlede om magt. Og om rigdom, naturligvis, for rigdom kan købe magt.
Et langskib kostede titusindvis af mandetimer og hundredvis af retvoksede 200-årige egetræer, en kæmpemæssig fyr til mast, askevidjer, hasselnagler og måske tusind birketræer til at koge tjære af. Og titusindvis af kvindetimer til at karte og spinde uld, rødne og spinde hør, væve sejlene, sy dem og tjære dem. Og så er vi ikke begyndt at tale om rebene! Endsige om krigernes personlige udrustning, sværdene, spyddene, lanserne, knivene, skjoldene og hjelmene. Alt sammen udvalgt og udformet med den største teknologiske snilde. En krigsflåde på 200 skibe var efter enhver målestok en militær stormagt.
Jeanette Varberg tegner, nej, maler! den verden op, som udgjorde baggrunden for Vikingetiden og det tidlige Danmark, og med talløse arkæologiske kilder viser hun, hvor dygtige vikingerne og deres konger var. Hun viser også, at vikingehærene ikke var særskilt voldelige for deres tid. Efter Romerrigets sammenbrud i Vesteuropa fandtes der ikke længere militære styrker, der fik løn, som de romerske legioner havde fået det. Enhver hær forsørgede sig selv ved at plyndre sig frem fra by til brændende by, fra gård til nedbrændt gård. Vikingernes hærgen var en søfarende udgave af den sædvanlige form for krig, og langt flere mennesker døde på frankernes slagmarker end ved vikingeflådernes angreb. Slaver blev handlet fra Lofoten til Konstantinopel, af kristne såvel som hedninger.
Det helt uhørte i samtiden var, at vikingerne plyndrede de fredhellige kirker og klostre, som aldrig havde troet, deres rigdomme var i fare, og dræbte biskopper og abbeder foran deres altre. Der er endog en fortælling fra Irland om en norsk dronning, der bemægtigede sig alteret i en central irsk kirke for som vølve at øve sin hedenske spådomskunst derfra. Det er kun ét blandt mange eksempler på, at vikingerne kæmpede bevidst og aktivt mod kristendommen, som på sin side lagde legitimitet til de frankiske kongers erobringslyst.
Arkæologien har givet os detaljeret viden om vikingekongerne og deres riger, som kulminerede i første halvdel af 1000-tallet med Knud den Store og hans kæmperige, der omfattede England, Norge og Danmark med Skåne. Og så er vi allerede på sæt og vis i nutidens Danmark; Knud er blandt dronning Margrethes forfædre.
DER ER INGEN GRUND for os nulevende danskere til at prale af historien, og lige så lidt til at skamme os over den; vi var der ikke. Fortidens mennesker levede i deres egen verden og handlede på deres egne måder, af deres egne grunde.
Men vi kan sagtens lade os imponere af de teknologiske, militære, politiske og kulturelle færdigheder, som gennem århundrederne byggede rammerne for nutidens stater.
Jeanette Varberg har givet os den utroligt spændende historie om, hvordan det hele var. Jeg har ikke her kunnet yde historien retfærdighed, fordi det er så rig en fortælling, fuld af pragtfulde læseoplevelser. Og jeg har slet ikke nævnt, hvor smukt og suggestivt bogen er illustreret, og med glimrende kort, så man kan forstå, hvor det hele foregår! Weekendavisens læsere har belønnet arbejdet med 100.000 gode danske kroner og umådelig megen hæder. Tillykke til Jeanette Varberg!
