Opgør. EU er et værdifællesskab. Men vi har forskellige værdier.

Hvorfor er Østeuropa ikke woke?

Hvorfor er Østeuropa ikke woke? Af Anna Libak

I Polen og Ungarn, ja i det meste af Østeuropa, kommer der i disse år ting ud af munden på ledende politikere, som er utænkelige i de øvrige EU-lande. Som at det normale er at være heteroseksuel. At ægteskab er mellem mand og kvinde. At kvinder bør få flere børn. At abort er mord. At køn helt og holdent er bestemt af biologi.

Så hvordan kan de finde på at sige det? Hvorfor skammer de sig ikke? I de øvrige EU-lande vækker det ramaskrig, hvis en ledende politiker udtaler sig sådan. Det anses for snæversynet og diskriminerende.

Forklaringen finder man i de meget forskellige selvopfattelser, som udviklede sig i øst og i vest efter Anden Verdenskrig. I vest kom det i årtierne efter krigen til et selvopgør, der kulminerede i tressernes og halvfjerdsernes kulturrevolution. De borgerlige samfund havde miskrediteret sig selv. Holocaust, kolonitiden, Vietnamkrigen, Jim Crow-raceadskillelseslovene i USA: Der var nok at skamme sig over.

Derfor blev systemkritikken indlejret i systemet: Og alt, hvad det borgerlige samfund støttede sig på, blev genstand for mistro. Folket, familien, nationalstaten, børneopdragelsen, seksualmoralen, kirken, kvinde- og manderollerne; det hele kom under mistanke for at skabe »den autoritære personlighed«. Siden da har det stået på frisættelse fra undertrykkende normer.

I øst bag Jerntæppet var man helt enige om, at de borgerlige samfund var syge. Just derfor var man ifølge den herskende ideologi i fuld gang med at virkeliggøre socialismen. Her var der ingen fortrydelse over historien, for alle disse grusomheder var vokset ud af kapitalismen, ikke socialismen. I socialismen var der per definition ikke nogen, som var undertrykt, alle var ved magten, og der var ingen angst for, at borgerne skulle udvikle en autoritær personlighed. At elske staten var ligesom at elske sig selv.

Men selvfølgelig var der masser af mennesker i Warszawapagt-landene, der hemmeligt drømte om at være fri for sovjetisk overherredømme. Ikke mindst i Polen og Ungarn, hvis nationale historie i forvejen var historien om at kæmpe for nationens overlevelse under fremmede magter. De drømte om at genrejse deres na­tionalstater og dyrke alt det, der i Vesten i mellemtiden blev udfordret: traditionerne, sæderne, skikkene, vanerne, normerne, kirken, familien og flaget. Som alt sammen stod i stærk kontrast til det multikulturelle imperium, som Østblokken var, og som i teorien hvilede på en bærende værdi: Alle er principielt lige.

Og da Sovjetunionen brød sammen, kunne Øst- og Vesteuropa mødes i en fælles drøm. Vi ville frisætte dem, og de ville rigtig gerne frisættes. I et par gyldne årtier lykkedes det os at bilde hinanden ind i EU, at vores værdier ikke alene var fælles, de var universelle, og hele verden ventede på at blive frisat.

Men det gjorde den ikke. De ikkevestlige lande satte sig til modværge, og Vesten mistede sin status som magtcentrum i verden. For første gang i unionens historie er der ingen samlende vision: Man skal hverken kæmpe mod Østblokken eller for udbredelse af demokratiet globalt. Og det har fået os til at vende blikket indad og henlægge kampen til vores eget kontinent.

I mangel på mening er de progressive blevet dobbelt så progressive, og de konservative dobbelt så konservative.

Og i Polen og Ungarn har det givet sig udslag i, at de nationale ledere under dække af denne mægtige værdikamp aktivt svækker det parlamentariske demokrati og den institutionelle magtdeling. Pressen, ngo’erne, dommerstanden, oppositionen, ja alle, der skulle afbalancere den udøvende magt, bliver uddistanceret.

Det er selvfølgelig ikke i orden. Men det er vigtigt at forstå, at når disse ledere nyder bred folkelig appel, så er det jo ikke, fordi ungarerne og polakkerne er imod demokratiet. At påstå det ville svare til at påstå, at vi hertillands bakker op om Mette Frederiksens coronarestrik­tioner, fordi vi er ligeglade med demokratiet. Vel gør vi ej. Vi gør det, fordi vi kerer os om folkesundheden. Og på samme måde skal vi tilstå polakkerne og ungarerne retten til at kere sig om deres stokkonservative, nationale egenart. Uden at udskamme dem som »ikkestuerene« eller »deplorables« – ynkelige.

Når de støtter Orbán og Kaczynski, er det, fordi de frygter, at EU vil gennemtvinge juridisk kønsskifte, homovielser og muslimsk indvandring til deres lande, og det er de imod. Det skal de have lov til. Der er grænser for, hvor bredt man skal definere de fælles værdier.

En uvildig dommerstand, forsamlingsfrihed (også for seksuelle mindretal!) og en fri presse er uomgængeligt. Et must. Det bør juridisk kønsskifte og homoadoption og indvandring ikke være. EU bliver kun en stærk union, hvis den faktisk kan rumme en mangfoldighed af værdier.

Side 10



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Anna Libak

Magnus Boding