Skulle man have befundet sig i nærheden af Herstedvester Fængsel i Albertslund tirsdag formiddag i sidste uge, kan man have været så uheldig at støde på drabsdømte Peter Madsen. En overvågningsvideo viser en foroverbøjet Madsen bevæge sig langs fortovet iført blåt outfit og stor rygsæk, løbe ind i en blindgyde for dernæst at skifte kurs, skarpt efterfulgt af en fængselsbetjent, der desperat brøler: »Stop, Peter, læg dig ned!«
Omend videoen er lettere komisk, var der ikke meget at grine ad i virkelighedens verden: Den 49-årige raketbygger havde taget sin kvindelige psykolog som gidsel og med en attrappistol truet sig hele vejen ud af fængslet.
Peter Madsen er ikke den første, der har taget flugten fra et dansk fængsel. 2019 bød på 80 undvigelser fra åbne fængsler og syv fra lukkede institutioner, hvoraf fire foregik under transport eller hospitalsophold. En rapport fra Europarådet i 2018 viser, at Danmark ligger på syvendepladsen på listen over lande i Europa, hvorfra relativt flest flygter fra åbne fængsler.
Gennem tiden har danske fangeflugter fordelt sig i to kategorier. Der er Olsen-banden-flugten, den kreative, lettere vanvittige og nøje planlagte model, der ikke medfører anden personskade end røde ører hos personalet.
»Den slags flugter har fængselspersonalet egentlig ret stor respekt for,« siger Bo Yde Sørensen, formand i Fængselsforbundet.
Den anden type er den personfarlige flugt – den, der involverer gidsler, overfald og trusler og typisk opstår spontant, når en indsat pludselig aner chancen. Dén version er der knap så meget respekt for.
Med stoppenål og gummiged
I fængslernes spæde år tilbage i 16-1700-tallet tog Olsen-banden-flugterne ofte form af store, kollektivt organiserede flugtforsøg, forklarer historiker Johan Heinsen, lektor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen Det første fængsel. Som i 1817, hvor de indsatte overtog fængslet ved Christianshavns Torv, men blev omringet af militæret og endte med at droppe flugten og sætte ild til skidtet i stedet. En begivenhed, der fasttømrede tesen om, at fanger var farlige og skulle nedbrydes, før de kunne opbygges.
Det skulle dog ikke stoppe danske lov- og udbrydere, der gennem tiden er flygtet gennem taget, over muren, i containere, under biler og ad sammenbundne lagner.
Blandt de mere raffinerede eksempler er nok mest kendt Carl August Lorentzen, gentlemantyven, der med sit 14. og sidste flugtforsøg i julen 1949 flygtede gennem en 18 meter lang tunnel under Horsens Statsfængsel. Værktøjer? En stoppenål, en ske og en god portion tålmodighed.
»Hvor der er en Vilje, der er der ogsaa en Vej!« stod der på den hilsen, han efterlod til fængselsbetjentene. Efterfølgende lykkedes det ham også at stjæle et postkort og sende en julehilsen til fængselsinspektøren.
Og så er der de mere støjende eksempler som i 1995, da en gummiged bragede igennem muren ind til Vridsløselille Fængsel under en gårdtur.
12 kriminelle, bankrøvere, mordere og narkohandlere tog flugten, og optrinnet blev foreviget af tv-stationen TV STOP, som på forhånd havde fået et tip om, »at noget ville ske«. På videoen ser man fangerne tage benene på nakken, en af dem råber sågar »yeah!« til kameraet, mens betjente i hobetal står rådvilde tilbage.
Bestil en taxa
De åbne fængsler, som vi kender dem i dag, etableres i Skandinavien i det tyvende århundrede, og her begynder flugtbegrebet at blive en anelse mudret. For et åbent fængsel er som bekendt defineret ved at være … åbent. Kan man så overhovedet tale om flugt?
Med de åbne fængsler opstår en helt tredje, flittigt benyttet flugtform: Den indsatte går roligt ned i sin celle, pakker sin taske, bestiller en taxa og kører derfra. Modellen ses også i versionen, hvor den indsatte er på udgang: Vedkommende lader simpelthen bare være med at komme tilbage.
Også de lukkede fængsler i Danmark er radikalt anderledes indrettet end andre steder i Europa. Personalet er i dag højst bevæbnet med en peberspray, omgås de indsatte og tager med hjem og besøger de indsattes syge mødre. Det kaldes dynamisk sikkerhed, og ideen er, at det bliver væsentligt sværere at slå en betjent i hovedet, efter at han har slubret kaffe i ens gamle mors sofa.
Skulle dén tilgang glippe fra tid til anden, er de nyere fængslers fysiske foranstaltninger i dag så sikre, at det er ualmindeligt svært at slippe ud efter et overfald. De fysiske rammer gør det også stort set umuligt at gennemføre vanvittige flugter a la ske-udgravning, gummigedsteknik og lagengymnastik langs muren. Olsen-banden-flugterne skal derfor om muligt være endnu mere kreative for at lykkes: De skal foregå for næsen af personalet.
Tag for eksempel sagen fra 2012, hvor en mand og en kvinde i burka er på besøg i Nyborg Fængsel – alene det var ikke gået i dag. En times tid efter besøget kommer en kvinde op til personalet og siger, at hun egentlig gerne vil hjem nu. Klokker begynder at ringe: Med en kraftig barbering og et hurtigt tøjskift er det lykkedes den indsatte at flygte i kvindens burka. I den efterfølgende panik lykkedes det endda også kvinden at slippe væk.
Et glimt af frihed
Til tider ser vi kombinationsmodellen, hvor en ellers kreativ finte mister alle point ved at udvikle sig til en farlig situation. Som da bandelederen Hemin Dilshad Saleh så sent som i 2019 flygtede fra en lukket retspsykiatrisk afdeling i Slagelse ved hjælp af en trofast fætter og en kageæske. Den 24-årige bandeleder var ikke underlagt brev- eller besøgskontrol, og derfor fik personalet ikke lige tjekket, om der gemte sig jordbærtærte eller gateau marcel i den besøgendes medbragte kageæske. Det skulle vise sig, at der under kagen lå to pistoler.
»Personalet sætter an til kaffe, og i løbet af ingen tid er pistolerne kommet op af kagen,« forklarede Helle Brink, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Psykiatrien Vest, dengang til DR.
Der blev skudt i jorden for at understrege, at hverken flugtmand eller fætter havde tænkt sig at blive hængende så meget som ét sekund længere, og med pistolen rettet mod hovedet på en ansat lykkedes det dem at flygte i to biler, der ventede udenfor. Bandelederen blev senere pågrebet og udleveret fra Spanien.
For sådan er det med indsatte på springtur: De bliver altid fanget igen. Nogle gange efter en time, andre gange 14 dage, men de ender altid tilbage bag lås og slå. Og dog: Burkaflygteren fra Nyborg fandt man aldrig. Ifølge Bo Yde Sørensen tyder alle undersøgelser på, at manden, der var af udenlandsk herkomst, »nåede en flyvemaskine i Tyskland, fløj ad helvede til, inden vi fik gjort noget, og i dag render rundt et sted i Libanon og griner ad os«.
Den lave succesrate – fra de flygtendes perspektiv, altså – er ifølge historiker Johan Heinsen den tydeligste udvikling i fangeflugternes historie. I 1700-tallet røg kun en ud af tre fængsels-Houdinier tilbage i cellen: Uden efterforskningspoliti, cpr-numre og fingeraftryk var det relativt let at forblive på fri fod. I dag er det anderledes, og fangeflugtens perspektiv har derfor ifølge Johan Heinsen ændret sig:
De fleste flygter i dag ikke med et reelt håb om en ny identitet – snarere for femten minutters berømmelse eller simpelthen for bare at mærke et kort glimt af frihed.
At danske udbrydere i dag næsten altid kommer retur, ændrer dog ikke ved, at de i første omgang i højere grad end i andre lande slipper ud. Det er en nobel tanke, at indsatte kan give den gas på egen hånd i sløjdlokalet, og at Peter Madsen må være alene med sin psykolog, men den slags frihed kan, som vi har set, give gode ideer. Er flugt en indbefattet risiko i det rehabiliterende system?
»Kort sagt ja,« siger Bo Yde Sørensen. »Hvis vi ikke ønsker et amerikansk fængsel, hvor de indsatte er værre, når de kommer ud, end da de kom ind, er vi nødt til at acceptere risikoen for grove narrestreger. Gevinsten ved at drive et fængsel under humane forhold er langt større end risikoen for, at indsatte en gang imellem flygter.«
Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at Danmark ligger på tredjepladsen på listen over lande i Europa, hvorfra flest flygter fra lukkede institutioner. Dette var imidlertid ikke korrekt. Weekendavisen beklager fejlen.
