Kappestrid. Her gik jeg og troede, at mændene var interesserede i min person, når de lagde an på mig.

Håndhævelse af hierarkiet

Hassan Preisler er en meget modig mand. I artiklen 'Medløberen' i sætter han ord på, hvordan situationen kan se ud fra krænkerens side. Som kvindelig læser er dette meget interessant. Ikke at det nogensinde har fremstået som et mysterium, at mænd misbruger deres magtposition for at opnå seksuelle fordele, men at læse hans detaljerede beskrivelse af at tænde seksuelt på at udføre grænseoverskridende adfærd, det er grundlæggende interessant.

Det er interessant for mig, fordi jeg er kvinde. Jeg er altid nysgerrig på, hvordan ting opleves fra andre synspunkter end mit eget fredelige midaldrende middelklassekvindeliv. Jeg har simpelthen aldrig vidst, at mænd var så styret af hierarki og konstant kappestrid. Og at en væsentlig motivation i denne kappestrid er adgang til kvinder. Adgang til tilfældig sex med villige kvinder, det er åbenbart det, mænd drømmer om. De vil have status, så de kan tage praktikanten med ud i kopirummet.

Og der gik jeg rundt og troede, at mændene var interesseret i min person, når de lagde an på mig i mine unge dage. Det strejfede mig ikke, at deres tilnærmelser kunne være et udtryk for håndhævelse af den position, de mente sig i besiddelse af i det mandlige hierarki. Så er man godt tingsliggjort som kvinde. Det er ikke særligt kønt.

Jeg så det ikke dengang. Jeg tror ikke, jeg ville se det. Jeg ville have, at mine mænd skulle være værd at elske, at de skulle se mig både som menneske og som kvinde.

Læs også 'Søde drenges hævn', hvor Hassan Preisler anklages for at bruge incel-retorik