Debat. Ifølge Hassan Preisler har hans grænseoverskridende rivaler ikke krænket kvinder, så meget som de har krænket Preislers egen ret til kvinderne.

Søde drenges hævn

Søde drenges hævn

Lørdag morgen nævnte min kæreste Hassan Preislers essay Medløberen fra WA #42. Han syntes, Hassan ramte noget, han kunne genkende, så vi lå og hørte artiklen blive læst op. Min kæreste skævede lidt til mig, som man gør, når man spiller en sang, man elsker, for en, man elsker, i håbet om at de vil forstå en lidt bedre. Jeg smilede tilbage, men mærkede en stigende uro i maven, imens jeg lå i hans arm og lyttede. Da essayet var færdigt, kiggede han kærligt på mig og ventede på min reaktion. »Det er jo total incel-retorik,« fik jeg fremstammet.

Min kærestes blik ændrede sig med ét. Den melankolske, bittersøde folkeskolenostalgi, som Hassans beretning fra skolegården, hvor det var »de mest grænseoverskridende drenge, der fik de mest eftertragtede piger«, havde frembragt, lyste jeg nu pludselig et skarpt og ukærligt lys på. For hele Hassans essay er gennemsyret af den samme retorik, man finder hos incels (forkortelse for »involuntary celibate«). Begrebet bruges om mænd og drenge, der er frustrerede over ikke at kunne få sex. Ofte finder de sammen online.

Læs Hassan Preislers essay »Medløberen«

Elliot Rodger var en af de første store, selverklærede incels, der hadede de kvinder, der valgte at have sex med andre end ham. Jeg kom til at tænke på Elliot Rodgers sprogbrug, da Hassan i sit essay husker, hvordan den »brutale« Kasper får »nedbrudt det sidste af Trilles modvilje«, og hvordan Kasper senere »fik« Ane. To piger, Hassan gerne selv ville have haft. Trille havde givet Hassan en utilsigtet rejsning, da han deltog i et, af Kasper anført, vasker-overgreb, hvor Trille mod sin vilje blev holdt mod jorden, og hendes bryst blev blottet. Ane sagde nej til at være kærester med Hassan og valgte også Kasper, som Hassan beskriver som »status, magt og krop«.

Senere i essayet sidestiller Hassan Kasper med Mads Aagaard Danielsen og andre magtfulde mænd, som Hassan møder igennem sin karriere, og som kvinderne bliver ved med at foretrække. Når Hassan beslutter at deltage i optrevlingen af Mads Aagaard Danielsens overgreb, skyldes det ifølge Hassan ikke mod. Det er – også – et spørgsmål om hævn: »Hævn over Mads, hævn over mediemænd, ministre og komikere, hævn over Kasper, hævn over Trille, hævn over Ane – og hævn over mig selv. For mest af alt hader jeg mig selv.«

Netop begrebet hævn er stort i incel-verdenen. Hævn bliver hyldet og er kommet til udtryk i form af massemord og terrorangreb. I 2014 dræbte Elliot Rodger seks og sårede 14, før han begik selvmord. I sin YouTube-video »Elliot Rodgers hævn« siger han sådan her:

»Piger har givet deres omsorg, deres sex og deres kærlighed til andre mænd og aldrig til mig. (…) Det er ikke retfærdigt. I piger har ikke været tiltrukket af mig. Jeg ved ikke, hvorfor I piger ikke er tiltrukket af mig, men jeg vil straffe jer for det. Det er en uretfærdighed, en forbrydelse, for jeg ved ikke, hvad det er, I ikke kan se i mig. Jeg er den perfekte fyr, og alligevel kaster I jer over de her modbydelige mænd i stedet for mig, den perfekte gentleman.«

At sammenligne Hassan Preisler med Elliot Rodger kan lyde lige så overdrevet som at sige, at Mimi Jakobsen er den, der allermest minder om Adolf Hitler af nogen overhovedet i hele verden. Hassans rolle i Mads Aagaard-sagen har været god og prisværdig, og Hassan ønsker tydeligvis at reflektere over sine følelser i den forbindelse, hvilket man godt kan forstå. Men der ligger hos Preisler og Rodger samme foruroligende præmis til grund for deres ellers meget forskellige hævn. Nemlig deres opfattelse af, at de har noget at hævne. Men at have noget at hævne forudsætter, at der er blevet gjort noget imod dem. At de er blevet udsat for en uretfærdighed. At deres ret er blevet krænket. Men de har aldrig haft ret til de kvinder, de gerne ville have.

Preisler havde ikke ret til Trilles »kuglerunde bryster« eller til Anes »store, bløde læber«. Han havde lyst til dem, men ikke ret til dem. De blev ikke taget fra ham af Kasper. Mænd har ikke ret til kvinder, og Preisler lader til at glemme, at brysterne og læberne sad på to mennesker af kød og blod, ja, men også to mennesker med frie viljer, præferencer, ønsker, lyster, tilbøjeligheder, problemer og personligheder. Personligheder, han nok ikke kendte så meget til, da hans beskrivelse af dem ud over lyst hår, stramme jeans og rank ryg kun indeholder denne tilnærmelse af en reel karakterbeskrivelse: »rapkæftet«.

Preisler kender reelt ikke meget til pigernes tanker og deres forhold til Kasper. Men han dømmer deres valg, når han f.eks. skriver »mens Ane højlydt grinede ad noget, [Kasper] havde sagt, som ingen forstod, fordi han havde munden fuld af mælk og gryn«. Ane griner ad noget, hun ikke forstår, og har valgt den modbydelige Kasper frem for Hassan, den perfekte gentleman. Hassan pointerer i følgende afsnit, at også Mads Aagaard Danielsen indtil det sidste kunne få damer.

Det er, som om der for Hassan sker en total sammensmeltning af, når kvinder (ifølge ham) vælger de forkerte mænd, og når de bliver krænket af mænd. Måske fordi både de frivillige seksuelle forhold mellem kvinder og andre mænd og andre mænds uønskede seksuelle tilnærmelser mod kvinder føltes som en krænkelse af Hassans selvindbildte ret til kvindernes kuglerunde bryster og store, bløde læber. Om de andre mænd fik et samtykke eller ikke, betød mindre fra Hassans perspektiv, for det var i virkeligheden hans ret til kvinderne, som mændene krænkede, ikke kvindernes ret til selvbestemmelse over deres egen krop. Sådan ser Preisler verden. Ud fra sin indbildte ret. Og det er denne indbildte ret, der skal kastes et skarpt lys på. Især når den gemmer sig hos seriekrænkere, men også når den gemmer sig hos Hassan Preisler, der normalt ikke er den, der minder mig allermest om Elliot Rodger af nogen overhovedet i hele verden.

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter